Sport.

Der er sport i mine nyheder. Hele tiden. Det har varet længe. Der rases og brokkes, himles og gokkes. Jeg forstår det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cykle op af et bjerg i noget, der ligner en måned. Det skal gå skidehurtigt, i hvert fald hurtigere end sidste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pasta, broccoli og sponsorvand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skønhed og integritet, men kun hvis det er bedre end sidst og ikke rigtig muligt. Sæt i gang!

Cykelmyggen magter det ikke, så render i kiosken efter lidt narko, og så går verden i stå. Intet mindre. Armstrong. Og kyllingen. Og stort set alle de andre (undtagen Rolf!). Denne tragedie. Dette svigt. Sendefladen ryddes, for nu skal han græde sin faldne sjæl ud hos Oprah. Det er virkelig godt fjernsyn. Så er han et rigtigt menneske. Det var han ikke før. Han er lige så skyldig som før, men på en lidt rarere måde, med blomster i sofaarrangementet og ægte, lækre tårer til folket. De leder til hurtigere tilgivelse, og tilgivelse er vigtig, når man sådan har cyklet urent og skabt ubalance. Den pæne mand, der har haft kræft og alt muligt. Vi har det bedre, men er stadig rystede.

Og så er der Bendtner. Han har det for vildt. Han spiller ikke så meget fodbold for tiden, baronessen er sur og slottet er lukket, så han har tid til lidt løjer. Dem går han til med begrænset elegance. Han bliver straffet behørigt af rette myndigheder, af befolkningen og af DBU. Børnene er kede af at han er et fjols. Vi andre vidste det godt i forvejen, men er virkelig oprørte alligevel. Sikke noget, tænk en gang, hvordan kan han finde på det?! Altså udover at være et stykke sigtebrød med boldøje, at han har penge som græs og er 12 år gammel på alle måder? Det er et mysterie, vi må i dybden med.

HOLD NU KÆFT!!!!