Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Den sidste del af ferien var derfor virkelig tiltrængt, så jeg så frem til de traditionelle to uger i sommerhus, sammen med søster og Jr, som vi altid har fastholdt. Der holder vi hendes fødselsdag, bader og drikker vin for tidligt på dagen. Der er jeg god. Ting på grillen, ting i glasset, sand i Jrs hår og myggestik. Her springer søsters trang til at flytte på landet altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyggelig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo udenfor København. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at børnelykken findes i æbletræer og bagværk. Stop. Der er jo faktisk også en kærlig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kontor med høns udenfor.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyggens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte faktisk, når sandheden skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejendomsmæglere, og endda liiige køre forbi og kigge ind af et par vinduer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Pludselig kom jeg i tanke om den kære StineStregen, der lavede en tegning for nogle måneder siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smider små hints hver gang, jeg falder over et dørtrin i verdens mindste lejlighed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelttrøjen, så ikke Urtekram får alle ens dollars, men i stedet have skidtet i haven. Et bryggers fuld af hjemmegjort halløj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden smasken og med færre døde ponyer og ditto ting på hovedet. Måske ikke helt så Plumret, men en vaskesøjle… Sådan een skal man ha! Det er så megakedeligt, men jeg tror der følger lykke med den installation. Rent, tørt tøj og ild i pejsen, det kan kun være rart. Der er overskud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet.
  • Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
  • Rigtig mange holder ferie.
  • Min søn er virkelig irriterende.
  • Jeg er virkelig uopfindsom.

Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Samtidig understreger det behovet for struktur hos børn, og nok særligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hverdag så meget som muligt.

Det er meget hyggeligt med hjemmeskole og mere Playstation-tid, mor, men det er altså også ret fjollet. Hvornår må jeg komme i skole?

Gid jeg kunne svare ham ordentligt. I stedet fejrer vi så hver dag, når klokken slår 12.50, at der stadig er SFO, for der kan han lege med sine kammerater, følge den sædvanlige plan og have sin elskede hverdag. Jeg er også ret stor fan af lige det koncept. Det undrer mig dog, at så mange vælger at blive helt væk. Der er sikkert en del, der har trukket en skøn uge hos mormor i Jylland, og fred være med det (og hurra for bedsteforældre), men hvad laver de andre? Guderne skal vide, at det er en lise for mig, at kunne skippe ham afsted hver eftermiddag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstatte de traditioner, der hører med, ej heller de storskrydende og ditto pruttende kammerater, han elsker så højt, og det skal jeg vel heller ikke, eller hvad?

Ligeledes giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en faglig disputs. Det er en konflikt; en slags undtagelsestilstand. Ikke ferie. Der er mere kage, mindre vækkeur og lugter knap så meget af leverpostej, men så stopper ulighederne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gærdet er til tider rystende lavt (som i:”Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stille, ik”), men vi prøver.

Empty-desk

Flere har, med rette, understreget, at der i disse dage nok går en prås op for en del forældre, i den forstand, at de både indser vigtigheden af en velfungerende folkeskole, mængden af arbejde, der ligger i at skulle stoppe læring i de små hele dagen, samt det skønne i at kunne se- og deltage i læringen på nært hold. Det hele er formentlig korrekt, og næppe nogen skidt ting at få banket ind i skallen, når man har vænnet sig til at det bare skal køre, men så er det heller ikke federe.

Jeg er ikke bygget til at opfinde den dybe læringstallerken hver eneste dag, men kan da snildt fremelske en habil Googler i poden, og er skide ferm til at printe “sjove” regneopgaver fra nettet. Ej heller kan jeg folde en sommerhat af vatrondeller eller gøre spas ud af arealer, så jeg er næppe alene om at synes, at det er ved at blive en smule træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er virkelig irriterende, synger Jutlandia fra klokken 7 om morgenen og taler HELE tiden?!

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags menneske, ville jeg:

  • Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver.
  • Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen.
  • Spare op. Det kan lade sig gøre for alle, og man lægger faktisk slet ikke mærke til det, når først man er kommet rigtigt i gang. Penge er rare at have, særligt på dage med regn.
  • Bage mere “velkommen hjem fra skole, jeg har simpelthen savnet dig fra det sekund du gik”-kage. Propfuld af sukker og kærlighed i forklæde. Der kan man også få sig en god snak, af den rigtige slags, med ærlige beretninger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spisesituationen er der virkelig gods i.
  • Være mere positiv. Ja-hatten passer alle, kommer i mange modeller og har god komfort. Negativitet er sådan en træls størrelse.

Fødselsdag.

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spise med min familie. Min far havde et flag i hånden, så tjeneren spurgte hvem og hvor mange år dagen drejede sig om. Jeg indviede ham i detaljerne, hvorefter han så medlidende på mig, og sagde: “Av!!”. Indeed.

I tirsdags blev jeg så 35. Slut med starten af trediverne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæle ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg havde egentlig heller ikke dvælet som sådan, førend i dagene op til, hvor det pludselig begyndte at svide en smule. “Av” rungede i mit hoved, og jeg trøstede mig med, at jeg stadig var sød og rar, at en mand tilmed var enig deri, samt at min søster snart bliver 40, hvilket, trods alt, må gøre en kende mere nas. Det varmede jeg mig ved, på en sød og rar måde.

Det skulle jo fejres, og familie og venner var derfor inviteret af flere omgange, så den potentielle depression kunne afværges af godt selskab, men når man bor alene med et barn, er det jo bare så som så med indledende morgenfestivitas, så jeg viftede selv med et lille flag, mens jr. kørte yoghurt i gabet. På vej til skole, og særligt ved ankomsten derovre, annoncerede han så dagens begivenhed til nogenlunde hvem som helst, hvilket han gør med stort set alt, og jeg er derfor blevet ønsket virkeligt akavet tillykke af flere vildtfremmede børn, gårdvagter og forældre. Oppe i klassen var han blevet så opkørt, at lærerne tog tråden op, følgelig satte mig for bordenden, placerede et flag foran mig, og bad mig vælge tre instrumenter, mens børnene heppede, og prøvede at tælle til så højt et tal på fingrene.  Og så fik jeg ellers alt godt fra den danske sangskat, sære børneversioner af drukviser og en helt uoverskueligt stor mængde hurraråb, applaus og en eskorte ud af bygningen. Det oplever man ikke hver dag.

Det var virkelig en løjerlig start på en fødselsdag, men jeg kan ikke sige mig fri for at have nydt den udelte, barnligt begejstrede opmærksomhed. Fødselsdage er jo bare ikke sådan mere. Man skal forestille at være en slags voksen, tallene kradser stadigt mere, og den slags fejres med god mad og rødvin, af hvilke jeg er kæmpe fan, men uden flødestrut, trut og fanfarer.  Jeg kan da godt vågne for tidligt og vente i mavevendende spænding, men resultatet er blot at ingen får mad og alle kommer for sent, for der er ingen puslen og hvisken i køkkenet, og ballonerne er ikke pustet op. Det virker alligevel lidt desperat at gøre det selv.

Det er ok. Jeg er ikke et barn længere. Jeg er halvvejs til 70 og skal huske at booke tid til det årlige gynækologtjek og betale skolemælk via netbank. Det er bare lidt lettere, hvis man en gang imellem skal rævesove og vælge nogle instrumenter.

Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rigtig tit sådan her:

Savner eet ben at sutte på
Ta’r min kutte på
Natten er en fløs, det ik´ for sent at få min boogie på
Snuser mig frem
Sjatpisser mig frem
Til et hundehus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Undskyld hvis jeg gør
Hvis jeg bruger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hopper op af din veninde
Slikker hendes kind
Og boller hendes ben

Det bliver hørt og fremført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sproglige facetter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koijn og McEinar, omend jeg dermed måske sang lidt vel meget om sidstnævntes knebne potens i en ret tidlig alder, men nu hører jeg det fra et lille væsen, der er mit ansvar, og bliver pludselig i tvivl. De ovenstående lader jeg køre uden egentlige tics, men da L.O.C. og Orgi-E forleden gav sig i kast med en elaboreret rejse gennem analsexens mørke afkroge (måske verdens sjoveste nummer), kastede jeg mig panisk mod stop-knappen. Der må jo være grænser. Ik?

Når det kommer til computerspil og film, har jeg ingen tvivl om grænserne, og siger rungende “NEJ!” til vold og deslige, men musik og tekster er en svær størrelse. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rigtig” musik frem for angstfremkaldende MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kultur, og måske ikke på sin plads at presse den ned over hovedet på ham, bare fordi jeg ikke selv har stamina til børnedance. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg bare kan kalde det for min kultur, da han jo ikke er et æg længere, og dermed har ret til- og del i populærkulturen. Måske endda mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bliver voldelig af at se det, men er af den klare overbevisning, at det ikke er billeder han har brug for at få tilføjet til en allerede levende fantasi. Med musikken fortæller jeg mig selv, at han jo godt kender ordene “fuck” og “kælling”, men ved, fordi jeg fortæller ham det, at man ikke bruger dem (så meget) i ordentlig, daglig tale. Han bliver da også stadig flov, når den slags kommer over hans læber, og undskylder hastigt, men er det dobbeltmoral fra min side? Måske er jeg bare så begejstret for sproget og sætter pris på løjerlig slang, at jeg mister fornemmelse for hvad, der er passende. Måske er det noget fis. Måske prøver min telefon at fortælle mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstatte “fucking” med “Puccini”. Man må jo ikke en skid længere, og når nu sukker, vold og pthalater ikke længere må peppe hverdagen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til analsex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navigere derfra, men hvad gør I andre? Har I en decideret musikpolitik? Tanken gør mig umiddelbart lidt (læs: meget) træt.

Det vil komme bag på mig (no pun intended), hvis jeg ændrer den nuværende praksis voldsomt, men jeg er nysgerrig og lidt forvirret, og det synes jeg Puccini ikke om!

Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.

Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

Da jeg forleden selvynkede over massiv kalenderkrise, var et af punkterne, som jeg ikke lige kunne se mig selv gennemføre bare nogenlunde elegant, en såkaldt prøvefilmning i Valby. Go’morgen Danmark, der har redaktion på Nordisk Film, havde foreslået at jeg lige kiggede forbi, med henblik på en boganmeldertjans. Det gjorde jeg så. Altså efter at have siddet i bilen og hyperventileret i 5-10 minutter.

Det er et sært og magisk sted, Olsen Banden land i Valby, og det var af een eller anden grund langt mere intimiderende end nogle af de andre, mildest talt oprivende, ting, jeg skulle den uge. Propfuld af figurer, billeder og referencer til ikonerne i vores fælles bevidsthed.  Og Zulu Djævleræs. De holdt til i en mandskabsvogn udenfor. En slags skammekrog til de lidt for højlydte børn i klassen, hvor de for åben dør smed med ting, skrev råbeord på plancher og skreg af grin. Det tog ligesom toppen af det. Derpå blev jeg ført til redaktionen, hvor Cecilie Frøkjær og alle de andre, man jo nærmest kender, vinkede venligt, mens jeg koncentrerede mig gevaldigt for ikke at falde eller sige fuck alt for ofte.

Nu skal vi så bare tale om en bog, du anmelder for tiden, sagde damen, og lyste begejstret op, da jeg informerede om, at det i så fald ville blive Fifty Shades of Grey. Hvad synes du så om den, spurgte damen. Lang pause. Jeg synes den er noget kønsdiskriminerende, opreklameret skrammel, men kan da godt forstå at de kropsforskrækkede amerikanere får stille husmor-ståpels over buttplugs og rigmands-petting. Sagde jeg..

De følgende sekunder gik meget langsomt.

Mens varmen truede med at grille mine kinder indefra, skævede damen til den anden dame, der stod bag kameraet. Derpå blikket tilbage på mig, der var blevet voldsomt optaget af en ridse i bordet. Og så smilede hun stort, og bad mig uddybe. Varmen forsvandt ikke, men jeg valgte at prøve det der vejrtræknings noget, og ævlede færdig om spanking og sløj litteratur. Hun kaldte mig “et godt bud”, gav mig hånden, og lovede snarlig tilbagemelding, når de resterende kandidater havde været møllen igennem.

Så nu….wait for it..bli’r jeg totalt kendt fra TV! Et godt bud var åbenbart godt nok, og jeg skal derfor købe 10 ekstra vækkeure og et gedigent lager redbull, da jeg om 14 dages tid skal op klokken ged hveranden fredag, og sige noget (forhåbentlig buttplug-frit) om bøger. Live. Det bliver skidegodt. Eller ja, altså.. det bliver i hvert fald noget. ALLE kender jo boganmelderne fra Go’morgen Danmark, så der lurer uden tvivl noget skammelig skørlevned med Remee og Linse lige om hjørnet. Det bliver grrreat!