Børnehader

Det sidste stykke tid er jeg flere gange løbet ind i gravide, nybagte forældre eller folk, der prøver på at få et barn. Babyerne er søde, maverne og de håbefulde ligeså. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgsmål og hints om en evt. toer i min afkoms-portefølje, og når jeg hurtigt siger:”Ellers tak!”, bliver der helt stille, og luften fyldes af let men håndgribelig undren. Den undren går begge veje.

I de samtaler, der ofte følger en sådan udmelding, bliver det så klart, at jeg på mystisk vis har fået udtrykt mishag ved den tilstedeværende baby, eller på endnu mere finurlig maner har været ufølsom overfor endnu ubefrugtede æg. Jeg har altså besudlet andre børn og deres forældre, ved ikke at tale begejstret om et barn jeg ikke skal have, og desuden lagt mit eksisterende barn for had via pensioneret livmoder?! Det er da lidt imponerende.

Jeg elsker min søn. Til tider hader jeg ham, men elsker ham imens. Det må jeg gerne. Han er vanvittigt irriterende og gennemført vidunderlig, så følgelig føler jeg det hele. Det må jeg gerne. Han skal snart på ferie uden mig, og det glæder jeg mig helt umanerlig meget til. Det må jeg gerne. Det er hårdt arbejde at være alene med et barn; vi har haft meget at slås med, jeg var uforberedt, og det har kostet meget på mange fronter. Bland andet derfor skal jeg ikke have flere. Det må jeg også godt.

Det siger under alle omstændigheder absolut intet om andre menneskers børn eller behov for børn, ej heller om de, der kæmper med at skulle få dem eller undvære dem pga. usamarbejdsvillige æg, skilsmisse osv. Det er heller ikke på nogen måde et udtryk for manglende medfølelse for dem. Det siger KUN noget om mig, og det er nu engang sådan, at jeg ikke har behov for mere afkom. Mor er lidt gammel, temmelig træt og lykkelig meget af tiden. Det må række.

Man kan undre sig over at nogle vil have ti børn eller slet ingen, men da kun fordi det er en interessant forskel på menneskers indretning, og fordi der ofte hører en god historie med til det valg, men derudover rager det vel ikke nogen, og kan i hvert fald ikke tolkes som en fornærmelse af andre. Eller jo, det kan det åbenbart. Skal man så til at undskylde? Det kommer ikke til at ske for mit vedkommende. Børnehader? Slet ikke. Flere børn? Ellers tak, blev der sagt!

Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ.

Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt fordi du er et klistrende fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insisterer på at klare dig selv, er du så ikke en sløj affære, når du bare vil krammes og have en voksen?

Hvis nu du var en ludobrik…

Når nu han ikke svarer på din sms, er det nok fordi han har ombestemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mumler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og latin.

Der er helt sikkert noget, du har misforstået.

Det er næppe nok at du bare krammer hende.

Når nu hun ikke svarer på din sms, er det nok fordi hun har ombestemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi holder lange seancer. Maner dem væk med blåøjet vilje. Akkumulerede blå øjne, der ikke orker flere slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lille hjem, og de larmer, endnu mere end Urmanden selv. Vi ved ikke hvorfor, kun at de fylder både rum og sind med sludder. Det bliver hurtigt lidt trangt. Så vi prøver at presse dem ud af hjørnerne med bedre ord, kloge ord, ærlige ord. Han er nemlig sådan et sært stykke mand, der gerne taler om alt, og har åbenlyse, diskuterbare følelser. Der stikker nok noget under.

Det er så uendeligt dumt! Særligt når nu vi ellers har svært ved at få armene ned over hvor vidunderlige, voksne og især skide sjove vi er. For det er vi! Perlende latter (jo jo!) dekorerer de små rum, men vi dukker os i samme nu, i fald der skulle dukke en hvid dame med rigtig dårlig stemning og ditto samvittighed op. Hun er helt sikkert ikke spor tyk, men smurt ind i både lækkerhed og dårlig lugt, der seriøst roder med indeklimaet.

At vi er blevet dem, vi er, som et resultat af fordums op- og nedture med diverse skønne og virkeligt sløje bekendtskaber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kritisk tør for mindfulness, hvilket nok må siges at ske ret ofte, er det bare virkelig fjoget. Åndet, nærmest. Ja ja, jeg har lært, båret videre, udviklet og undveget på den konto, men slut nu med alt det pjat. I skal videre, gå mod lyset, bade i svovlen og frem for alt klappe gevaldigt i. Nu, tak.

Fortiden, det billige skidt.

Matador er tilbage. Det er vi mange, der sætter stor pris på, selvom det derved afsløres, at man rent faktisk sidder hjemme en lørdag aften, og altså ikke har sådan et rigtigt liv uden tøj på i Kødbyen. Pyt. Jr. har fattet interesse for serien, og selvom jeg tvivler på at særligt store dele af dialogen giver mening for ham, er han alligevel virkelig nysgerrig. “Så kan jeg lære noget om gamle dage”, siger han entusiastisk, og møfler sig ind under min arm i sofaen.

Første hurdle kom, da han efter nogle scener med Ingeborg spurgte hvor Palle og Polle var henne. Det fik vi opklaret nogenlunde, omend han var noget skuffet. Derpå rendte Elisabeth ind i Kresten Skjern, og da de i næste scene proklamerede forestående ægteskab, var barnet forarget. “De har jo lige mødt hinanden!”. Det blev forklaret med en reference til madprogrammer, som han elsker, hvor dej bliver til kage på to minutter, så man ikke keder sig ihjel. “Men alligevel!”. Ja, min dreng. Så blev det afsløret, at Skjern-opkomlingene solgte pantebreve i baglokalet, og jeg var på nippet til at forklare ham pantebrevets fascinerende kvaliteter, da han vender sig skuffet mod mig, og siger: “Og hun troede han var sådan en flink fyr”. Ok…

Maude lagde sig, som det sig hør og bør, adskillige gange under den fadæse, hvilket affødte kommentaren:”Men det vigtigste er da kærligheden, mor”, hvortil jeg kun kunne nikke, undertrykke hysterisk latter og kramme ham helt til pulver.

Bagefter talte vi længe om forskellen på rig og fattig, dengang og nu, samt om det triste ved at man stadig ikke nødvendigvis kan gifte sig med hvem man vil, eller regne med accept fra alle kanter. Han gik nogenlunde tilfreds i seng, med lovning om at måtte se med i næste uge også.

I dag gør min ven, superbibliotekaren Ulf , mig så opmærksom på denne artikel, hvor debatten om fordums negerbeskrivelser i Tintin er kommet skridtet videre, og Stockholms Kulturhus simpelthen har fjernet de albums fra børneafdelingen. Altså censur. SERIØST!!? Vi læser- og ser Tintin med stor fornøjelse i alle generationer af familien, og der er endnu ingen, der af den grund har antaget, at alle afrikanere spiser drengede detektiver til frokost, ej heller at alle sømænd døjer med uslukkelig tørst. Det bliver det jo ikke mindre sjovt af. Maude kunne godt bruge lidt kærlighed, en solid serie lammere og lidt perspektiv, men det er sgu da derfor, det er så underholdende. Fordi vi ved det. Nå ja, og så fordi vi ikke er amøber, men en slags tænkende væsner noget af tiden.

Skulle vi ikke i stedet lade som om, børn rent faktisk kan tænke selv, bedømme kvalitet udfra andet end politisk korrekthed, at deres forvirring ikke er af det onde, samt at deres forældre er voksne nok til at kunne videregive vigtig kulturhistorie med humor og fornuft, og dermed få chance til at tale med dem om forskellene på det oplevede og virkeligheden, det datidige og det nutidige? Er det ikke noget med, at viden er magt, og at fortidens enorme bommerter kun undgår gentagelse, hvis vi sætter os ordentligt ind i, hvad der skete? Det har jeg lært et sted. Formentlig fra mine forældre.

Fedt.

Her kommer lige lidt opkast fra provinsen.

Vi er på Møn, hvor idyllen jo er tommetyk det meste af tiden. Vi hygger os, gør vi! Hver tirsdag bisser Mønboerne i fuld galop mod købstaden Stege, hvor græsningsareaerne er pakket fuld af hoppeborge, honningudsalg, mikrobrygget øl og pølser af hjemmetrillede økokøer. Der danses squaredance, hundreder af pensionister skråler med på Himmlhunden, og det er i det hele taget en ret så stor mundfuld for enhver afmålt Københavner. Vi kan li’ det. På den der let fordømmende facon, naturligvis.

IMAG1866

Alligevel døjer jeg med lidt kvalme, udover den underholdende, selvforskyldte af slagsen, når arealerne skridtes af, for jeg har aldrig før set så mange fede mennesker. Ikke lidt tykke. Fede. Det kommer der jo af honning og sovs, men kvalmen accellereres af de mange børn, der er nogenlunde lige så enorme, som deres forældre. Hvad faen i helvede er nu det for noget?!

Det er også synd og svært, arv og miljø og alt det der jazz, men helt ærligt! Vi er enige om, at man ikke må slå sine unger, ej heller lukke dem inde i kælderen, eller leje dem ud til skumle onkler i Sønderborg, men hvad med at fucke hele deres krop op med stegt flæsk og cola? Er det ok? Er det for penibelt og socioøkonomisk ubehageligt, til at vi tør røre ved det? Det har jeg det virkelig svært med. Ungerne arver mors sære forhold til mænd, had til Brødby IF og den slags, og det er del af pakken, men er det “bare” en del af familiens historie at være kæmpetyk og ikke have en chance for at være sund, attraktiv, have en fornuftig kropsfornemmelse, opstart af seksualliv, energi eller noget som helst andet fra man er 11? Det kan sgu da ikke være rigtigt.

Jeg arbejder også gevaldigt på at videreføre nogle solide traumer og dårlige vaner i Jr., men prøver så vidt muligt at komme udenom reelle overgreb og svigt, hvilket jeg virkelig synes det er, når man på den måde fratager sine børn muligheder, for i stedet at pådutte dem helbreds- og selvværdsproblemer, på et tidspunkt i deres liv, hvor de bør kunne stole på, at der tages fornuftigt hånd om dem.

IMAG1848

Jr. blev jo øremærket, da han vejede et kilo mere end normalkurven, hvilket var komplet absurd, men der fulgte som fortalt heller ingen assistance eller opfølgning med, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de her stakkels unger; om de mon også bare får et brev med hjem, og derefter er overladt til egne talenter? Det gør mig meget ked af det, men det gør mig mest af alt vred. Virkelig vred. Ja, vaner er svære at bryde, traditioner ligeså, men det er vores unger, vi taler om. Den første generation nogensinde, der risikerer ikke at blive lige så gamle, som deres forældre. Hold nu kæft, hvor er det sløjt!! Ikke så meget snak, spis jeres fucking grøntsager!

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et interessant brev fra Jr.s skole igår. Den årlige helbredsundersøgelse, der foretages af skolesundhedsplejersken og en børnelæge, var nået frem til det noget overraskende resultat, at min søn er overvægtig. Var det fordi lægen havde undersøgt hans generelle sundhedstilstand? Nej. Det var fordi hans vægt lå 1-3 kilo over normalkurven i det skema, som lægen, med sin åbenlyse faglighed, kun kunne dømme ud fra. Den professionelle konklusion udløste et større kompendium om smørs ikke-slankende virkning, vigtigheden af grøntsager, at slik ikke er hverdagskost og andre åbenbaringer. Jeg stirrede noget vantro på papirerne.

Lad os lige få een ting på det rene. Jr. er IKKE tyk. Jeg er lidt tyk. Hvis Jr. var tyk, ville det ikke være rart at høre, men så skulle der selvsagt sættes ind, og man kunne i så fald måske håbe på andet og mere end “chips er ikke mad”-dokumentet. Men nej. Der blev heller ikke spurgt til madpakkens daglige indhold, spisevaner i hjemmet, observeret deller og kinder som vandballoner, hiven efter vejret,  grøntsagsangst eller manglende deltagelse i fysisk aktivitet. Der blev KUN brugt et skema. Et skema, der jo samtidig viste at han om en centimeter eller to, hvilket han nok vokser i sommerferien, er “normal” igen. Alt dette af en læge. SERIØST?!

Som jeg stod der og stirrede på papiret, blev jeg mere og mere rasende, for den himmelråbende mangel på individuel vurdering, samt tanke på hvad den slags meldinger kan udløse, er helt vanvittigt uansvarlig. Hvis f.eks. Jr. havde været en pige, og havde set at der stod “overvægtig” på et papir med hendes navn, hvad ville der så være kommet ud af det? Ligeledes kunne jeg være en mere påvirkelig eller ængstelig type, der derfor fluks havde sat Jr. på een eller anden kål-kur, for derpå konstant at have tvivl om egne evner som forælder og varetager af mit barns sundhed. Jeg ville ikke få hjælp af en læge eller diætist, der ville forklare den såkaldte overvægts årsag og fremtidsperspektiver, men ville selv skulle træffe alle valg, baseret på en absurd kurve.

Der er ingen tvivl om, at overvægt blandt børn er et meget seriøst anliggende, og jeg kan selv mærke ulmende vrede og bekymring, når jeg ser tykke børn og deres ofte tykke forældre, da det er et svigt uden lige, at lade hånt om børnenes liv på den måde. Men jeg vil ikke acceptere at der af den grund, kun opereres udfra BMI indekskurver og tal på et skema, med det resultat, at man unødigt sår tvivl og angst hos både børn og voksne, uden den mindste skæven til eventuelle konsekvenser. Er det virkelig det signal, vi vil sende til vores unger, at et kilo eller to skubber dem udenfor normalen, og tallet på vægten er det eneste parameter for deres sundhed? Det har jeg svært ved at leve med.

Jeg har idag prøvet at få fat på den omtalte børnelæge, og når det lykkes, vil hun formentlig finde trang til noget trøstespisning. Inkompetente røvhat!

Mors hammer.

Jeg har neglemærker i håndfladerne. De har været der en times tid,og ankom i selskab med hjertebanken og damp ud af ørerne. Blev simpelthen så edderspændt rasende, at jeg endnu er ret overrasket over, at ingen kom til skade. At ingen børn kom til skade, vel at mærke.

Kort version: min søn bliver mobbet af ungerne i gården. Lang version: min søn er en sær starut, der taler sært, siger de mest random ting på jorden, går lidt sært efter flere klumpfodsoperationer og har generelle besværligheder med at aflæse gængse sociale koder i visse børnegrupper. Det har i lang tid været årsag til mange kontroverser blandt især den ret sammentømrede og lidt hårde drengegruppe. Tilbage til den korte version, for det er uvægerligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit skideirriterende, men insisterer alligevel på, med velvalgte pauser, at prøve igen og igen. Han laver en slagplan, husker sig selv på de vigtigste regler blandt drenge og børn i det hele taget, finder noget sjovt, som alle kan lege med, og begiver sig gang på gang derud med håbet om almindelige, gode legeoplevelser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke forstår. Han kommer som regel grædende tilbage indenfor ganske kort tid. Mor kæmper lidt.

Jeg går en gang imellem med ud. Kommer med forslag til lege, giver ham is at dele ud, og prøver at hjælpe med kommunikationen. Så snart jeg vender ryggen til, går det i kage.

Det gør mere ondt end det gør mig egentlig vred, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bære at hans positive lille væsen skal kæmpe så meget. Han må være lige hvad han vil, men jeg overlever ikke hvis han er ensom. Nogle gange bliver jeg mest vred, og skal så gøre mig forfærdeligt umage for at finde min mest pædagogiske side frem, alt imens jeg gør det klart for de involverede, at den slags selvfølgelig ikke er i orden, og der må kunne findes en bedre måde at være sammen på. Det er ikke altid lige nemt. Pædagogik og diplomati er dælme en svær sport, når ens egne står for skud.

De sidste to dage har han insisteret på at gå ud. Det er gået nogenlunde, men har været kortvarigt. Små skridt. Mor er støttende, opmuntrende og stolt. Det skal man jo, og det ville da være helt fantastisk med et godt og muntert børneliv på de lyse sommeraftener. Sådan et skal man da ha! Men nej. Efter et lille kvarter kommer han stortudende og dækket i sand tilbage. De har spillet smørklat, hvor een af drengene har proklameret at han skal være smørklat hele tiden, fordi han “ikke kan så meget andet”. Efter et par omgange siger Junior så fra, hvorefter de kaster sand på ham, slår ham og råber “du går så mærkeligt, så vi kan jo ikke bruge dig til noget”. Nu dirrer mine hænder igen. Han er ikke hysterisk eller vred, men tydeligt rystet og helt knust. Mor skal lige trække vejret. Jeg går med ham ud, leder efter de implicerede, mens mine hænder knyttes hårdere og hårdere. Skal faktisk gøre mig umage for ikke at tude. De to rødder får øje på mig, og jeg har ganske givet ikke set glad ud, for de forsvinder som dug for solen. Tilbage og trøste Junior, der sidder helt lille og opgivende på jorden. Vi går ind, han bliver krammet helt absurd meget og går i seng. Mor kæmper stadig med vejrtrækningen, men har camoufleret det nogenlunde.

Jeg vil altid prøve at finde en pædagogisk løsning, hjælpe hvor jeg kan og skælde ud når det er absolut nødvendigt, men idag nåede jeg et mætningspunkt af Zappa-lignende proportioner. Derfor: Hvis I rører min knægt, driller ham for at have fødderne skruet sært på, eller rotter jer sammen mod ham igen, så dør I. Punktum!!! Det rager mig en papand hvor svært I har det derhjemme, om I er vokset op i anden kultur, ser for meget fjernsyn eller bare keder jer helt vildt. Een gang til, og så skal det være mig en frydefuld fornøjelse at knække jeres små ben, komme jer i en sløv og rusten kødhakker og fodre jer til jeres forældre. Jeg vil gøre det hele med et smil og med neglene ude af håndfladerne. Bare så I ved det, små FUCKERS!!!!