Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Den sidste del af ferien var derfor virkelig tiltrængt, så jeg så frem til de traditionelle to uger i sommerhus, sammen med søster og Jr, som vi altid har fastholdt. Der holder vi hendes fødselsdag, bader og drikker vin for tidligt på dagen. Der er jeg god. Ting på grillen, ting i glasset, sand i Jrs hår og myggestik. Her springer søsters trang til at flytte på landet altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyggelig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo udenfor København. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at børnelykken findes i æbletræer og bagværk. Stop. Der er jo faktisk også en kærlig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kontor med høns udenfor.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyggens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte faktisk, når sandheden skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejendomsmæglere, og endda liiige køre forbi og kigge ind af et par vinduer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Pludselig kom jeg i tanke om den kære StineStregen, der lavede en tegning for nogle måneder siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smider små hints hver gang, jeg falder over et dørtrin i verdens mindste lejlighed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelttrøjen, så ikke Urtekram får alle ens dollars, men i stedet have skidtet i haven. Et bryggers fuld af hjemmegjort halløj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden smasken og med færre døde ponyer og ditto ting på hovedet. Måske ikke helt så Plumret, men en vaskesøjle… Sådan een skal man ha! Det er så megakedeligt, men jeg tror der følger lykke med den installation. Rent, tørt tøj og ild i pejsen, det kan kun være rart. Der er overskud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ.

Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt fordi du er et klistrende fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insisterer på at klare dig selv, er du så ikke en sløj affære, når du bare vil krammes og have en voksen?

Hvis nu du var en ludobrik…

Når nu han ikke svarer på din sms, er det nok fordi han har ombestemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mumler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og latin.

Der er helt sikkert noget, du har misforstået.

Det er næppe nok at du bare krammer hende.

Når nu hun ikke svarer på din sms, er det nok fordi hun har ombestemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi holder lange seancer. Maner dem væk med blåøjet vilje. Akkumulerede blå øjne, der ikke orker flere slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lille hjem, og de larmer, endnu mere end Urmanden selv. Vi ved ikke hvorfor, kun at de fylder både rum og sind med sludder. Det bliver hurtigt lidt trangt. Så vi prøver at presse dem ud af hjørnerne med bedre ord, kloge ord, ærlige ord. Han er nemlig sådan et sært stykke mand, der gerne taler om alt, og har åbenlyse, diskuterbare følelser. Der stikker nok noget under.

Det er så uendeligt dumt! Særligt når nu vi ellers har svært ved at få armene ned over hvor vidunderlige, voksne og især skide sjove vi er. For det er vi! Perlende latter (jo jo!) dekorerer de små rum, men vi dukker os i samme nu, i fald der skulle dukke en hvid dame med rigtig dårlig stemning og ditto samvittighed op. Hun er helt sikkert ikke spor tyk, men smurt ind i både lækkerhed og dårlig lugt, der seriøst roder med indeklimaet.

At vi er blevet dem, vi er, som et resultat af fordums op- og nedture med diverse skønne og virkeligt sløje bekendtskaber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kritisk tør for mindfulness, hvilket nok må siges at ske ret ofte, er det bare virkelig fjoget. Åndet, nærmest. Ja ja, jeg har lært, båret videre, udviklet og undveget på den konto, men slut nu med alt det pjat. I skal videre, gå mod lyset, bade i svovlen og frem for alt klappe gevaldigt i. Nu, tak.

Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.

De vigtige ting

Jeg var til et selskab. Nogle af de bedste mennesker jeg kender. God mad, alkohol og højlydte analyser af Mad Men, Breaking Bad og Brian May. De vigtige ting. Sådan en samling mennesker, der gør een rolig og overgearet på een og samme tid. Det er så rart.

Jeg var den eneste, der havde barn med, ja den eneste, der havde lavet et, og det gjorde mig mærkeligt nervøs. Opfører han sig nu ordentligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fylde? De vigtige ting. Jeg tog mig selv i at holde konstant øje, som var han en undsluppen chimpanse i faretruende nærhed af uvurderligt krystal. Han gjorde intet, der bare mindede om primat-opførsel, men gebærdede sig, som en helt almindelig syvårig, der synes voksne er lidt kedelige, men som også er stolt af at være med. Han smagte på det meste, fik massiv chilioverdosis, og bad derpå forsigtigt om en rugbrødsmad.

I lang tid sad han helt stille mellem os i sofaen, og stirrede ned i sin Nintendo, der på alle tidspunkter kan hypnotisere ham helt i knæ. Jeg skævede af og til, og mumlede de sædvanlige: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i staver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjnene ned og alt er rundinger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hårgrænsen er de små hår næsten hvide og huden lysebrun. At jeg ville dø for at få hans øjenvipper. Et menneske, en rigtig person, ukuelig og skrøbelig, særligt ved min hånd. Han kommer fra mig, det gør ondt i mine knogler. På alle tidspunkter, med alt hvad han skal holde styr på, og selv midt i voksenoverdøvet Super Mario, findes der en sært nysgerrig ro i hans ansigtstræk. Som om han usynligt følger med, mens han er et andet sted indeni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjnene væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nogle rettede på ham, mine muskler spændtes, og jeg blev atter på vagt. Den eneste med barn. Hvordan gør man det lige? Man vil jo gerne kunne det hele. Kunne gøre hvad man vil, og gøre det virkelig godt. Utopier, jovist, men alligevel.

Det var så hyggeligt, og alligevel var jeg lidt undskyldende. For at han ikke var usynlig, vil jeg tro. For at jeg var den eneste, der altid skulle noget med barnet, afsætte ham eller takke nej. For at det ikke var usynligt, eller mere synligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæbte ham sovende hjem i en taxa. Sad atter og kiggede. Det er altsammen ligemeget. Bare se på det ansigt.

Det er vores plet, kast ikke op.

Jeg sidder i familiens sommerhus på Møn. Her har jeg været tusinde gange før. Det er altid det samme med minimale variationer, et faktum jeg hadede som teenager, men som nu er værdsat i en anden grad. I det mindste indtil Jr.s hoved eksploderer af kedsomhed, og man må spænde legehjelmen gevaldigt. Derfor opfandt Gud kage,brætspil og Nintendo. Tak.

Husets, og dermed familiens, historie synes værd at fortælle:

Min oldefar på min fars side og tre venner/familiemedlemmer havde i starten af 1900-tallet været faste gæster på badehotellet længere ned af vejen. Liggestol, lemonade, stribet badedragt med ben og den slags. Det blev åbenbart og ganske forståeligt for surt at skulle hjem, så de besluttede at købe grundene ved siden af og bygge sommerhuse. Sorttjærede, stråtækte små vidundere med fårebeboet eng og 50 meter til vandet. Liggestolene blev vore egne, og herfra skulle hundrede somre leves. Der er ikke anstrøg af liebhaveri over det; det koster knofedt og knaster. Arven tages alvorligt, men føles selvfølgelig, mens man er her. Tre af de fire familier er her stadig. Enhver forbedring er både udbygning og udsletning af vores fælles historie; den bevidsthed deler vi, og hjælpes ad.

Da vi ankom, Jr. og jeg, var balkortet allerede blevet fyldt af mine forældre, der havde lovet hele selskabet ud til naboen. Flertallet af dem bor i Paris, hvilket er praktisk for os andre, når trangen bliver for voldsom i løbet af året, men samles for enhver pris til en måneds tid i solbeskinnede traditioner. De er franske og danske i hjerte og sprog, og man har vænnet sig til – og knuselsker – spøjse ordstillinger og ditto spisetider. Inviteret til ved syvtiden, en henslængt rejemad ved ottetiden og noget kød ved nitiden. Een rejser sig hele tiden, nogle ryger på verandaen. Når alle har spist op,  kommer værtinden forsinket i tanke om salat. Der bliver protesteret uden held, og så spiser vi det. Hver gang. Rødvinsstanden daler med sydeuropæisk determination. Dessert, der denne gang var min mors medbragte jordbær/rabarber kompot med marengs og is, indtages ca. halv elleve. Børnene er ikke længere tænkende væsner, men deltager stadig på lettere tilbagetrukket maner fra et vattæppepolstret hjørne.

Jeg betragtede og lyttede til højlydte historier og enetaler. Kærlige hakker i pladen, selvfølgelige absurditeter og indforstået fejring af en plet på jorden, der var- er- og bliver vores.

Ældre dame 1 havde en dejlig cykel, der for nylig gav op. Den var ellers god og trofast, lidt hård at cykle, da den ingen gear havde, men den var jo altså også fra ’72. Nå må hun hellere få sig en ny, så hun kan cykle til byen efter rødvin og æg. Ældre dame 2 er lidt træt af de enorme Wegner stole, der fylder et helt gæsteværelse, så folk må sove andetsteds. Dem har designdatteren købt her, for senere at tage dem med hjem til salg i Paris. Det gør hun hvert år, og nogen må lade pladsen til fordel for et eller andet kuriosum fra 50’erne, som oftest flere Far svømmer hen over sin kones galskab, da hun engang i 60’erne, dengang han dominerede vejene i en gigantisk Packard, bad ham stoppe automobilet pga. en netop passeret sort kat, hvorfor hun måtte stå ud, gå tre skridt baglæns og spytte over skulderen. 100 års uheld afværget. Han giftede sig med hende alligevel. Dansk/franskmand på min alder producerer kortfilm, dokumentarer og kunstproduktioner (har bl.a. lavet film om netop disse huses historie), og taler fragmentarisk om kunststøtte, onde banker og den gale familie. To somre er han ikke nået hertil. Aldrig mere, siger han. Hver sommer vil han lægge sine opsparede kræfter i tjærede bjælker og vindueskit. Vi er jo heldige, også selvom det er hårdt arbejde, så man må ikke bare smide håndklædet og kaste op, siger han med tyk accent og tænder en krøllet, fransk cigaret.

Ind imellem glemmer jeg hvor specielt et selskab, det er. Hvor særlig en mængde mennesker og hændelser, omgivelser og omstændigheder vi deler, noget jeg pr. automatik er del af. En fællesmængde, der nu også tæller min søn. Vi har været her tusinde gange, gjort det her tusinde gange før, og kommer til det tusinde gange mere. Det er altid mere eller mindre det samme. Heldigvis.