Børnehader

Det sidste stykke tid er jeg flere gange løbet ind i gravide, nybagte forældre eller folk, der prøver på at få et barn. Babyerne er søde, maverne og de håbefulde ligeså. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgsmål og hints om en evt. toer i min afkoms-portefølje, og når jeg hurtigt siger:”Ellers tak!”, bliver der helt stille, og luften fyldes af let men håndgribelig undren. Den undren går begge veje.

I de samtaler, der ofte følger en sådan udmelding, bliver det så klart, at jeg på mystisk vis har fået udtrykt mishag ved den tilstedeværende baby, eller på endnu mere finurlig maner har været ufølsom overfor endnu ubefrugtede æg. Jeg har altså besudlet andre børn og deres forældre, ved ikke at tale begejstret om et barn jeg ikke skal have, og desuden lagt mit eksisterende barn for had via pensioneret livmoder?! Det er da lidt imponerende.

Jeg elsker min søn. Til tider hader jeg ham, men elsker ham imens. Det må jeg gerne. Han er vanvittigt irriterende og gennemført vidunderlig, så følgelig føler jeg det hele. Det må jeg gerne. Han skal snart på ferie uden mig, og det glæder jeg mig helt umanerlig meget til. Det må jeg gerne. Det er hårdt arbejde at være alene med et barn; vi har haft meget at slås med, jeg var uforberedt, og det har kostet meget på mange fronter. Bland andet derfor skal jeg ikke have flere. Det må jeg også godt.

Det siger under alle omstændigheder absolut intet om andre menneskers børn eller behov for børn, ej heller om de, der kæmper med at skulle få dem eller undvære dem pga. usamarbejdsvillige æg, skilsmisse osv. Det er heller ikke på nogen måde et udtryk for manglende medfølelse for dem. Det siger KUN noget om mig, og det er nu engang sådan, at jeg ikke har behov for mere afkom. Mor er lidt gammel, temmelig træt og lykkelig meget af tiden. Det må række.

Man kan undre sig over at nogle vil have ti børn eller slet ingen, men da kun fordi det er en interessant forskel på menneskers indretning, og fordi der ofte hører en god historie med til det valg, men derudover rager det vel ikke nogen, og kan i hvert fald ikke tolkes som en fornærmelse af andre. Eller jo, det kan det åbenbart. Skal man så til at undskylde? Det kommer ikke til at ske for mit vedkommende. Børnehader? Slet ikke. Flere børn? Ellers tak, blev der sagt!

12 thoughts on “Børnehader

  1. Jeg forstår dig godt. Vores ældste (dreng, snart 6 år) har nogle særlige behov (sen udvikling m.m.) og der er sandt for dyden rigeligt at se til med at opfylde dem og støtte ham. Han har brug for meget tid til det hele, dengsen. Er dog overmåde glad for at vi fik en mere (lillesøster, nu 3 år) selvom det hele synes dobbelt så hårdt nogle gange. Med at tilgodese begges behov. Jeg fortryder intet men jeg forstår dig dælme godt alligevel! ;o)

    Like

  2. “Du skal se, I finder nok ud af I slet ikke kan undvære en lillebror eller søster…” eller “Det siger du nu, men I bliver klogere” eller min absolutte favorit “Det er da syndt for S at han skal være enebarn. Tænk på når I engang er døde og borte…”
    Som om den bedste grund til at få barn nummer to er, at så er etteren ikke alene når vi engang dør. Vor Herre bevares!

    Jeg ser på dem jeg kender som har to, tre, fire og der er sgu ikke noget der river i mig. Det er fint at det virker for dem, men jeg er ret sikker på at jeg ville være den mest lortede mor og den mest lortede kæreste, hvis min familie skulle udvides med et ekstra medlem.

    Like

  3. Jeg har ingen børn og skal nok ikke have nogen. Det er delvis selvvalgt og det er helt som det skal være. Men det er edderbroderemig ikke velset at sige “nej, vi skal ikke have nogen, for det vil vi ikke” til folk med børn. Som om deres unger ikke er dejlige (for det er de), jeg skal bare ikke have nogen. Har længe luret på om jeg skal lyve, og i stedet opøve en kunnen i at smågræde og sige “nej, desværre ikke. Vi har ellers prøvet i 8 år”, for så ville folk måske holde kæft. Men jeg er bange for, at det bare vil udløse endnu flere gode råd om, hvordan man kan gå i behandling for den slags. Og at det vil stemple mig som en, der skal behandles som en råddent æg, når der er børn i nærheden. For det gider jeg jo heller ikke, når nu man ikke går og græder over det, men faktisk er fint tilfreds.
    På mange måder er det som dengang jeg var single og alle andre var i parforhold “Hvordan går det på kærestefronten” blev man ofte spurgt. Der svarede jeg nogle gange “Fint. Hvordan går det i parforholdet, får I god sex?”, men det var heller ikke skide velset 😉
    Men det er interessant, at det også gælder for dem, der ‘kun’ har et barn. Det vidste jeg ikke. Og du har helt ret. Fortællingen om “det rigtige liv” er en stærk størrelse.

    Like

    • Tak for kommentaren, og undskyld den sene respons. Lige netop det der med, at man så skal til at “finde på” noget ømtåleligt at sige, så folk ikke tør nævne det mere, er jo også fuldstændig absurd! Er ellers ret stor fan af din “hvordan med sexlivet? Får I leget nok cirkus?”-metode. 🙂

      Like

  4. Det er så mærkværdigt, som folk føler, at kun deres valg er de rette, og at alle andre bør stræbe efter det samme. Og at de uden blusel dømmer dem, som vælger anderledes. Hold nu bare op, og respektér, at andre vil noget andet. Suk.

    Like

  5. Jeg har fundet ud af at jeg kan stoppe ALLE avissælgere ved at sige at jeg er ordblind. Så siger de bare “Nå. Ok. Farvel.”. Måske du skal finde en tilsvarende showstopper? “Desværre, jeg er gået i cølibat.” er et foreslag.

    Like

  6. Åh, det er rat at høre at en anden kan genkende billedet. Jeg har en datter på 6 og skal ikek have flere. Det har sådan set været min holdning siden hun var ganske lille. Èt barn er hvad vi (ja vi er oven i købet et forældrepar) kan overkomme, hvis vi skal kunne rumme barnet på en rimelig måde. Og folk spørger forundret “Hvornår skal I have den næste”, “SKal I ikke have en mere”, “I fik måske hjælp til at få hende her”. Som om det kunne forklare at vi kun har et barn. SÅ er det ligesom legalt, når nu man ikek kan af naturens vej. Men nej, vi fik ikke hjælp. Vi er heller ikke børnehadere eller fordømmer andre mennesker, der vælger at få flere børn (eller ingen)Vi skal bare kun have et barn. Sådan!

    Like

Skriv endelig din mening.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s