Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.

Sig goddag til den modsatte grøft; vi har været til håndbold. Jep, den der anden nationalsport, hvor de insisterer på at spille øredøvende dance, hver gang nogen scorer. Det sker ret tit. Gud er næppe begejstret for mængden af bas, bandeord og lunken toast i håndboldregi, og jeg må selv gøre mig gevaldigt umage for at fordommene ikke bisser helt ud af kontrol.

Det er jo bare ikke nogen særligt yndefuld sport. Hurtig og teknisk imponerende, bevares, men der er altså ikke samme skønhed over konstant spjættende mænd på lakerede gulve, som i en glidende tackling på grønsværen.

Dertil, ja nærmest altoverskyggende, er haller fulde af larm. Særligt den der tics-fremkaldende knirkelyd fra skoene, der skriger af negle på tavle og cafeteria-fritter. Den er vand i forhold til lyden af klappepappet. Smag lige på det ord en gang; man ved at det bliver grimt, og hellige søhest, der er minsandten gået megen indebrændt og virkelig vredladen energi til at opfinde den lille genistreg! Et linjeret stykke pap med sponsorreklamer, der kan foldes til en vifte. En vifte fra helvede. Den banker man, med frenetisk energi ned i hånden, nærmeste bænk eller tilskuer, og lyden, der dermed kreeres, er noget nær det højeste og mest aggressive nogensinde. Det slår mig ikke som nogen fremragende ide, at frembringe den slags i små, lukkede, akustisk udfordrede rum, men det gør man når der er kamp. Det bliver ikke nemt at elske.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Elske det må man nu alligevel, når først ørepropperne er grundigt skruet i, for der er hallelujah-frit og kaffe i flamingokopper på sidelinjen, hvor forældrene hænger ud. Og så er det vist bare det man gør, når man er sådan en slags entusiastisk forælder, når Jr. har fundet noget han gerne vil, og ingen er døde eller bløder. Op med pappet; undskyld Gud.

Gamle grønne.

Jeg har endnu intet at sige om nytårsfortsæt og den slags utopier, da jeg stadig kommer mig, men har ondt af en plante. Bær over med mig.

I min stue står et juletræ. Det burde det vist ikke. Alle andre spor af den forgangne højtid er blevet fjernet, men træet bor der stadig. Der sker jo det med juletræer, at de ankommer i et netkondom, der gør dem smalle og lækre, men når den ugelange festivitas er overstået, har de foldet kornfed vælde ud; er blevet magelige og omfangsrige. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme af med det, for det er virkelig blevet meget mere rotund i det, tungt at danse med. En slags installation. Julen er ond på den front.

Vi har ellers selv fældet det, træet. Eller ham med uret har, mens Jr. heppede i manisk hoppende, pebernødsinduceret galskab og Moster og jeg frygtede for skovhuggerens helbred, da han ikke just er typen, der griber til værktøj med voldsom iver. Men fældet blev det, og vi følte os alle lidt mere muskuløse og rigtige. En slags palæo-træ. Det kunne vi godt være bekendt. Det blev fejret med kage.

Junior elsker også det stakkels træ.

Junior elsker også det stakkels træ.

Og det er jo så hyggeligt. Det pynter og dufter og pynter. Det gjorde det i hvert fald. Nu er det bare virkelig deprimerende. At det står og venter på at blive smidt ud, altså. Jeg er på alle måder nærmest sygeligt begejstret for at det der julejazz er overstået, og ser virkelig frem til en dødssyg januar, med blanke dage i kalenderen og en ordentlig røvfuld grøntsager. Hvorfor er det så så trist at afmontere den? Den kommer jo igen med forbavsende, let trættende hast om cirka fem minutter, og den har virkelig været en ordentlig omgang, så vel som edderhygsom. Orker ikke mere jul. Eller nytår, for den sags skyld, der, som alderen er fremskreden, belaster den andeforede krop og sjæl i flere dage. Alt gør lidt ondt, strammer og generer, og det meget talende barn kræver et helt enormt kaffeindtag.Vig bort, jul.

Intet af det er træets skyld, og jeg synes det er synd. Det holder stædigt fast på sine nåle og bærer sin bredde med stolthed. Tror bare jeg beholder det, hylder højtidsovervægten og pynter det igen til påske, hvor gul vel vil matche.

Drømmemand.

Forleden drømte jeg, at Nikolaj Sonne havde læst mit indlæg om nærved-og-næsten-festen , og i sin uendelige visdom og enorme kærlighed til lige netop min slags havde sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et massivt lager af fryns til den slags anledninger, og kunne dårligt finde en mere taknemmelig og charmerende modtager. Der var et fint lille kort med. Ikke noget skummelt, for vi kender jo ikke hinanden så godt endnu, og det er vigtigt ikke at være for anmassende, men betænksomt og underspillet. Jeg græd lidt. Også da jeg vågnede, eller i de 30 sekunder det tager ens hjerne at acceptere konceptet “vågen”, mens man stadig har lov at holde fast i en anden, kompliceret men vidunderligt uskarp, virkelighed.

Jeg gik derpå i retning mod postkassen. I mit hoved løb jeg. Måske havde mit fascinerende sind drømt en flig af virkelighed. Måske var kun kortet virkeligt. En iPad er også svær at få ned i en postkasse. Måske ville min postkasse nu være vokset. Gennem sprækken anede jeg et brev. Det var tykt. Måske var jeg, bare i dag, mere heldig end ellers.

Det var fra Hvidovre Hospital. De opfordrede til – ja nærmest insisterede på – at jeg kom til en forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft, på grund af min fremskredne alder. Det havde de ikke behøvet. De havde  givet kuverten bedragerisk volumen ved at vedlægge adskillige informative pjecer om emnet. Det gør åbenbart næsten ikke ondt. De skulle bare vide.

De kunne da i det mindste have sendt et kort med. Eller en lillebitte iPad. Post er åndssvagt.

Konstigt.

Det her er ikke et indlæg. Jeg er her faktisk ikke. Vil blot dele nogle sære småting fra min uge i Sverige.

 I sverige er der langt til alt, især til underholdningen. Derfor har de…Bilbingo. Jo jo. Man sidder i tre timer (!), blandt 200 dybt fokuserede svenskere på en mark. Permanent ophold i sin bil, der jo heldigvis er en indfødt Saab, så det ikke bliver alt for mærkeligt, hvor man lytter til en lun ældre herre, der over stadionhøjttalere siger tal i meget roligt tempo. Man dytter, når man har bingo. Overalt lurer stille panik. Der skules og krydses af, drikkes kaffe fra thermokande.

Lun fætter i højttaler: Var det feltutning? Har vi feltutning?Tutta igjen, om du har bingo!

Det er noget af det særeste. Vi har gjort det to gange.

Hvis man kører en times tid, for at finde mere børneegnet underholdning, kommer man til Halmstad, hvor de har et lille tivoli. Et dejligt sted med fine forlystelser og vandland. I det limbo mellem land og vand, forlystelse og hygge findes verdens nok langsomste baljebane. Man kunne ikke så meget andet end at tage sig en lur eller gøre oprør. Stedet mente måske derfor, at man kunne blive fristet til at ty til ekstremer, og frabad sig sporadisk heilen. Fair nok.

Jr: Moar, hvordan siger man på svensk, at man skal på toilettet?

Mig(frisk med det der udenlandske): Måste gå på toa.

Jr: Ostemad på snore. Tjek!

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kamera idag. Der sad en mand fast på det, og denne blev dirigeret rundt af en lille, forfærdeligt rar nordmand. Det var sidste ud af ca. en million lignende besøg, der som regel har fundet sted klokken 6 om morgenen. 6 er IKKE min yndlingstid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barnlig forventning om dagens mirakler, førend mange kopper kaffe og noget introvert rokken frem og tilbage senere.

Nåmen de plejer at komme her, fordi de ved at lave en dokumentar om min søn og hans klasse.  Han går i en lille “specialklasse” (det lyder som noget, der indebærer omfattende brug af hjelm) med kun otte børn. De er mestendels børn med ADHD-diagnoser, og den her klasse er et lille mirakel af specialpædagogisk innovation, overskud og fremragende resultater. Det sidste år har vi alle været del af et eksperiment, med fokus på sammenhængen mellem kropslig og mental balance *HOST*, og det er i denne forbindelse at nordmanden har indtaget fast plads i vor dagligdag. Med fokus på tre børn, deriblandt Jr., er ALT blevet filmet, hvilket har været en øhmm..udfordring.

Når man ser megabollet ud, uden at have haft den egentlige fornøjelse af looket, er det virkelig svært at slå dørene op til det pandemonium, det nu en gang er, at få børn, havregryn og mascara klar klokken hø om morgenen. Man vil jo heller ikke ret gerne være reklamesøjle for “kronisk ustruktureret alenemor med anderledes unge”-fordommene, så prøver at gå til opgaven med et vist overskud, samt lovninger til Jr. om flødestrut og Legoland, hvis bare han ikke opfører sig alt for crazy. Det virker så ikke, kan jeg godt afsløre med det samme.

Når I ser mig i fjerneren ved juletid, bør I derfor have dette in mente: Det var virkelig fucking tidligt, ok!!! Ligeledes var det intimiderende, angstprovokerende og ikke særlig naturligt. Jr. er selvsagt vidunderlig, fingers crossed, men jeg vil tro det ellers er en lang serie trodsige optrin, garneret med en del skrig og skrål, interessante bandeord og pædagogisk fallit. Fra vores lille, rodede hjem, hvor det helt lavpraktisk faktisk er svært at manøvrere rundt med kamera og lys, til hele Danmark. Det bliver alletiders!

Lålålålålålållålåååå.

Så så vi fodbold. Det gør vi altid, når der er landskamp. Også når det går dårligt. Og når det går rigtig, pisse møgdårligt. Og der var den traditionelle menu af udvalgte tuber, rå og fint tilberedte løg, formpressede kartofler og det allerfineste svinekød i farverige frakker. Sådan gør vi altid.

Vi sidder ganske pænt i sofaen, vi er jo fra et pænt hjem, lige indtil nogen kommer for tæt på et mål. Så står vi op. Vi taler sagte og kontrolleret, indtil et par handsker kommer i vejret og Morten Olsens læber forsvinder permanent. Så råber vi. Det bliver vi så ved med i ca. halvanden time. Min søster mister som regel stemmen og får meget røde kinder. Da vi vandt (!!!) fyrede vi en bordbombe af. Smagfuldt. Der var virkelig meget konfetti i, der nu bor overalt i lejligheden.

Vi holder ikke med- eller følger nogen klubber. Overhovedet (selvom FCK selvsagt bør slå alle de andre). Det drejer sig kun om landsholdet, og har været sådan så længe jeg kan huske. Vi glæder os i lang tid op til, og er ganske udmattede bagefter. Søster fik nyt job for en uge siden, og bad som det første om fri på dagene for DKs EM-kampe. Det er jo vigtigt.

Nogle gange kommer der andre og deltager. De bliver lidt forskrækkede, hvis de ikke har set tabernaklet før. Når det er overstået bliver jeg også selv lidt forskrækket. Vi har åbenbart en ordentlig vestegns-kleppert med frilufts buttcrack og interessant sprog indeni, og han kan råbe virkelig højt, buhe når tøserne filmer på banen, og har svært ved at se en fremtid for kloden, når modstanderen scorer. Han hedder nok Dion. Jeg ved virkelig ikke hvordan man kan være en pige, når Dion er sådan en ufin brøleabe. Men det er jeg altså. Jeg sværger! I hvert fald frem til på onsdag.

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg forleden. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryggende ved at have sygt barn hjemme. Lige bortset fra at det er røvbelastende, og man absolut intet når eller kan, så er det også dejlig simpelt og nært. Du har feber, vil kun have drikkeyoghurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kvaje mig alt for meget. Det bringer minder fra da han var baby, og bare skulle holdes tryg og i live. Ingen mobning, ingen bordmanerer, ikke så meget pis.

Da han så lå der, konstant halvsovende og knirkende, mens Monster’s Inc. gled over skærmen for 3. gang, følte han af een eller anden grund trang til at synge lidt Kidd. En somnolent mumlen: “Har ik’ lavet peng’, jeg har lavet damer, jeg har lavet damer”. Ok.. Jeg har nok set lidt forkert ud, så han smilede lidt fjoget og sagde, at han bare synes det var ret sjovt. Det synes jeg også, men hvad tror du egentlig det betyder, spurgte jeg nysgerrigt og en kende ængsteligt. Svaret lød:

“Det betyder nok, at han er sådan en slags helt vildt klog videnskabsmand.”

Jeg tror han har ret.