Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende.

Ikke så meget fordi Junior og hans lidet veloplagte mor kommer på lærred og tv-skærm, men fordi der nu, med fornuft og poesi, lægges i ovnen til et seriøst opgør med ADHD-diagnosticering- og behandling. Her er traileren:

Filmen, der på mandag vises ved særarrangementer på landets biblioteker med efterfølgende debat, samt på TV2 den 4. juni, følger et langt forløb i min søns specialklasse, hvor vi alle, ved fælles- og eksperters hjælp, afprøvede nye, alternative veje og værktøjer. Det kunne lade sig gøre, fordi vi heldigvis er enige om, at vores børn SKAL kunne fungere uden for specialpædagogikken. De SKAL lære at sidde nogenlunde stille, og kunne organisere en hverdag. Der er ingen nem vej derhen, og det kræver en helt enorm indsats, der ikke ophæver de grundlæggende besværligheder, ej heller fritager alle for Ritalin, men som starter med, at de lærer sig selv bedre at kende; kommer på god fod med deres krinkelkroge, så skurken kan komme udenfor døren en god del af tiden.

Jeg har aldrig følt mig reddet af diagnosen. Den er ikke et fællesskab jeg føler mig lettet af eller naturligt tryg i. Ej heller beskytter fællesskabet mod de misforståelser og trætte blikke fra omverdenen, som de fire bogstaver konstant afføder. Vores liv bliver ikke nemmere, fordi en berygtet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Junior føler ingen ro i, at det er en “tilstand”, der i og for sig er ude af hans hænder. Den er et adgangspas til specialpædagogiske tiltag, som Junior bestemt har brug for, men tjener ellers ingen egentlig funktion for hverken ham eller mig. Den er, for os, et mærke; en alt for stor og mørk, lukket kasse til et langt fra færdigt, lillebitte væsen. Der farer man hurtigt vild, løber ind i vægge og bliver ikke set fra alle sider.

Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver eneste dag lever i det faktum, at dissse børn har brug for hjælp, samt at denne hjælp nødvendigvis varierer voldsomt i karakter. Men jeg har også set, hvor langt man kan komme udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfattende ændringer af pædagogiske- og fysiske rammer. Det er det, filmen bl.a. prøver at vise. Som med så meget andet, handler det ikke om rigtigt eller forkert, men om alle gråzonerne, om at holde debatten i live, og afprøve nye veje. Sætte hælene gevaldigt i, når vejen til psykiatriske diagnoser bliver rystende kort, og mængden af marginaliserede børn vokser med lynfart.

Filmen vil med garanti afføde debat og rasen, og jeg agter bestemt også at følge op her, nok allerede efter debatten i morgen, men jeg glæder mig virkelig til at tage nogle ordentlige livtag på min søns vegne, så de kan bare komme an. Jeg er så klar.

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet.
  • Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
  • Rigtig mange holder ferie.
  • Min søn er virkelig irriterende.
  • Jeg er virkelig uopfindsom.

Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Samtidig understreger det behovet for struktur hos børn, og nok særligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hverdag så meget som muligt.

Det er meget hyggeligt med hjemmeskole og mere Playstation-tid, mor, men det er altså også ret fjollet. Hvornår må jeg komme i skole?

Gid jeg kunne svare ham ordentligt. I stedet fejrer vi så hver dag, når klokken slår 12.50, at der stadig er SFO, for der kan han lege med sine kammerater, følge den sædvanlige plan og have sin elskede hverdag. Jeg er også ret stor fan af lige det koncept. Det undrer mig dog, at så mange vælger at blive helt væk. Der er sikkert en del, der har trukket en skøn uge hos mormor i Jylland, og fred være med det (og hurra for bedsteforældre), men hvad laver de andre? Guderne skal vide, at det er en lise for mig, at kunne skippe ham afsted hver eftermiddag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstatte de traditioner, der hører med, ej heller de storskrydende og ditto pruttende kammerater, han elsker så højt, og det skal jeg vel heller ikke, eller hvad?

Ligeledes giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en faglig disputs. Det er en konflikt; en slags undtagelsestilstand. Ikke ferie. Der er mere kage, mindre vækkeur og lugter knap så meget af leverpostej, men så stopper ulighederne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gærdet er til tider rystende lavt (som i:”Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stille, ik”), men vi prøver.

Empty-desk

Flere har, med rette, understreget, at der i disse dage nok går en prås op for en del forældre, i den forstand, at de både indser vigtigheden af en velfungerende folkeskole, mængden af arbejde, der ligger i at skulle stoppe læring i de små hele dagen, samt det skønne i at kunne se- og deltage i læringen på nært hold. Det hele er formentlig korrekt, og næppe nogen skidt ting at få banket ind i skallen, når man har vænnet sig til at det bare skal køre, men så er det heller ikke federe.

Jeg er ikke bygget til at opfinde den dybe læringstallerken hver eneste dag, men kan da snildt fremelske en habil Googler i poden, og er skide ferm til at printe “sjove” regneopgaver fra nettet. Ej heller kan jeg folde en sommerhat af vatrondeller eller gøre spas ud af arealer, så jeg er næppe alene om at synes, at det er ved at blive en smule træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er virkelig irriterende, synger Jutlandia fra klokken 7 om morgenen og taler HELE tiden?!

Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.

Sig goddag til den modsatte grøft; vi har været til håndbold. Jep, den der anden nationalsport, hvor de insisterer på at spille øredøvende dance, hver gang nogen scorer. Det sker ret tit. Gud er næppe begejstret for mængden af bas, bandeord og lunken toast i håndboldregi, og jeg må selv gøre mig gevaldigt umage for at fordommene ikke bisser helt ud af kontrol.

Det er jo bare ikke nogen særligt yndefuld sport. Hurtig og teknisk imponerende, bevares, men der er altså ikke samme skønhed over konstant spjættende mænd på lakerede gulve, som i en glidende tackling på grønsværen.

Dertil, ja nærmest altoverskyggende, er haller fulde af larm. Særligt den der tics-fremkaldende knirkelyd fra skoene, der skriger af negle på tavle og cafeteria-fritter. Den er vand i forhold til lyden af klappepappet. Smag lige på det ord en gang; man ved at det bliver grimt, og hellige søhest, der er minsandten gået megen indebrændt og virkelig vredladen energi til at opfinde den lille genistreg! Et linjeret stykke pap med sponsorreklamer, der kan foldes til en vifte. En vifte fra helvede. Den banker man, med frenetisk energi ned i hånden, nærmeste bænk eller tilskuer, og lyden, der dermed kreeres, er noget nær det højeste og mest aggressive nogensinde. Det slår mig ikke som nogen fremragende ide, at frembringe den slags i små, lukkede, akustisk udfordrede rum, men det gør man når der er kamp. Det bliver ikke nemt at elske.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Elske det må man nu alligevel, når først ørepropperne er grundigt skruet i, for der er hallelujah-frit og kaffe i flamingokopper på sidelinjen, hvor forældrene hænger ud. Og så er det vist bare det man gør, når man er sådan en slags entusiastisk forælder, når Jr. har fundet noget han gerne vil, og ingen er døde eller bløder. Op med pappet; undskyld Gud.

Arbejdslejr, nu med kage.

December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år.

Dette år er julen jo så blevet krydret med Gud. Sikke noget rod. Det viser sig nemlig, at de i den klan synger ekstra meget når sønnike har fødselsdag, og fejrer det på cirka tusinde måder på et par uger. De gamle på plejehjemmene skal vide det er jul, menighedsrådet skal i hvert fald ikke snydes, og så er der da også et julekalas i Øksnehallen, hvor poderne bør marchere med lys og sang. Helst om aftenen, og især på hverdage. Det er så yndigt, og helt igennem udmattende, ikke mindst for ungerne selv.

Så hør her, juletyper: Vores unger skal hundetidligt op, i mørke, vel at mærke. De er på arbejde hele dagen, hvor de både skal lære noget, løse konflikter og “deltage aktivt”, og har derfor ikke energi til at se julekalender klokken halv otte. Ej heller til at synge/spise æbleskiver/flette julehjerter på det tidspunkt. Deres forældre kan ikke nå at være med til bare halvdelen, og særligt ikke de familier, der kun har een voksen repræsentant.

BilledeJeg tager hatten af for de rare ældre mennesker, der kører koret med enormt overskud, men når jeg får stukket et stykke papir i hånden, der afslører 14 (FJORTEN!!) mødetider på tre uger, hvoraf de fleste er fra kl. 18-19 stykker og frem, bliver jeg nærmest lidt hysterisk, og meget lidt i julestemning. Hvorfor skal de gå Lucia fire gange, samt synge hver eneste gang en gammel tusse har bagt noget med sukat? Hvem har tid til det?! Det skal jo så parres med alle de andre juleløjer i skole, SFO, klub, familie osv., og Jr. har aldrig været så udmattet. Hans mor er heller ikke på toppen. Lynhurtigt bliver man tvunget ud i at skulle sige nej til noget af det, forklare det på en ikke alt for Grinch-agtig måde til barnet, og huske at bevare den gode stemning undervejs. Det synes jeg ikke er en rimelig position at sætte forældre i, og selvom jeg ser frem til at se Jr. stå med slips og vandkæmmet hår i kirken juleaften, mens han lovsynger chefen med hjerteskærende uskyld, vil jeg glæde mig nogenlunde lige så meget til det er overstået. Så kan vi virkelig holde fri, og jule uden at det er helt så meget arbejde.

Guds liste

Om torsdagen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stirrer på min telefon i skærsilden venterummet. Så vi var altså i kirke. Den der høje bygning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syngende børn, som Jr. gjalder med, skulle synge nyligt indøvet materiale til en såkaldt pastagudstjeneste. Kirken er derfor mestendels fyldt op af børnenes familier, der tager billeder og glæder sig til den gratis mad, der følger efter, men nok om det.

Denne gudstjeneste havde et tema, som sådan nogle vist har, og vi skulle denne gang beskæftige os med dåben. Vi lyttede andægtigt, mens den kvindelige præst gjorde sig virkelig umage for at gøre materialet børneegnet. Dermed blev dåben til “verdens bedste bad” og begejstringen for netop den renvaskelse ville ingen ende tage. Den direkte vej til alskens godter og VIP-kort til kaliffens gemakker. Alle tiders!

Jr. kom derpå hen til mig med en meget udtalt rynke i panden. Han trippede en stund, så lidt nervøst på mig, formentlig fordi svovlet sivede ud af ørerne på mig, og sagde:

“Jeg tror godt jeg vil døbes. Ellers kommer jeg jo ikke på Guds liste.”

Træk vejret. Du er et voksent menneske. Han er et barn, der lige er blevet fortalt, at dåben, verdens bedste bad, er den eneste garanti for en bare nogenlunde let gang på jorden. SLAP NU AF, DIN SURE KÆLLING!

Der blev råbt meget inde i hovedet. Jeg fik manet stemmerne kortvarigt i jorden, og svarede noget med, at det kunne jeg da godt forstå. Tilføjede (smilende, endda) lidt forskelligt om, at den der liste jo nok ikke skulle tages helt så bogstaveligt; at han altså er et godt menneske under alle omstændigheder, og jeg ikke troede Gud rent faktisk havde en sådan liste, da han jo var en travl mand. Noget i den retning sagde jeg vist.

Så var der pasta og “dåbslege”, og derfra husker jeg ikke så meget, men kom til mig selv, da vi tog hjem. Samtalen blev cementeret med frisind og begejstring for det famøse bad, mens jeg gjorde det klart, at han netop ikke var døbt, fordi valget var alvor, og skulle tages af ham selv, efter lange og grundige overvejelser. Helst ikke kun pga. en liste. Please!

Så nu er jeg her igen, i det sære, gudløse vakuum, hvor jeg skal kunne rumme Jr.’s trang til en listeskrivende skaberskikkelse, mens jeg opfordrer til samtale og frit valg, uden at presse ting nedover ørerne på ham, som han alligevel ikke fatter en bjælde af. Det er altså ikke nogen nem opgave. Jeg bliver virkelig vred over brugen af liste-terminologien overfor børn, der tænker konkret og i godt/ondt-baner. Samtidig er vi der jo (på sin vis) frivilligt, i deres hus, hvor man må følge deres regler. Jeg har derfor også dårlig samvittighed over at sidde der, og have så ubændig trang til at råbe PIK eller andet lidt udenfor temaet, da ingen jo tvinger mig derind. Jr.s begejstring tvinger mig, og den burde være nok til at fjerne forargelsen og ubehaget. Det er den bare ikke.

Jeg kunne aldrig finde på at blive gift i en kirke (nej, det ligger ikke lige om hjørnet!), da jeg synes det er en hån mod husets og religionens ægte troende, at være der for traditionens eller æstetikkens skyld, men er der jo nu for barnets skyld. Han ved godt at jeg ikke tror på Gud, og det lader ikke til at have nogen reel bremsende effekt på ham, hvilket egentlig siger meget om hans karakter. Det siger forhåbentlig også lidt om hans tillid til min accept af hans valg, men den er stadig betinget i den forstand, at jeg pure nægter at lade listen stå uden kritik. Kritik, som han skal lytte til.

Gud er svær at arbejde med, og hvis Jr. skal døbes får jeg brug for store mængder alkohol, men så lover jeg at smile stort hele vejen. Også mens jeg venligt beder præsten afstå fra flere lister.

Residerende superhelt.

Jeg har nævnt det før, at Jr. har nogle problemer med mobning. Det er en evig kilde til bekymring og tristesse, men vi arbejder på at finde løsninger, og det går langsomt fremad.

Han går i en specialklasse (primært ADHD-diagnoser), der kaldes A-Gruppen, og forleden meddelte en større gruppe fra “normalklassen”, at de ikke ville lege med de der A-børn. Jr. var meget påvirket af at være sat i bås på den måde, og har ruget en del over det siden.

Da jeg hentede ham i dag, fortalte han så med iskold ro, at han havde fået sin lærer til at gå med ned i den pågældende klasse, hvorefter han havde stillet sig mutters alene op foran tavlen, og havde forklaret dem, at det gjorde ham ked af det, og han synes de skulle prøve at finde en løsning, og lege lidt mere sammen.

WHAT!?!

Jeg er målløs. Drengen har verdens største nosser og fineste lille sjæl! Jeg er dybt imponeret. Tænk at han tør. Det tror jeg faktisk ikke, jeg selv havde turdet.

Det var jeg lige nødt til at fortælle, for ikke at spæne ud på gaden og råbe det til vildtfremmede. Hold nu kæft, hvor er jeg stolt af den knægt!!

Junior, et læspende orakel.

Ham der barnet, jeg har lavet for nogle år siden, er en klog dreng. Det kan ofte være lidt svært at få øje på, da han stiller helt vanvittigt mange dumme spørgsmål (og nogle rigtig gode i ny og næ), som regel udsprunget af himmelråbende dovenskab. Når han f.eks. rækker et par bukser frem, og spørger om han kan passe dem, kan man godt blive en kende udmattet, og fejrer heller ikke just hans lysende intellekt, når han hver dag spørger om det er fredag, om det er morgen/aften/jul eller mon ikke ved at være hans fødselsdag. NEJ, din slikhungrende amøbe, det er IKKE fredag, for det var det i går osv. osv.

Siden han har fået sine blivende fortænder, der efter forskriften er placeret lidt løjerligt, og lader til at være cirka tre størrelser for store, har han tilmed udviklet en habil læspen. Findes der noget værre?! Altså hos andre mennesker…? Nej! Min indre fordomsmaskine går fuldstændig bananas, når jeg møder læspende voksne, og jeg slutter hurtigt at personen nok er lidt på den sløve side af IQ-kurven. Det er måske ikke helt rimeligt, og jeg arbejder på det der med at blive et rarere menneske. I Jr.s tilfælde er det distraherende, nuttet og virkelig sært, da hans sprog er blevet transformeret på mange planer på samme tid. Fuld af nye, store ord, der eksempelvis drev ham til at kalde en læselysten klassekammerat for “morakker”, samt at beskrive et godt gammeldags glas vand med ordet “forfriskende”. Eller “forfrischkende”. Det er jo sådan det lyder. Det er meget forvirrende.

Men hvor er der dog mange skønne ord i hans læspende gab. Når han midt i sine havregryn ser op, og siger: “Jeg synes du er modig, når du skriver om dig selv”, eller “Har vi det ikke godt, vi to”, “Du har vist brug for mere kaffe” og “Kød med sovs er bare altid godt. Den kode har jeg lige knækket”. Han er så klog.

Midt i forandring, forvirring og lykke i den lille familie, tager han min hånd og bedyrer med isblå øjne: “Man skal huske at sige tak til sin familie, så jeg ringer lige til mormor,  og SCHÅ vil det være godt med lidt kage”. Ja min dreng, du har fuldstændig ret. Som altid.