Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rigtig tit sådan her:

Savner eet ben at sutte på
Ta’r min kutte på
Natten er en fløs, det ik´ for sent at få min boogie på
Snuser mig frem
Sjatpisser mig frem
Til et hundehus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Undskyld hvis jeg gør
Hvis jeg bruger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hopper op af din veninde
Slikker hendes kind
Og boller hendes ben

Det bliver hørt og fremført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sproglige facetter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koijn og McEinar, omend jeg dermed måske sang lidt vel meget om sidstnævntes knebne potens i en ret tidlig alder, men nu hører jeg det fra et lille væsen, der er mit ansvar, og bliver pludselig i tvivl. De ovenstående lader jeg køre uden egentlige tics, men da L.O.C. og Orgi-E forleden gav sig i kast med en elaboreret rejse gennem analsexens mørke afkroge (måske verdens sjoveste nummer), kastede jeg mig panisk mod stop-knappen. Der må jo være grænser. Ik?

Når det kommer til computerspil og film, har jeg ingen tvivl om grænserne, og siger rungende “NEJ!” til vold og deslige, men musik og tekster er en svær størrelse. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rigtig” musik frem for angstfremkaldende MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kultur, og måske ikke på sin plads at presse den ned over hovedet på ham, bare fordi jeg ikke selv har stamina til børnedance. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg bare kan kalde det for min kultur, da han jo ikke er et æg længere, og dermed har ret til- og del i populærkulturen. Måske endda mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bliver voldelig af at se det, men er af den klare overbevisning, at det ikke er billeder han har brug for at få tilføjet til en allerede levende fantasi. Med musikken fortæller jeg mig selv, at han jo godt kender ordene “fuck” og “kælling”, men ved, fordi jeg fortæller ham det, at man ikke bruger dem (så meget) i ordentlig, daglig tale. Han bliver da også stadig flov, når den slags kommer over hans læber, og undskylder hastigt, men er det dobbeltmoral fra min side? Måske er jeg bare så begejstret for sproget og sætter pris på løjerlig slang, at jeg mister fornemmelse for hvad, der er passende. Måske er det noget fis. Måske prøver min telefon at fortælle mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstatte “fucking” med “Puccini”. Man må jo ikke en skid længere, og når nu sukker, vold og pthalater ikke længere må peppe hverdagen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til analsex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navigere derfra, men hvad gør I andre? Har I en decideret musikpolitik? Tanken gør mig umiddelbart lidt (læs: meget) træt.

Det vil komme bag på mig (no pun intended), hvis jeg ændrer den nuværende praksis voldsomt, men jeg er nysgerrig og lidt forvirret, og det synes jeg Puccini ikke om!

Spørge Jørgen.

Jr. er fuld af ord. Mere end ellers, og det er ikke så lidt, og jeg er løbet tør for svar. Han spørger hele tiden om mystiske ting, som jeg har virkeligt dårlige odds for at give tilfredsstillend svar på. Det er man vant til, når man har talende dværge i huset, men for tiden er det ca. 50 gange om dagen. Mor er træt! Her er et par af de nyeste eksempler:

  • Kan man både tro på Gud og på det der ævletion med firbenene? Jesus var jo lidt ligesom Batman, så det vil jeg gerne. Jesus kunne man også se, så ham tror jeg faktisk på, men hans far var jo usynlig, så ham tror jeg ikke på. Kan man godt kun tro på een af dem?
  • Hvis nu du døde, ville jeg så dø af sult?
  • Når nu vi mangler en far herhjemme, og du ikke kan få en kæreste, kan jeg så spørge en anden?
  • Jeg kender een, der aldrig spiser grøntsager. Skal du eller jeg ringe til hans mor, så han ikke dør?
  • Er det ikke dumt at bede mig læse lektier, når jeg ikke kan læse?

wpid-tynd-is-2012-08-17-11-24.jpg

Osv. osv. osv….

Så ti dog stille, barn!!

De vigtige ting

Jeg var til et selskab. Nogle af de bedste mennesker jeg kender. God mad, alkohol og højlydte analyser af Mad Men, Breaking Bad og Brian May. De vigtige ting. Sådan en samling mennesker, der gør een rolig og overgearet på een og samme tid. Det er så rart.

Jeg var den eneste, der havde barn med, ja den eneste, der havde lavet et, og det gjorde mig mærkeligt nervøs. Opfører han sig nu ordentligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fylde? De vigtige ting. Jeg tog mig selv i at holde konstant øje, som var han en undsluppen chimpanse i faretruende nærhed af uvurderligt krystal. Han gjorde intet, der bare mindede om primat-opførsel, men gebærdede sig, som en helt almindelig syvårig, der synes voksne er lidt kedelige, men som også er stolt af at være med. Han smagte på det meste, fik massiv chilioverdosis, og bad derpå forsigtigt om en rugbrødsmad.

I lang tid sad han helt stille mellem os i sofaen, og stirrede ned i sin Nintendo, der på alle tidspunkter kan hypnotisere ham helt i knæ. Jeg skævede af og til, og mumlede de sædvanlige: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i staver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjnene ned og alt er rundinger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hårgrænsen er de små hår næsten hvide og huden lysebrun. At jeg ville dø for at få hans øjenvipper. Et menneske, en rigtig person, ukuelig og skrøbelig, særligt ved min hånd. Han kommer fra mig, det gør ondt i mine knogler. På alle tidspunkter, med alt hvad han skal holde styr på, og selv midt i voksenoverdøvet Super Mario, findes der en sært nysgerrig ro i hans ansigtstræk. Som om han usynligt følger med, mens han er et andet sted indeni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjnene væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nogle rettede på ham, mine muskler spændtes, og jeg blev atter på vagt. Den eneste med barn. Hvordan gør man det lige? Man vil jo gerne kunne det hele. Kunne gøre hvad man vil, og gøre det virkelig godt. Utopier, jovist, men alligevel.

Det var så hyggeligt, og alligevel var jeg lidt undskyldende. For at han ikke var usynlig, vil jeg tro. For at jeg var den eneste, der altid skulle noget med barnet, afsætte ham eller takke nej. For at det ikke var usynligt, eller mere synligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæbte ham sovende hjem i en taxa. Sad atter og kiggede. Det er altsammen ligemeget. Bare se på det ansigt.

Piger

Hver morgen, når jeg afleverer Jr. i skole, og slæber min uoplagte krop op til 3. sal, går jeg forbi en lille gruppe 13-14 årige monstre piger. De bor åbenbart på den trappeafsats, hvorfra de har optimalt overblik over de hober af Jeva-lam, der myldrer uskyldigt op og ned. De her piger er helt almindelige, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgalskab, men i netop den tilstand er de fulde af hemmeligheder og fordømmelse. En form for ekskluderende, konstant hviskende ophøjethed, som jeg vagt husker men alligevel ikke helt forstår. Den gør mig meget utryg.

Jeg var ikke selv del af tøseshowet, da jeg gik i skole. Ikke at jeg dermed var udenfor, og jeg havde selvfølgelig veninder, men havde også (en slags) held til at undgå store dele af pigernes hakkeorden, og følte mig ofte mere afslappet med drengene. Det er sådan set stadig tilfældet. Også derfor jeg har svært ved at se appellen i serier som Gossip Girl. Er på ingen måde for god til den slags, da jeg er til fals for stort set alt fjernsyn, men fordi jeg simpelthen ikke forstår basale dele af dynamikken. Den virker så opslidende.

Tilbage til tøserne på trappen. De fniser altid indforstået, selvsagt fordi jeg, ved min fremskredne alder men formentlig også af 100 andre grunde, er totalt latterlig. Det er vel mig, de griner af. De har selvfølgelig ret. Når man fanger deres blik, vender de sig væk. Ind mod hinanden. En ret så bogstavelig kold skulder. Det er deres job, og de er vildt gode til det. Det er ok, og jo lidt sødt. En begrænset magt i verden, hvor de finder fællesskab og tryghed (medmindre de gør noget totalt pinligt), og et skjold mod en kontrollerende voksenverden, der ikke skal tro den er noget, da de er fem minutter fra at overtage den fuldstændig.

Hvorfor påvirker det mig så? De er jo æg! De opfører sig helt og aldeles, som de skal. Det er virkelig ikke særlig voksent, men jeg må erkende, at jeg altid føler et sekunds panik, når de scanner og stempler min ubrugelighed. Det bliver en selvopfyldende profeti. Små bæster.

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et interessant brev fra Jr.s skole igår. Den årlige helbredsundersøgelse, der foretages af skolesundhedsplejersken og en børnelæge, var nået frem til det noget overraskende resultat, at min søn er overvægtig. Var det fordi lægen havde undersøgt hans generelle sundhedstilstand? Nej. Det var fordi hans vægt lå 1-3 kilo over normalkurven i det skema, som lægen, med sin åbenlyse faglighed, kun kunne dømme ud fra. Den professionelle konklusion udløste et større kompendium om smørs ikke-slankende virkning, vigtigheden af grøntsager, at slik ikke er hverdagskost og andre åbenbaringer. Jeg stirrede noget vantro på papirerne.

Lad os lige få een ting på det rene. Jr. er IKKE tyk. Jeg er lidt tyk. Hvis Jr. var tyk, ville det ikke være rart at høre, men så skulle der selvsagt sættes ind, og man kunne i så fald måske håbe på andet og mere end “chips er ikke mad”-dokumentet. Men nej. Der blev heller ikke spurgt til madpakkens daglige indhold, spisevaner i hjemmet, observeret deller og kinder som vandballoner, hiven efter vejret,  grøntsagsangst eller manglende deltagelse i fysisk aktivitet. Der blev KUN brugt et skema. Et skema, der jo samtidig viste at han om en centimeter eller to, hvilket han nok vokser i sommerferien, er “normal” igen. Alt dette af en læge. SERIØST?!

Som jeg stod der og stirrede på papiret, blev jeg mere og mere rasende, for den himmelråbende mangel på individuel vurdering, samt tanke på hvad den slags meldinger kan udløse, er helt vanvittigt uansvarlig. Hvis f.eks. Jr. havde været en pige, og havde set at der stod “overvægtig” på et papir med hendes navn, hvad ville der så være kommet ud af det? Ligeledes kunne jeg være en mere påvirkelig eller ængstelig type, der derfor fluks havde sat Jr. på een eller anden kål-kur, for derpå konstant at have tvivl om egne evner som forælder og varetager af mit barns sundhed. Jeg ville ikke få hjælp af en læge eller diætist, der ville forklare den såkaldte overvægts årsag og fremtidsperspektiver, men ville selv skulle træffe alle valg, baseret på en absurd kurve.

Der er ingen tvivl om, at overvægt blandt børn er et meget seriøst anliggende, og jeg kan selv mærke ulmende vrede og bekymring, når jeg ser tykke børn og deres ofte tykke forældre, da det er et svigt uden lige, at lade hånt om børnenes liv på den måde. Men jeg vil ikke acceptere at der af den grund, kun opereres udfra BMI indekskurver og tal på et skema, med det resultat, at man unødigt sår tvivl og angst hos både børn og voksne, uden den mindste skæven til eventuelle konsekvenser. Er det virkelig det signal, vi vil sende til vores unger, at et kilo eller to skubber dem udenfor normalen, og tallet på vægten er det eneste parameter for deres sundhed? Det har jeg svært ved at leve med.

Jeg har idag prøvet at få fat på den omtalte børnelæge, og når det lykkes, vil hun formentlig finde trang til noget trøstespisning. Inkompetente røvhat!

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg forleden. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryggende ved at have sygt barn hjemme. Lige bortset fra at det er røvbelastende, og man absolut intet når eller kan, så er det også dejlig simpelt og nært. Du har feber, vil kun have drikkeyoghurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kvaje mig alt for meget. Det bringer minder fra da han var baby, og bare skulle holdes tryg og i live. Ingen mobning, ingen bordmanerer, ikke så meget pis.

Da han så lå der, konstant halvsovende og knirkende, mens Monster’s Inc. gled over skærmen for 3. gang, følte han af een eller anden grund trang til at synge lidt Kidd. En somnolent mumlen: “Har ik’ lavet peng’, jeg har lavet damer, jeg har lavet damer”. Ok.. Jeg har nok set lidt forkert ud, så han smilede lidt fjoget og sagde, at han bare synes det var ret sjovt. Det synes jeg også, men hvad tror du egentlig det betyder, spurgte jeg nysgerrigt og en kende ængsteligt. Svaret lød:

“Det betyder nok, at han er sådan en slags helt vildt klog videnskabsmand.”

Jeg tror han har ret.

Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sidder derfor i køkkenet, mens komfuret bobler af de enorme mængder foder, der inden længe skal stoppes i dem, for at de ikke falder om af overanstrengelse. Jeg sidder her og lytter, og bryder i nødstilfælde ind, men kan ikke påstå at observatør-rollen giver mig dybere indsigt i, hvad det hele går ud på. Hvorfor er drenge så mærkelige?

Standardmodellen er, at de kommer her efter en lang, god dag i skolen, dækker ca. halvdelen af lejligheden  i sko og overtøj, der på besynderlig vis drysser af dem på vejen ind, og derpå begynder den lange dans om kontrollen. Den bliver ikke afsluttet. Nogensinde! Det er drøje dage for demokratiet i drengebørns selskab. 2-3 timer går med at sige “nej” og “det skal du i hvert fald ikke bestemme” på skift. Alt (og det er meget!) legetøj bliver taget frem, afprøvet, forkastet og fornærmet. Stemningen går i højtempo bølgedale, vrede spyes i alle retninger, men aldrig i mere end 1 minut. Så bliver de fodret, og slås/griner på skift om korrekt indtagelse af den. Derpå løber de om kap på toilettet, een falder og græder. Den anden vasker sine hænder. Når vennen bliver hentet, kaster de sig med stor, dramatisk hengivenhed hinanden om halsen, og udbryder: “AJ, hvor var det hyggeligt!”, og lover at gøre det igen i næste uge. Det glæder de sig så til. Jeg fatter hat!

Vi er endnu ikke nået så langt. Jeg bliver siddende i køkkenet lidt endnu, og så lover jeg at skrue ned for musikken og åbne døren ind til stuen. Om lidt.