Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende.

Ikke så meget fordi Junior og hans lidet veloplagte mor kommer på lærred og tv-skærm, men fordi der nu, med fornuft og poesi, lægges i ovnen til et seriøst opgør med ADHD-diagnosticering- og behandling. Her er traileren:

Filmen, der på mandag vises ved særarrangementer på landets biblioteker med efterfølgende debat, samt på TV2 den 4. juni, følger et langt forløb i min søns specialklasse, hvor vi alle, ved fælles- og eksperters hjælp, afprøvede nye, alternative veje og værktøjer. Det kunne lade sig gøre, fordi vi heldigvis er enige om, at vores børn SKAL kunne fungere uden for specialpædagogikken. De SKAL lære at sidde nogenlunde stille, og kunne organisere en hverdag. Der er ingen nem vej derhen, og det kræver en helt enorm indsats, der ikke ophæver de grundlæggende besværligheder, ej heller fritager alle for Ritalin, men som starter med, at de lærer sig selv bedre at kende; kommer på god fod med deres krinkelkroge, så skurken kan komme udenfor døren en god del af tiden.

Jeg har aldrig følt mig reddet af diagnosen. Den er ikke et fællesskab jeg føler mig lettet af eller naturligt tryg i. Ej heller beskytter fællesskabet mod de misforståelser og trætte blikke fra omverdenen, som de fire bogstaver konstant afføder. Vores liv bliver ikke nemmere, fordi en berygtet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Junior føler ingen ro i, at det er en “tilstand”, der i og for sig er ude af hans hænder. Den er et adgangspas til specialpædagogiske tiltag, som Junior bestemt har brug for, men tjener ellers ingen egentlig funktion for hverken ham eller mig. Den er, for os, et mærke; en alt for stor og mørk, lukket kasse til et langt fra færdigt, lillebitte væsen. Der farer man hurtigt vild, løber ind i vægge og bliver ikke set fra alle sider.

Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver eneste dag lever i det faktum, at dissse børn har brug for hjælp, samt at denne hjælp nødvendigvis varierer voldsomt i karakter. Men jeg har også set, hvor langt man kan komme udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfattende ændringer af pædagogiske- og fysiske rammer. Det er det, filmen bl.a. prøver at vise. Som med så meget andet, handler det ikke om rigtigt eller forkert, men om alle gråzonerne, om at holde debatten i live, og afprøve nye veje. Sætte hælene gevaldigt i, når vejen til psykiatriske diagnoser bliver rystende kort, og mængden af marginaliserede børn vokser med lynfart.

Filmen vil med garanti afføde debat og rasen, og jeg agter bestemt også at følge op her, nok allerede efter debatten i morgen, men jeg glæder mig virkelig til at tage nogle ordentlige livtag på min søns vegne, så de kan bare komme an. Jeg er så klar.

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet.
  • Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
  • Rigtig mange holder ferie.
  • Min søn er virkelig irriterende.
  • Jeg er virkelig uopfindsom.

Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Samtidig understreger det behovet for struktur hos børn, og nok særligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hverdag så meget som muligt.

Det er meget hyggeligt med hjemmeskole og mere Playstation-tid, mor, men det er altså også ret fjollet. Hvornår må jeg komme i skole?

Gid jeg kunne svare ham ordentligt. I stedet fejrer vi så hver dag, når klokken slår 12.50, at der stadig er SFO, for der kan han lege med sine kammerater, følge den sædvanlige plan og have sin elskede hverdag. Jeg er også ret stor fan af lige det koncept. Det undrer mig dog, at så mange vælger at blive helt væk. Der er sikkert en del, der har trukket en skøn uge hos mormor i Jylland, og fred være med det (og hurra for bedsteforældre), men hvad laver de andre? Guderne skal vide, at det er en lise for mig, at kunne skippe ham afsted hver eftermiddag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstatte de traditioner, der hører med, ej heller de storskrydende og ditto pruttende kammerater, han elsker så højt, og det skal jeg vel heller ikke, eller hvad?

Ligeledes giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en faglig disputs. Det er en konflikt; en slags undtagelsestilstand. Ikke ferie. Der er mere kage, mindre vækkeur og lugter knap så meget af leverpostej, men så stopper ulighederne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gærdet er til tider rystende lavt (som i:”Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stille, ik”), men vi prøver.

Empty-desk

Flere har, med rette, understreget, at der i disse dage nok går en prås op for en del forældre, i den forstand, at de både indser vigtigheden af en velfungerende folkeskole, mængden af arbejde, der ligger i at skulle stoppe læring i de små hele dagen, samt det skønne i at kunne se- og deltage i læringen på nært hold. Det hele er formentlig korrekt, og næppe nogen skidt ting at få banket ind i skallen, når man har vænnet sig til at det bare skal køre, men så er det heller ikke federe.

Jeg er ikke bygget til at opfinde den dybe læringstallerken hver eneste dag, men kan da snildt fremelske en habil Googler i poden, og er skide ferm til at printe “sjove” regneopgaver fra nettet. Ej heller kan jeg folde en sommerhat af vatrondeller eller gøre spas ud af arealer, så jeg er næppe alene om at synes, at det er ved at blive en smule træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er virkelig irriterende, synger Jutlandia fra klokken 7 om morgenen og taler HELE tiden?!

Pik-tv og det løse.

Danmark eksploderede igår, da Thomas Blachman og Jan Sonnergaard, med flakkende blikke, dissekerede kvindekroppen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hovedet først i hypefælden, og nærlæste Twitter i en halv time, hvorefter det ligesom havde udspillet sig selv. Status på Blachmans hjemløse, skosede lem forbliver uændret, og så er den vist ikke længere. Det virkede, som det skulle. Hidse op og hidse ned, pikken op og fissen ned. Måske var det omvendt. Glimrende.

Jeg orker det næsten ikke, altså at skulle sige højt, at objektificering af kvinden er uacceptabel. Det ved vi jo godt. At manden, som uforløst stakkel, er en håbløs forenkling. Det ved vi jo godt. Man kan ikke være ligeglad, og dermed trampe afstumpet rundt på århundreders kamp, men en halv times tv-eksperiment definerer ikke en ny situation, ej heller en tabt kvindekamp. Ikke hos mig, i hvert fald. De store linjer er klare, hvis man er et nogenlunde fornuftigt menneske; lige løn, lige rettigheder er en selvfølge, og dermed er kampen ikke slut. Den skal kæmpes til alles fordel.

Som individ er det som regel i det helt små, hvor den lige vej til klart definerede kønsroller er labyrintisk på en god dag.

Den gode Maskinmester har i den forbindelse skrevet et lille indlæg, som en slags undskyldning eller forklaring på et tidligere indlæg om virkeligt sløje parallelparkeringsevner og de kønsforskelle, der kunne ligge deri. Jeg forstår fuldstændig hvad hun mener. Ikke om parkeringen, som jeg egentlig er ganske ferm til, men om den følgende, noget diffuse opfattelse af køn, særligt når det gælder egen kvindelighed. Det har længe forvirret mig.

Jeg er også en kvinde. Så langt er jeg med. Jeg fremhæver min kvindelighed, når det føles godt/rigtigt/effektivt/sjovt, og er som oftest fuldt ud bevidst om de signaler, jeg sender afsted. Det gør de fleste kvinder, og svigter ikke dermed deres medsøstre, bare fordi bryster er mere tydelige end lidt stramme skjorteærmer. Alt med måde, men se hvad jeg har! Men hvordan defineres kvindeligheden ellers, hvis ikke ofte gennem de stereotyper, som kvinder også selv dyrker, og er de så egentlige stereotyper? Jeg ANER det ikke, netop fordi jeg selv farer vild i de karaktertræk, der betegnes som feminine, men som jeg ikke besidder. De er overfladiske og generaliserende, bevares, men de lever i bedste velgående, og jeg må melde pas til de fleste. Såsom:

  • Kvinder hænger med kvinder, så de rigtig kan snakke (om de andre kvinder). Det gør jeg også, men hænger mere med mænd. Sådan har det altid været.
  • Kvinder/piger er syge med tasker og sko. Jeg har sko og tasker, men de er hverken moderigtige eller dyre. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke forstår mig på det. Også derfor er min garderobe håbløst kedsommelig og primært fra H&M.
  • Kvinder ved ikke noget om- og interesserer sig ikke for biler. Hrmpf!
  • Kvinder hækler og strikker. Ok, det gør jeg faktisk, men virkelig elendigt, og har endnu ikke kunnet producere et helt klædningsstykke, andet end huer til anatomisk udfordrede og heldigvis umælende babyer. Det hygger jeg mig så med, mens ham med uret melder pas på værktøj, men er ret ferm med en symaskine. Jeg borer huller og slår søm i.

Det er småting. Ligesom Blachmans teater; det siger intet om kvinder. Ligegyldigheder, men dog stadig der, hvor børsterne rejses hos nogle, mens det fejres som fællesskab hos andre. Jeg elsker landsholdet, synes Champions League er virkelig kedeligt. Lad være med at stikke mig en cupcake, for så får du en blodnæse, og jeg gider egentlig heller ikke tale i timevis om fødsler eller graviditet. Det har jeg prøvet, men er jo ikke just min hobby. Vi taler stadig om det, de små ting, som om det defineres af andre, uden vi selv er klar over det. Jeg er kvinde, fordi det er jeg. Hvad det betyder, må jeg for en stor del heldigvis selv melde ud, når bare jeg husker de store linjer; at kampen skal kæmpes. Den er større end os, og slaget skal også og især stå i Gudsløse afkroge vi aldrig ser. Den skal kæmpes for alle, især de usynlige, hvilket Rankenberg så umådeligt skarpt påpeger her. Hvad individet så føler, om pikken mangler tag over hovedet og brysterne mangler ord, må man sgu selv ligge og rode med.