Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout:

• Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet.
• Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
• Rigtig mange holder ferie.
• Min søn er virkelig irriterende.
• Jeg er virkelig uopfindsom.

Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Samtidig understreger det behovet for struktur hos børn, og nok særligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hverdag så meget som muligt.

Det er meget hyggeligt med hjemmeskole og mere Playstation-tid, mor, men det er altså også ret fjollet. Hvornår må jeg komme i skole?

Gid jeg kunne svare ham ordentligt. I stedet fejrer vi så hver dag, når klokken slår 12.50, at der stadig er SFO, for der kan han lege med sine kammerater, følge den sædvanlige plan og have sin elskede hverdag. Jeg er også ret stor fan af lige det koncept. Det undrer mig dog, at så mange vælger at blive helt væk. Der er sikkert en del, der har trukket en skøn uge hos mormor i Jylland, og fred være med det (og hurra for bedsteforældre), men hvad laver de andre? Guderne skal vide, at det er en lise for mig, at kunne skippe ham afsted hver eftermiddag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstatte de traditioner, der hører med, ej heller de storskrydende og ditto pruttende kammerater, han elsker så højt, og det skal jeg vel heller ikke, eller hvad?

Ligeledes giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en faglig disputs. Det er en konflikt; en slags undtagelsestilstand. Ikke ferie. Der er mere kage, mindre vækkeur og lugter knap så meget af leverpostej, men så stopper ulighederne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gærdet er til tider rystende lavt (som i:”Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stille, ik”), men vi prøver.

Flere har, med rette, understreget, at der i disse dage nok går en prås op for en del forældre, i den forstand, at de både indser vigtigheden af en velfungerende folkeskole, mængden af arbejde, der ligger i at skulle stoppe læring i de små hele dagen, samt det skønne i at kunne se- og deltage i læringen på nært hold. Det hele er formentlig korrekt, og næppe nogen skidt ting at få banket ind i skallen, når man har vænnet sig til at det bare skal køre, men så er det heller ikke federe.

Jeg er ikke bygget til at opfinde den dybe læringstallerken hver eneste dag, men kan da snildt fremelske en habil Googler i poden, og er skide ferm til at printe “sjove” regneopgaver fra nettet. Ej heller kan jeg folde en sommerhat af vatrondeller eller gøre spas ud af arealer, så jeg er næppe alene om at synes, at det er ved at blive en smule træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er virkelig irriterende, synger Jutlandia fra klokken 7 om morgenen og taler HELE tiden?!

Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.

Sig goddag til den modsatte grøft; vi har været til håndbold. Jep, den der anden nationalsport, hvor de insisterer på at spille øredøvende dance, hver gang nogen scorer. Det sker ret tit. Gud er næppe begejstret for mængden af bas, bandeord og lunken toast i håndboldregi, og jeg må selv gøre mig gevaldigt umage for at fordommene ikke bisser helt ud af kontrol.

Det er jo bare ikke nogen særligt yndefuld sport. Hurtig og teknisk imponerende, bevares, men der er altså ikke samme skønhed over konstant spjættende mænd på lakerede gulve, som i en glidende tackling på grønsværen.

Dertil, ja nærmest altoverskyggende, er haller fulde af larm. Særligt den der tics-fremkaldende knirkelyd fra skoene, der skriger af negle på tavle og cafeteria-fritter. Den er vand i forhold til lyden af klappepappet. Smag lige på det ord en gang; man ved at det bliver grimt, og hellige søhest, der er minsandten gået megen indebrændt og virkelig vredladen energi til at opfinde den lille genistreg! Et linjeret stykke pap med sponsorreklamer, der kan foldes til en vifte. En vifte fra helvede. Den banker man, med frenetisk energi ned i hånden, nærmeste bænk eller tilskuer, og lyden, der dermed kreeres, er noget nær det højeste og mest aggressive nogensinde. Det slår mig ikke som nogen fremragende ide, at frembringe den slags i små, lukkede, akustisk udfordrede rum, men det gør man når der er kamp. Det bliver ikke nemt at elske.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Elske det må man nu alligevel, når først ørepropperne er grundigt skruet i, for der er hallelujah-frit og kaffe i flamingokopper på sidelinjen, hvor forældrene hænger ud. Og så er det vist bare det man gør, når man er sådan en slags entusiastisk forælder, når Jr. har fundet noget han gerne vil, og ingen er døde eller bløder. Op med pappet; undskyld Gud.

Pik-tv og det løse.

Danmark eksploderede igår, da Thomas Blachman og Jan Sonnergaard, med flakkende blikke, dissekerede kvindekroppen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hovedet først i hypefælden, og nærlæste Twitter i en halv time, hvorefter det ligesom havde udspillet sig selv. Status på Blachmans hjemløse, skosede lem forbliver uændret, og så er den vist ikke længere. Det virkede, som det skulle. Hidse op og hidse ned, pikken op og fissen ned. Måske var det omvendt. Glimrende.

Jeg orker det næsten ikke, altså at skulle sige højt, at objektificering af kvinden er uacceptabel. Det ved vi jo godt. At manden, som uforløst stakkel, er en håbløs forenkling. Det ved vi jo godt. Man kan ikke være ligeglad, og dermed trampe afstumpet rundt på århundreders kamp, men en halv times tv-eksperiment definerer ikke en ny situation, ej heller en tabt kvindekamp. Ikke hos mig, i hvert fald. De store linjer er klare, hvis man er et nogenlunde fornuftigt menneske; lige løn, lige rettigheder er en selvfølge, og dermed er kampen ikke slut. Den skal kæmpes til alles fordel.

Som individ er det som regel i det helt små, hvor den lige vej til klart definerede kønsroller er labyrintisk på en god dag.

Den gode Maskinmester har i den forbindelse skrevet et lille indlæg, som en slags undskyldning eller forklaring på et tidligere indlæg om virkeligt sløje parallelparkeringsevner og de kønsforskelle, der kunne ligge deri. Jeg forstår fuldstændig hvad hun mener. Ikke om parkeringen, som jeg egentlig er ganske ferm til, men om den følgende, noget diffuse opfattelse af køn, særligt når det gælder egen kvindelighed. Det har længe forvirret mig.

Jeg er også en kvinde. Så langt er jeg med. Jeg fremhæver min kvindelighed, når det føles godt/rigtigt/effektivt/sjovt, og er som oftest fuldt ud bevidst om de signaler, jeg sender afsted. Det gør de fleste kvinder, og svigter ikke dermed deres medsøstre, bare fordi bryster er mere tydelige end lidt stramme skjorteærmer. Alt med måde, men se hvad jeg har! Men hvordan defineres kvindeligheden ellers, hvis ikke ofte gennem de stereotyper, som kvinder også selv dyrker, og er de så egentlige stereotyper? Jeg ANER det ikke, netop fordi jeg selv farer vild i de karaktertræk, der betegnes som feminine, men som jeg ikke besidder. De er overfladiske og generaliserende, bevares, men de lever i bedste velgående, og jeg må melde pas til de fleste. Såsom:

• Kvinder hænger med kvinder, så de rigtig kan snakke (om de andre kvinder). Det gør jeg også, men hænger mere med mænd. Sådan har det altid været.
• Kvinder/piger er syge med tasker og sko. Jeg har sko og tasker, men de er hverken moderigtige eller dyre. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke forstår mig på det. Også derfor er min garderobe håbløst kedsommelig og primært fra H&M.
• Kvinder ved ikke noget om- og interesserer sig ikke for biler. Hrmpf!
• Kvinder hækler og strikker. Ok, det gør jeg faktisk, men virkelig elendigt, og har endnu ikke kunnet producere et helt klædningsstykke, andet end huer til anatomisk udfordrede og heldigvis umælende babyer. Det hygger jeg mig så med, mens ham med uret melder pas på værktøj, men er ret ferm med en symaskine. Jeg borer huller og slår søm i.

Det er småting. Ligesom Blachmans teater; det siger intet om kvinder. Ligegyldigheder, men dog stadig der, hvor børsterne rejses hos nogle, mens det fejres som fællesskab hos andre. Jeg elsker landsholdet, synes Champions League er virkelig kedeligt. Lad være med at stikke mig en cupcake, for så får du en blodnæse, og jeg gider egentlig heller ikke tale i timevis om fødsler eller graviditet. Det har jeg prøvet, men er jo ikke just min hobby. Vi taler stadig om det, de små ting, som om det defineres af andre, uden vi selv er klar over det. Jeg er kvinde, fordi det er jeg. Hvad det betyder, må jeg for en stor del heldigvis selv melde ud, når bare jeg husker de store linjer; at kampen skal kæmpes. Den er større end os, og slaget skal også og især stå i Gudsløse afkroge vi aldrig ser. Den skal kæmpes for alle, især de usynlige, hvilket Rankenberg så umådeligt skarpt påpeger her. Hvad individet så føler, om pikken mangler tag over hovedet og brysterne mangler ord, må man sgu selv ligge og rode med.

Sport.

Der er sport i mine nyheder. Hele tiden. Det har varet længe. Der rases og brokkes, himles og gokkes. Jeg forstår det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cykle op af et bjerg i noget, der ligner en måned. Det skal gå skidehurtigt, i hvert fald hurtigere end sidste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pasta, broccoli og sponsorvand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skønhed og integritet, men kun hvis det er bedre end sidst og ikke rigtig muligt. Sæt i gang!

Cykelmyggen magter det ikke, så render i kiosken efter lidt narko, og så går verden i stå. Intet mindre. Armstrong. Og kyllingen. Og stort set alle de andre (undtagen Rolf!). Denne tragedie. Dette svigt. Sendefladen ryddes, for nu skal han græde sin faldne sjæl ud hos Oprah. Det er virkelig godt fjernsyn. Så er han et rigtigt menneske. Det var han ikke før. Han er lige så skyldig som før, men på en lidt rarere måde, med blomster i sofaarrangementet og ægte, lækre tårer til folket. De leder til hurtigere tilgivelse, og tilgivelse er vigtig, når man sådan har cyklet urent og skabt ubalance. Den pæne mand, der har haft kræft og alt muligt. Vi har det bedre, men er stadig rystede.

Og så er der Bendtner. Han har det for vildt. Han spiller ikke så meget fodbold for tiden, baronessen er sur og slottet er lukket, så han har tid til lidt løjer. Dem går han til med begrænset elegance. Han bliver straffet behørigt af rette myndigheder, af befolkningen og af DBU. Børnene er kede af at han er et fjols. Vi andre vidste det godt i forvejen, men er virkelig oprørte alligevel. Sikke noget, tænk en gang, hvordan kan han finde på det?! Altså udover at være et stykke sigtebrød med boldøje, at han har penge som græs og er 12 år gammel på alle måder? Det er et mysterie, vi må i dybden med.

HOLD NU KÆFT!!!!

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags menneske, ville jeg:

• Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver.
• Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen.
• Spare op. Det kan lade sig gøre for alle, og man lægger faktisk slet ikke mærke til det, når først man er kommet rigtigt i gang. Penge er rare at have, særligt på dage med regn.
• Bage mere “velkommen hjem fra skole, jeg har simpelthen savnet dig fra det sekund du gik”-kage. Propfuld af sukker og kærlighed i forklæde. Der kan man også få sig en god snak, af den rigtige slags, med ærlige beretninger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spisesituationen er der virkelig gods i.
• Være mere positiv. Ja-hatten passer alle, kommer i mange modeller og har god komfort. Negativitet er sådan en træls størrelse.

Fødselsdag.

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spise med min familie. Min far havde et flag i hånden, så tjeneren spurgte hvem og hvor mange år dagen drejede sig om. Jeg indviede ham i detaljerne, hvorefter han så medlidende på mig, og sagde: “Av!!”. Indeed.

I tirsdags blev jeg så 35. Slut med starten af trediverne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæle ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg havde egentlig heller ikke dvælet som sådan, førend i dagene op til, hvor det pludselig begyndte at svide en smule. “Av” rungede i mit hoved, og jeg trøstede mig med, at jeg stadig var sød og rar, at en mand tilmed var enig deri, samt at min søster snart bliver 40, hvilket, trods alt, må gøre en kende mere nas. Det varmede jeg mig ved, på en sød og rar måde.

Det skulle jo fejres, og familie og venner var derfor inviteret af flere omgange, så den potentielle depression kunne afværges af godt selskab, men når man bor alene med et barn, er det jo bare så som så med indledende morgenfestivitas, så jeg viftede selv med et lille flag, mens jr. kørte yoghurt i gabet. På vej til skole, og særligt ved ankomsten derovre, annoncerede han så dagens begivenhed til nogenlunde hvem som helst, hvilket han gør med stort set alt, og jeg er derfor blevet ønsket virkeligt akavet tillykke af flere vildtfremmede børn, gårdvagter og forældre. Oppe i klassen var han blevet så opkørt, at lærerne tog tråden op, følgelig satte mig for bordenden, placerede et flag foran mig, og bad mig vælge tre instrumenter, mens børnene heppede, og prøvede at tælle til så højt et tal på fingrene.  Og så fik jeg ellers alt godt fra den danske sangskat, sære børneversioner af drukviser og en helt uoverskueligt stor mængde hurraråb, applaus og en eskorte ud af bygningen. Det oplever man ikke hver dag.

Det var virkelig en løjerlig start på en fødselsdag, men jeg kan ikke sige mig fri for at have nydt den udelte, barnligt begejstrede opmærksomhed. Fødselsdage er jo bare ikke sådan mere. Man skal forestille at være en slags voksen, tallene kradser stadigt mere, og den slags fejres med god mad og rødvin, af hvilke jeg er kæmpe fan, men uden flødestrut, trut og fanfarer.  Jeg kan da godt vågne for tidligt og vente i mavevendende spænding, men resultatet er blot at ingen får mad og alle kommer for sent, for der er ingen puslen og hvisken i køkkenet, og ballonerne er ikke pustet op. Det virker alligevel lidt desperat at gøre det selv.

Det er ok. Jeg er ikke et barn længere. Jeg er halvvejs til 70 og skal huske at booke tid til det årlige gynækologtjek og betale skolemælk via netbank. Det er bare lidt lettere, hvis man en gang imellem skal rævesove og vælge nogle instrumenter.

Børnehader

Det sidste stykke tid er jeg flere gange løbet ind i gravide, nybagte forældre eller folk, der prøver på at få et barn. Babyerne er søde, maverne og de håbefulde ligeså. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgsmål og hints om en evt. toer i min afkoms-portefølje, og når jeg hurtigt siger:”Ellers tak!”, bliver der helt stille, og luften fyldes af let men håndgribelig undren. Den undren går begge veje.

I de samtaler, der ofte følger en sådan udmelding, bliver det så klart, at jeg på mystisk vis har fået udtrykt mishag ved den tilstedeværende baby, eller på endnu mere finurlig maner har været ufølsom overfor endnu ubefrugtede æg. Jeg har altså besudlet andre børn og deres forældre, ved ikke at tale begejstret om et barn jeg ikke skal have, og desuden lagt mit eksisterende barn for had via pensioneret livmoder?! Det er da lidt imponerende.

Jeg elsker min søn. Til tider hader jeg ham, men elsker ham imens. Det må jeg gerne. Han er vanvittigt irriterende og gennemført vidunderlig, så følgelig føler jeg det hele. Det må jeg gerne. Han skal snart på ferie uden mig, og det glæder jeg mig helt umanerlig meget til. Det må jeg gerne. Det er hårdt arbejde at være alene med et barn; vi har haft meget at slås med, jeg var uforberedt, og det har kostet meget på mange fronter. Bland andet derfor skal jeg ikke have flere. Det må jeg også godt.

Det siger under alle omstændigheder absolut intet om andre menneskers børn eller behov for børn, ej heller om de, der kæmper med at skulle få dem eller undvære dem pga. usamarbejdsvillige æg, skilsmisse osv. Det er heller ikke på nogen måde et udtryk for manglende medfølelse for dem. Det siger KUN noget om mig, og det er nu engang sådan, at jeg ikke har behov for mere afkom. Mor er lidt gammel, temmelig træt og lykkelig meget af tiden. Det må række.

Man kan undre sig over at nogle vil have ti børn eller slet ingen, men da kun fordi det er en interessant forskel på menneskers indretning, og fordi der ofte hører en god historie med til det valg, men derudover rager det vel ikke nogen, og kan i hvert fald ikke tolkes som en fornærmelse af andre. Eller jo, det kan det åbenbart. Skal man så til at undskylde? Det kommer ikke til at ske for mit vedkommende. Børnehader? Slet ikke. Flere børn? Ellers tak, blev der sagt!