At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for særligt udvalgte. Når der en sjælden gang går en stakkel i fælden, dem med geleen på Riget  og min praktiserende læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidstnævnte tilskuer er nu kommet på måske-listen.

Min forrige læge, som jeg har haft siden jeg flyttede for et par år siden, havde en unaturligt afslappet tilgang til vigtigheden af patient-læge forholdet,  og man var derfor aldrig sikker på, om det ville være ham eller een af de to andre læger fra den fælles praksis, der ville tage imod een. Jeg var derfor ofte tvunget til at skulle genfortælle alenlange, og ofte pinlige eller pinefulde, sygdomshistorier til en ikke særligt tilstedeværende ny deltager, førend dagens undersøgelse kunne komme i gang. Det blev mildest talt noget trættende, og jeg var som regel godt vredladen inden jeg overhovedet ankom til konsultationen. Derfor skiftede vi læge. Jeg valgte een, der var tæt på, havde rigelig erfaring, men som ikke var alt for affældig, og var virkelig lettet da det var gjort.

Den nye model skulle have sin ilddåb idag, da Jr skulle til det årlige tjek for sars og dværgvækst, eller hvad de nu kigger efter, og jeg var lidt spændt på kemien. Da døren blev åbnet blev kemien sekundær, idet vi begge udbrød: “Dig kender jeg da godt!”. Derpå blev stemningen lidt sær.

Vi kender ikke hinanden godt overhovedet, men jeg ser et af hans familiemedlemmer jævnligt, og vi har hilst et par gange. Vi ved dermed også ting om hinanden, formidlet af det fælles bindeled, hvilket vi tydeligt begge kom i tanke om på nogenlunde samme tid. Han spurgte så hvordan jeg havde det, jeg gjordet det samme, hvorefter han gjorde mig opmærksom på, at det var fuldt forståeligt, hvis jeg ikke ville være hans patient. Han var og er sød og rar. Vi blev enige om at se tiden an.

Derefter har jeg så tænkt en del over det, og er stadig ikke helt klar over om/hvorfor det skulle være et problem. Et forslag kunne jo være, at jeg for fremtiden vil have svært ved at få fortalt om hans problemer med vand i kælderen, hvis han nyligt har haft hele skærmen oppe hvor solen virkelig sjældent skinner. Ligeledes kunne han tænke sit. Om forskelligt.

Men hvor selvoptaget og forstyrret er det lige, at bilde sig ind, at han i sin fritid vil være vanvittigt optaget af mine afkroge?! Vidunderlige afkroge, bevares, men jeg har ingen som helst grund eller mistanke om, at han på noget tidspunkt ville bryde sin tavshedspligt. Derudover er det vel ligegyldigt hvad han synes om dem eller mig, så vidt det nu er muligt. Det går jeg vist generelt lidt for meget op i, men nok om det.

Så hvad går det egentlig ud på? Måske er det bare ideen om, at anonymiteten giver plads til den kliniske afart af intimitet, der er nødvendig i forholdet til medicinsk personale. Men er det blot en forestilling og er det reelt en nødvendighed, når man ikke har noget med hinanden at gøre ellers, men blot kender en enkelt eller to af de samme mennesker? De pinlige samtaler med lægen, er jo noget vi alle har tilfælles, og der adskiller mine dårligdomme sig vist ikke synderligt fra den ubehagelige norm, men hvad nu hvis jeg f.eks. bliver deprimeret? Hvis jeg får stress, angst eller en anden af de efterhånden ret almindelige lidelser. Hvis jeg på een eller anden måde føler mig ude af balance, og kun han ved det. Måske er det nok at han ved det, og ligegyldigt om han siger det videre. Måske er det nok til at det vil føles utrygt. Den fortrolighedens højborg, som ens praktiserende læge repræsenterer, er måske altid i fare, fordi der er tale om almindelige mennesker på hver side af bordet. Man vil bare ikke vide overfor hvem den kan bryde sammen. Jeg har gevaldigt på fornemmelsen, at det er noget jeg bilder mig ind; at problematikken er konstrueret af paranoia. Worst case scenario er et sært sted at starte og immervæk en hypotese med virkelig mange ubekendte faktorer, men jeg venter nok lige lidt med at smække stængerne i stigbøjlen.

Tumpe op.

Der er dage, hvor jeg ser mindst 6 måneder yngre ud, har held til at kreere vildt kreativ mad, hvor Junior selvsagt deltager smilende i hele processen, og hvor jeg kun siger kække ting til stor glæde for mine omgivelser. Og så er der alle de andre dage.

Her er de nyeste af sidstnævnte:

  • Da det her skete.. Nuff said!
  • Da jeg ankom til ovennævnte domæne, på alle måder udtrådt og uentusiastisk, hvor Junior jo synger til/for/med (?) Gud, for derpå at blive ignoreret og stiltiende hånet af godt ti forældre, der har besluttet at løbe sammen hver gang, så de rigtig kan få noget ud af tiden. En veritabel mur af svedtransporterende materialer, der betragtede mig lidt medlidende, mens de strakte og bøjede de blanke muskelgrupper. Jeg stirrede indædt på min telefon, og tænkte på steg, som man jo gør.
  • Da jeg, i et forsøg på at være hjælpsom og moderlig, tilbød at vise Jr. nogle teknikker til det oliemaleri, han var ved at begå, fik denne trætte respons: “Det må du nok lade mig om. Sæt du dig bare lidt ned”.

Jeg skal lige tænke lidt over, hvor jeg rigtig har brilleret…

Der findes ikke dårligt vejr..

Forleden var jeg til Justice koncert. Havde lige inden været til Gud med Jr., så trængte gevaldigt til noget mere hedensk underholdning, samt en fadøl af en ikke alt for beskeden størrelse. Det var en helt igennem fantastisk koncert. Højt, fransk og bas-tungt. Laserlys og knæklys. Lige hvad jeg trængte til. Jeg lærte dertil et par ting om mig selv og mine venner:

Vi er virkelig, oprigtigt optagede af, om folk går hen og får sig en grim forkølelse af utilstrækkelig påklædning. En veninde, der bor små 100 meter fra koncertstedet, havde ladet jakken blive hjemme. Det rystede os alle. Jeg så hende først, og kommenterede selvsagt med det samme. Flere venner stødte til, alle med et ord eller to til den skødesløse mangel på isolerende materiale. Puuha noget slendrian. Vi skyndte os ind i varmen.

Vi er ikke så trygge ved skovmandskjorter og virkelig stramme bukser. I den frygtelig lange kø mod fadøllen, spandt vore hoveder ustandseligt rundt i lokalet, for derefter at se sigende på hinanden, og lade en kommentar falde om den overvældende mængde anderledes, mestendels topbetjent hår og gårdsangersko. Deres overtøj var heller ikke imponerende.

Hvis du er een af ovenstående, og finder dig selv til samme koncert som os, bør du ikke crowdsurfe i vor retning. Medmindre du trænger til en pause. Da koncerten gik i gang, og de åbnede med et af deres største hits, var vi pludselig de eneste i lokalet, der ikke hoppede. I stedet stod vi mast sammen, nervøst leende og ølspildende, mens en armé af kroppe skubbede os frem og endnu tættere sammen. Derpå kom et par gule gårdsangersko og deres entusiastiske ejermand flydende imod os ovenfra. Vi greb efter dem med knap så megen gejst, som han formentlig havde håbet. I et sekund lod det til at lykkes, men vi har simpelthen ikke energi, vilje eller floktrang nok til at bære 20-årige rundt ved anklerne. Da slet ikke når de derved kan se meget mere af koncerten end os, der var omgivet af 2 meter høje teenagere med fuldskæg. Hvad får de dog at spise?! Det faldt til jorden. Man burde nok sige “han”. Vi trak på skuldrene.

Halvvejs gennem koncerten, trak vi mod balkonen, hvor vi kunne se og høre meget bedre, minimaldanse på den der skulder/hoved går frem og tilbage i ryk-måde vi nu kan, og drikke vores øl i ro og mag. Vi ved jo godt at folk hopper igennem til fransk house, at vi er dobbelt så gamle og derfor nok dem, der stikker mest ud, men det lader vi os ikke mærke med. I hvert fald ikke på balkonen.

Vi har fornuften med os. Og læbepomade. Og vanter. Vi ved følgende: hold altid sikker afstand til alt for unge mennesker, brug deodorant inden der skal danses med 3000 andre, uanset foretrukken dansestil, og husk for Gud skyld varmt overtøj. Man bliver så hurtigt afkølet, og så lurer forkølelsen lige om hjørnet.

Ikke stå der og heile!

Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sikkert forbigående, men jeg er glad. Rigtig glad.

Forleden talte jeg med en mand i arbejdsøjemed. Han var også glad. Vores møde gjorde ham faktisk så glad, at han afsluttede med at hæve sin håndflade, som skulle han til at aflægge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen edsvoren del af samarbejdet, så jeg antog, at han enten var helt pjattet med Adolf, eller mere sandsynligt inviterede til en såkaldt “high-five”. Det havde han ikke behøvet.

For helt ærligt, hvad går det ud på? Vores hverdag består af en god mængde danglish, og det’ cool, men dine hænder kan hverken tale eller blive mere amerikanske. De er hvide, blege og helt almindelige. Det er ok! Man bliver heller ikke just ung af at stå der i sløvheilende venteposition, for dernæst at ramme ved siden af hver eneste gang. Det er ikke det, de unge vil have. Det er jeg faktisk næsten sikker på. Situationen bliver dertil ikke afformaliseret synderligt, hvilket vist ellers er intentionen, men bliver derimod kun mere stiv i det, når man, vanen tro, rammer ved siden af HVER ENESTE GANG.

Min ufleksible sjæl og ditto tæer krymper sig, når den slags skal udleves, for det lykkes bare aldrig på den fede måde, og den fede måde er jo, sandt at sige, stadig en virkelig tynd kop te. Vi er alt for hvide og alt for gamle. Jeg er i hvert fald. Hvis vi absolut skal lukke festen med fysisk begejstring og på kammeratlig vis, så smil og giv mig hånden med overbevisning, giv mig en lidt for lang krammer, eller bevæg dig virkelig kortvarigt på den kølige knivsæg med en opadrettet tommelfinger. Det kan jeg klare. Egentlig vil jeg tilmed foretrække en excentrisk parade af vanvid, hvor du f.eks. smækker en imaginær rodeotyr/splitternøgen kælling (efter humør og lejlighed) med lassoarmen stolt i vejret, at du hopper op og ned, som en dånefærdig Justin Bieber fan, eller på anden måde holder din egen signaturfest. Man siger jo ikke nej til gratis underholdning, og det er vigtigt at røre sig. Det må du hjertens gerne selv ligge og rode med, men når jeg bliver tvunget med i den sære gestus, bliver jeg så forfærdeligt træt. Træt og lidt sur.

Jeg high-fiver min søn fra morgen til aften, for han er jo relativt ung, kronisk selvforherligende og på alle måder simpelt indrettet, men jeg orker det simpelthen ikke med granvoksne mennesker. Nu skorter det i forvejen ikke på handlinger, der suger een godt og grundigt ned i den mørke soccermom-vortex, og en høj femmer vil næppe flade den kurve ud. Der må være bedre alternativer. Eller nej, det MÅ der ikke. For alternativer graves vel frem af nødvendighed, for at undgå noget upraktisk eller upersonligt, og det behov kan jeg ikke få øje på. De gængse “goddag-farvel-det var edderlækkert-du er skæppeskøn-ka’ du’ ha’ det”-omgangsformer fungerer da så glimrende. Kan vi ikke holde os til dem? Hvis nej, vil jeg have lov at tilføje en olfert til listen. Dem bruger de også i Amerika.

Hysteri

“Mor, er du i løbetid?”. Spørgsmålet løb ubesværet over Juniors læber en alt for tidlig morgen. Førend jeg refererer mere fra den vidunderligt opbyggelige samtale, bør det nok nævnes at han havde tilbragt weekenden i selskab med en hund. Der var også mennesker tilstede, men (hun)hunden efterlod åbenbart det største indtryk, da den weekenden igennem havde døjet med noget hysteri. Hysteri på den rigtig gammeldags hormon-facon, der i tidernes morgen drev medicinere til at opfinde- og praktisere vibrerende behandlingsmetoder; altså  kønsbetinget galskab forårsaget af manglende omgang med en ordentlig han(hund).

Hos de firbenede udmunder det sig, efter den lavstammede eksperts udsagn, i lidt upraktisk drypværk, lyde fra et meget dybt register og sært rullende adfærd. Jeg betragter egentlig ikke mig selv som et synderligt rullende væsen, og gør mig da relativt umage for ikke at dryppe, men Junior mente nu alligevel at der var blevet lagt spor ud i den retning. Jeg spurgte, af mentalhygiejniske årsager, ikke videre ind til den slutning, og det ville selvsagt være at foretrække, at han på ingen måde opdagede eller holdt øje med den slags, men det virker ikke rimeligt at han skal klandres for sine maskuline instinkter, omend noget præmature og forhåbentligt overflødige.

Jeg kunne jo ikke engang give ham et klart svar, så stammede:”Ikke som en hund og ikke lige nu. Eller nej…”. Næppe mit smukkeste moderøjeblik, hvilket nu ikke er usædvanligt, men jeg var altså ikke helt klar til den slags inden dagens første kop kaffe. Jeg bakkede derfor ud af lokalet, og kastede mig hastigt over havregrød og madpakke. Dagligdags distraktioner, der glimrer ved hjernelammende kedsommelighed, men stod alligevel tilbage med gedigen ærgrelse over, at det der med løbetid ikke hænger sådan sammen for os mennesker. Ikke på den tørlagte måde, men i manglen på netop en fast tidsperiode, hvor man blot skal holde sig i nærheden af en drypbakke og ens omgivelser ikke vil skæve den mindste smule til en rulletur på det nærmeste berber. Det ville da være alletiders! Hanvæsener ville kunne lugte at det var nu, mens det alle de andre dage kunne være lige meget, og der ville ingen tvivl være. Fokus ville altid være på rette sted. Forstå mig ret, jeg er stor fan af utilrettelagte løjer, men de ville jo så bare foregå på et tidspunkt, hvor man var totalt klar. Som single ville man kunne planlægge sine strejfture omhyggeligt, og der ville formentlig være mindre rust i fordelingsnøglen i de faste forhold.

I min verden af manglende orden ville løbetid være velkommen. Så ville man slippe for virkelig mange, virkeligt sære spørgsmål (fra mænd i alle aldre), benene ville være glatte til tiden, og jeg ville kunne svare min søn:”Ja min skat, og tak for opmærksomheden. Hysteriet er kun forbigående”.

Jeg er grøn og grøn over det hele.

Misundelse er en grim ting. Det skal man holde sig fra. Det er uværdigt, barnligt og aldeles ucharmerende. Noget så ukonstruktivt. Puuha, det er en sløj størrelse, det kan vi ikke lide, og det eksisterer primært som en lidt spøgefuld hypotese, at/hvis/når vi uforvarende planter foden i en dampende bunke af det. Undskyld mig mens jeg vasker mine tæer.

Jeg har nemlig det der grønne stads i krogene for tiden. Målrettet på alt muligt ligegyldigt, der burde forblive ligegyldigt. Folk, der har det nemt (de findes!), folk, der har det svært på en yndefuld måde. Folk med ynde. Konti, der ikke giver een grundangst, angst for noget interessant. Gøglere (dem kan jeg bare ikke lide, og det kan man ikke sige for tit). Lækre boliger, lækre ben, ben i næsen, næse for penge. Føj!

Det siger derfor sig selv, at jeg skriver dette fra en muggen skammekrog, iklædt en spids fy-hat og nystrikket dårlig samvittighed. Jeg ville så gerne altid klappe begejstret, og dermed være modtagelig for en pakke god karma. Bare flyde med strømmen, spændt på livets gavmilde gak og løjer lige om hjørnet, men hjørnet er skarpt og dumt, det er langt væk og lugter. Jeg bør være ligeglad, som i lige glad, men det er jeg simpelthen ikke gammel nok til. Jeg vil ha’ store pakker med Audi’er og kogeøer og iPads indeni. Jeg vil være ejer af sådan en ordentlig neurose, der bliver til en overraskende og helt igennem genial debutroman. Være kreativ på den der lidt skæve måde, som alle mænd synes er helt fænomenal. Et skvæt af sexet selvironi, “gang i nogle projekter rundt omkring” og et casual Facebook profilbillede, der ligner lørdag på en tirsdag. Det vil jeg ha’. NU!

Undskyld.

Bag gardinet.

Forleden var jeg til halvårlig hjertekontrol på Riget. Det er absolut ikke nogen dramatisk eller voldsom omgang, men en kedsommelig og noget ensom serie af procedurer og bippende apparaturer, som jeg ikke glæder mig specielt til, men dog har vænnet mig til. At være vænnet til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svælge i en anden gang. Det, der slog mig i denne omgang, var tilgangen til- og omgangen med min krop, som sundhedspersonale nødvendigvis må benytte sig af, men som morfer mig om til noget, jeg ikke helt forstår.

Een af undersøgelserne er et ekkokardiogram, dvs. elektroder fordelt på min overkrop samt en frygtelig masse gele og en radiolog, der skubber det hele rundt, som var jeg gravid de mærkeligste steder. Der er altså tale om helt afklædt overkrop, mens man stadig har bukser og vinterstøvler på. I denne omgang tilmed støvle i ental i selskab med ditto skisok, da den forslåede tå endnu ikke var klar til tung beklædning.  Det er ikke kønt! Når jeg så ligger der, i et gardinomsluttet aflukke med lydene fra en masse maskiner og det tilstødende aflukke, der må have indeholdt enten Darth Vader eller et svært tuberkuløst hanvæsen, skal jeg placeres først på ryggen og derefter på siden. Da jeg skal positioneres til sidstnævnte, siger ekko-damen:”Billedet er dårligt, så jeg flytter lige dine bryster”… Lyden af skrigende bremser i mit hoved. IIIIIIIIIIII!!!!!! Først og fremmest er mine bryster slet ikke (SLET IKKE!!) af et omfang, der gør dem flytbare. Bevares, de er ikke 17 mere og peger derfor måske ikke direkte mod himlen, og Junior, damn him, har stjålet en god del af fyldet, men kan vi lige blive enige om at de heller ikke har lagt sig til rette omkring min navle, eller på anden måde berettiger den slags transport-terminologi. Det kan vi! Dernæst har jeg svært ved at rumme, at nogen, udover mig selv eller en særligt udvalgt a la Jude Law, skal omrokere dem på nogen måde. Hvad der holder Jude fra den opgave kan jeg ikke forklare.

Mens min hjerne og mit ego brændte stille op, og jeg overvejede at gøre andet end at knurre samtykkende, kunne jeg selvfølgelig godt se hvor få muligheder ekkodamen havde. Havde hun f.eks. sagt:”Jeg bevæger mig lige udenom dine forrygende og særdeles velplacerede attributter”, ville mit hoved nok også være sprunget i luften, mens hun ville være i overhængende fare for et sexchikane-søgsmål. Hun kan jo heller ikke rigtig bare okse rundt, i og omkring dem uden at sige noget, men kunne evt. bare advare om generel famlen. Det ville have passet mig bedre.

Jeg ved jo godt, at min krop og dens kliniske tilstand er hovedsagen, samt at mit ego ikke tager uoprettelig skade af lidt 3×34 håndtering, men jeg vil ikke forandres mere end det allerede er tilfældet, ved at være der. Heller ikke selvom det er hver 6. måned de næste 50 år. Jeg vil have lov til at eje min blufærdighed, til at stadig være et nogenlunde ungt menneske, og til at vælge hvad “patient” betyder for mig. Man skal bestemme sig for sin sindstilstand i det sekund man træder ind ad døren, såvel som for sin rolle i netop den bygning; om den er definerende eller blot faktuel og del af lige den dag, og jeg vil selv have mulighed for at råde over alle dele af den proces. Det kan man kun hvis man slipper for egodrab og hvinende bremser, hvilket jeg selvsagt vil formidle på overskudsagtig vis næste gang. Jeg vil i hvert fald ikke, under NOGEN omstændigheder, have mine bryster “flyttet”, ej heller når jeg er 70 og de hænger ud ved mine knæ.