Det er vores plet, kast ikke op.

Jeg sidder i familiens sommerhus på Møn. Her har jeg været tusinde gange før. Det er altid det samme med minimale variationer, et faktum jeg hadede som teenager, men som nu er værdsat i en anden grad. I det mindste indtil Jr.s hoved eksploderer af kedsomhed, og man må spænde legehjelmen gevaldigt. Derfor opfandt Gud kage,brætspil og Nintendo. Tak.

Husets, og dermed familiens, historie synes værd at fortælle:

Min oldefar på min fars side og tre venner/familiemedlemmer havde i starten af 1900-tallet været faste gæster på badehotellet længere ned af vejen. Liggestol, lemonade, stribet badedragt med ben og den slags. Det blev åbenbart og ganske forståeligt for surt at skulle hjem, så de besluttede at købe grundene ved siden af og bygge sommerhuse. Sorttjærede, stråtækte små vidundere med fårebeboet eng og 50 meter til vandet. Liggestolene blev vore egne, og herfra skulle hundrede somre leves. Der er ikke anstrøg af liebhaveri over det; det koster knofedt og knaster. Arven tages alvorligt, men føles selvfølgelig, mens man er her. Tre af de fire familier er her stadig. Enhver forbedring er både udbygning og udsletning af vores fælles historie; den bevidsthed deler vi, og hjælpes ad.

Da vi ankom, Jr. og jeg, var balkortet allerede blevet fyldt af mine forældre, der havde lovet hele selskabet ud til naboen. Flertallet af dem bor i Paris, hvilket er praktisk for os andre, når trangen bliver for voldsom i løbet af året, men samles for enhver pris til en måneds tid i solbeskinnede traditioner. De er franske og danske i hjerte og sprog, og man har vænnet sig til – og knuselsker – spøjse ordstillinger og ditto spisetider. Inviteret til ved syvtiden, en henslængt rejemad ved ottetiden og noget kød ved nitiden. Een rejser sig hele tiden, nogle ryger på verandaen. Når alle har spist op,  kommer værtinden forsinket i tanke om salat. Der bliver protesteret uden held, og så spiser vi det. Hver gang. Rødvinsstanden daler med sydeuropæisk determination. Dessert, der denne gang var min mors medbragte jordbær/rabarber kompot med marengs og is, indtages ca. halv elleve. Børnene er ikke længere tænkende væsner, men deltager stadig på lettere tilbagetrukket maner fra et vattæppepolstret hjørne.

Jeg betragtede og lyttede til højlydte historier og enetaler. Kærlige hakker i pladen, selvfølgelige absurditeter og indforstået fejring af en plet på jorden, der var- er- og bliver vores.

Ældre dame 1 havde en dejlig cykel, der for nylig gav op. Den var ellers god og trofast, lidt hård at cykle, da den ingen gear havde, men den var jo altså også fra ’72. Nå må hun hellere få sig en ny, så hun kan cykle til byen efter rødvin og æg. Ældre dame 2 er lidt træt af de enorme Wegner stole, der fylder et helt gæsteværelse, så folk må sove andetsteds. Dem har designdatteren købt her, for senere at tage dem med hjem til salg i Paris. Det gør hun hvert år, og nogen må lade pladsen til fordel for et eller andet kuriosum fra 50’erne, som oftest flere Far svømmer hen over sin kones galskab, da hun engang i 60’erne, dengang han dominerede vejene i en gigantisk Packard, bad ham stoppe automobilet pga. en netop passeret sort kat, hvorfor hun måtte stå ud, gå tre skridt baglæns og spytte over skulderen. 100 års uheld afværget. Han giftede sig med hende alligevel. Dansk/franskmand på min alder producerer kortfilm, dokumentarer og kunstproduktioner (har bl.a. lavet film om netop disse huses historie), og taler fragmentarisk om kunststøtte, onde banker og den gale familie. To somre er han ikke nået hertil. Aldrig mere, siger han. Hver sommer vil han lægge sine opsparede kræfter i tjærede bjælker og vindueskit. Vi er jo heldige, også selvom det er hårdt arbejde, så man må ikke bare smide håndklædet og kaste op, siger han med tyk accent og tænder en krøllet, fransk cigaret.

Ind imellem glemmer jeg hvor specielt et selskab, det er. Hvor særlig en mængde mennesker og hændelser, omgivelser og omstændigheder vi deler, noget jeg pr. automatik er del af. En fællesmængde, der nu også tæller min søn. Vi har været her tusinde gange, gjort det her tusinde gange før, og kommer til det tusinde gange mere. Det er altid mere eller mindre det samme. Heldigvis.