Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.

Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

Da jeg forleden selvynkede over massiv kalenderkrise, var et af punkterne, som jeg ikke lige kunne se mig selv gennemføre bare nogenlunde elegant, en såkaldt prøvefilmning i Valby. Go’morgen Danmark, der har redaktion på Nordisk Film, havde foreslået at jeg lige kiggede forbi, med henblik på en boganmeldertjans. Det gjorde jeg så. Altså efter at have siddet i bilen og hyperventileret i 5-10 minutter.

Det er et sært og magisk sted, Olsen Banden land i Valby, og det var af een eller anden grund langt mere intimiderende end nogle af de andre, mildest talt oprivende, ting, jeg skulle den uge. Propfuld af figurer, billeder og referencer til ikonerne i vores fælles bevidsthed.  Og Zulu Djævleræs. De holdt til i en mandskabsvogn udenfor. En slags skammekrog til de lidt for højlydte børn i klassen, hvor de for åben dør smed med ting, skrev råbeord på plancher og skreg af grin. Det tog ligesom toppen af det. Derpå blev jeg ført til redaktionen, hvor Cecilie Frøkjær og alle de andre, man jo nærmest kender, vinkede venligt, mens jeg koncentrerede mig gevaldigt for ikke at falde eller sige fuck alt for ofte.

Nu skal vi så bare tale om en bog, du anmelder for tiden, sagde damen, og lyste begejstret op, da jeg informerede om, at det i så fald ville blive Fifty Shades of Grey. Hvad synes du så om den, spurgte damen. Lang pause. Jeg synes den er noget kønsdiskriminerende, opreklameret skrammel, men kan da godt forstå at de kropsforskrækkede amerikanere får stille husmor-ståpels over buttplugs og rigmands-petting. Sagde jeg..

De følgende sekunder gik meget langsomt.

Mens varmen truede med at grille mine kinder indefra, skævede damen til den anden dame, der stod bag kameraet. Derpå blikket tilbage på mig, der var blevet voldsomt optaget af en ridse i bordet. Og så smilede hun stort, og bad mig uddybe. Varmen forsvandt ikke, men jeg valgte at prøve det der vejrtræknings noget, og ævlede færdig om spanking og sløj litteratur. Hun kaldte mig “et godt bud”, gav mig hånden, og lovede snarlig tilbagemelding, når de resterende kandidater havde været møllen igennem.

Så nu….wait for it..bli’r jeg totalt kendt fra TV! Et godt bud var åbenbart godt nok, og jeg skal derfor købe 10 ekstra vækkeure og et gedigent lager redbull, da jeg om 14 dages tid skal op klokken ged hveranden fredag, og sige noget (forhåbentlig buttplug-frit) om bøger. Live. Det bliver skidegodt. Eller ja, altså.. det bliver i hvert fald noget. ALLE kender jo boganmelderne fra Go’morgen Danmark, så der lurer uden tvivl noget skammelig skørlevned med Remee og Linse lige om hjørnet. Det bliver grrreat!

Fedt.

Her kommer lige lidt opkast fra provinsen.

Vi er på Møn, hvor idyllen jo er tommetyk det meste af tiden. Vi hygger os, gør vi! Hver tirsdag bisser Mønboerne i fuld galop mod købstaden Stege, hvor græsningsareaerne er pakket fuld af hoppeborge, honningudsalg, mikrobrygget øl og pølser af hjemmetrillede økokøer. Der danses squaredance, hundreder af pensionister skråler med på Himmlhunden, og det er i det hele taget en ret så stor mundfuld for enhver afmålt Københavner. Vi kan li’ det. På den der let fordømmende facon, naturligvis.

IMAG1866

Alligevel døjer jeg med lidt kvalme, udover den underholdende, selvforskyldte af slagsen, når arealerne skridtes af, for jeg har aldrig før set så mange fede mennesker. Ikke lidt tykke. Fede. Det kommer der jo af honning og sovs, men kvalmen accellereres af de mange børn, der er nogenlunde lige så enorme, som deres forældre. Hvad faen i helvede er nu det for noget?!

Det er også synd og svært, arv og miljø og alt det der jazz, men helt ærligt! Vi er enige om, at man ikke må slå sine unger, ej heller lukke dem inde i kælderen, eller leje dem ud til skumle onkler i Sønderborg, men hvad med at fucke hele deres krop op med stegt flæsk og cola? Er det ok? Er det for penibelt og socioøkonomisk ubehageligt, til at vi tør røre ved det? Det har jeg det virkelig svært med. Ungerne arver mors sære forhold til mænd, had til Brødby IF og den slags, og det er del af pakken, men er det “bare” en del af familiens historie at være kæmpetyk og ikke have en chance for at være sund, attraktiv, have en fornuftig kropsfornemmelse, opstart af seksualliv, energi eller noget som helst andet fra man er 11? Det kan sgu da ikke være rigtigt.

Jeg arbejder også gevaldigt på at videreføre nogle solide traumer og dårlige vaner i Jr., men prøver så vidt muligt at komme udenom reelle overgreb og svigt, hvilket jeg virkelig synes det er, når man på den måde fratager sine børn muligheder, for i stedet at pådutte dem helbreds- og selvværdsproblemer, på et tidspunkt i deres liv, hvor de bør kunne stole på, at der tages fornuftigt hånd om dem.

IMAG1848

Jr. blev jo øremærket, da han vejede et kilo mere end normalkurven, hvilket var komplet absurd, men der fulgte som fortalt heller ingen assistance eller opfølgning med, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de her stakkels unger; om de mon også bare får et brev med hjem, og derefter er overladt til egne talenter? Det gør mig meget ked af det, men det gør mig mest af alt vred. Virkelig vred. Ja, vaner er svære at bryde, traditioner ligeså, men det er vores unger, vi taler om. Den første generation nogensinde, der risikerer ikke at blive lige så gamle, som deres forældre. Hold nu kæft, hvor er det sløjt!! Ikke så meget snak, spis jeres fucking grøntsager!

De vigtige ting

Jeg var til et selskab. Nogle af de bedste mennesker jeg kender. God mad, alkohol og højlydte analyser af Mad Men, Breaking Bad og Brian May. De vigtige ting. Sådan en samling mennesker, der gør een rolig og overgearet på een og samme tid. Det er så rart.

Jeg var den eneste, der havde barn med, ja den eneste, der havde lavet et, og det gjorde mig mærkeligt nervøs. Opfører han sig nu ordentligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fylde? De vigtige ting. Jeg tog mig selv i at holde konstant øje, som var han en undsluppen chimpanse i faretruende nærhed af uvurderligt krystal. Han gjorde intet, der bare mindede om primat-opførsel, men gebærdede sig, som en helt almindelig syvårig, der synes voksne er lidt kedelige, men som også er stolt af at være med. Han smagte på det meste, fik massiv chilioverdosis, og bad derpå forsigtigt om en rugbrødsmad.

I lang tid sad han helt stille mellem os i sofaen, og stirrede ned i sin Nintendo, der på alle tidspunkter kan hypnotisere ham helt i knæ. Jeg skævede af og til, og mumlede de sædvanlige: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i staver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjnene ned og alt er rundinger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hårgrænsen er de små hår næsten hvide og huden lysebrun. At jeg ville dø for at få hans øjenvipper. Et menneske, en rigtig person, ukuelig og skrøbelig, særligt ved min hånd. Han kommer fra mig, det gør ondt i mine knogler. På alle tidspunkter, med alt hvad han skal holde styr på, og selv midt i voksenoverdøvet Super Mario, findes der en sært nysgerrig ro i hans ansigtstræk. Som om han usynligt følger med, mens han er et andet sted indeni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjnene væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nogle rettede på ham, mine muskler spændtes, og jeg blev atter på vagt. Den eneste med barn. Hvordan gør man det lige? Man vil jo gerne kunne det hele. Kunne gøre hvad man vil, og gøre det virkelig godt. Utopier, jovist, men alligevel.

Det var så hyggeligt, og alligevel var jeg lidt undskyldende. For at han ikke var usynlig, vil jeg tro. For at jeg var den eneste, der altid skulle noget med barnet, afsætte ham eller takke nej. For at det ikke var usynligt, eller mere synligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæbte ham sovende hjem i en taxa. Sad atter og kiggede. Det er altsammen ligemeget. Bare se på det ansigt.

Første date. Måske..

Jeg har mødt en anden. En anden blogger. Det kalder vi os selv i bloggerkredse (de findes) men ellers vist ikke så meget. Hun hedder Maria, og har Maskinrummet, der har været på min læseliste længe inden jeg selv begyndte at ævle herinde. Hun har sådan en stille, præcis og stemningsmættet tone, der tilfører særegen poesi til de bidske møgfald, hun ofte føler trang til at uddele. Andre gange er hun bare noget så fin, som f.eks. her.

Vi har kommenteret på diverse hos hinanden, og pludselig skrev hun mig en mail. Det blev til en længere korrespondance, der cementerede det i forvejen gode indtryk jeg havde af hende. Hun var sådan een, der altid var fuld af sprøde ord. Jeg var lidt misundelig, men glad for at lære hende at kende, omend kun på skrift.

Så besluttede vi at mødes. Jeg havde ondt i maven hele dagen, og var temmelig overbevist om, at hun ville synes jeg var dødkedelig i virkeligheden. Hun sendte mig et billede af sig selv og sit mobilnummer på ægte date-maner. Jeg sendte kun mit mobilnummer. Skiftede tøj to gange og kom for sent pga. en hårkrise. Hvad nu hvis hun bare hader piger med pandehår? God start.

Mærkeligt nok lignede hun slet ikke det, jeg havde forestillet mig, og det gjorde mig endnu mere nervøs for, hvad hun mon regnede med at skulle holde ud at se på. Det føltes som en date. Det var det altså ikke.

Vi kastede hipsternettet på Vesterbro, og halede massiv burger og rigelige mængder Kronenbourg ind, og tak til øllen. Jeg havde talt alt for meget, og hun så lidt overvældet ud, men med grovfritter og humle viste det sig at være reel interesse. Hun var ikke bange for hverken spørgsmål eller svar, og fortalte med stor ærlighed om umulige forældre, sære børn og mindreværdskomplekser. Jeg gjorde det samme, og opdagede at vi var ganske forskellige, havde helt forskellige liv, men at jeg forstod og beundrede hende uden forbehold eller anstrengelser, og ikke var nervøs længere. Hun var præcis så politisk ukorrekt og upiget, som jeg havde håbet, og favnede mit mærkelige liv og de alt for mange ord med stor humor og endnu flere ord. Hvor er det dog en stor ting at møde nye mennesker, som man helt grundlæggende virkelig godt kan lide. Større endda, når det lader til at være gensidigt, og man derfor dropper pandehårsparanoia og grovcensurering af den eneste sandhed man har.

Vi blev smidt på porten, og gik på jagt efter mere øl. Hun kan virkelig drikke øl, det må man give hende. Der, mellem pinlige historier om kiksede scoringer og hverdagens irrationaler, faldt emnet på den store uretfærdighed, det selvsagt var og er, at jeg endnu ikke var blevet nedlagt af den helt rigtige mand. Det har hun valgt at tage hånd om her. Jeg bliver simpelthen pimpet ud til de forhåbentlig mange mandlige læsere, der lige står og mangler een som mig. Det er jeg ikke for god til, så kom bare an, I søde, komplicerede singlevæsener. Man kan aldrig få nok af interessante første møder; så meget ved jeg i hvert fald.