Pik-tv og det løse.

Danmark eksploderede igår, da Thomas Blachman og Jan Sonnergaard, med flakkende blikke, dissekerede kvindekroppen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hovedet først i hypefælden, og nærlæste Twitter i en halv time, hvorefter det ligesom havde udspillet sig selv. Status på Blachmans hjemløse, skosede lem forbliver uændret, og så er den vist ikke længere. Det virkede, som det skulle. Hidse op og hidse ned, pikken op og fissen ned. Måske var det omvendt. Glimrende.

Jeg orker det næsten ikke, altså at skulle sige højt, at objektificering af kvinden er uacceptabel. Det ved vi jo godt. At manden, som uforløst stakkel, er en håbløs forenkling. Det ved vi jo godt. Man kan ikke være ligeglad, og dermed trampe afstumpet rundt på århundreders kamp, men en halv times tv-eksperiment definerer ikke en ny situation, ej heller en tabt kvindekamp. Ikke hos mig, i hvert fald. De store linjer er klare, hvis man er et nogenlunde fornuftigt menneske; lige løn, lige rettigheder er en selvfølge, og dermed er kampen ikke slut. Den skal kæmpes til alles fordel.

Som individ er det som regel i det helt små, hvor den lige vej til klart definerede kønsroller er labyrintisk på en god dag.

Den gode Maskinmester har i den forbindelse skrevet et lille indlæg, som en slags undskyldning eller forklaring på et tidligere indlæg om virkeligt sløje parallelparkeringsevner og de kønsforskelle, der kunne ligge deri. Jeg forstår fuldstændig hvad hun mener. Ikke om parkeringen, som jeg egentlig er ganske ferm til, men om den følgende, noget diffuse opfattelse af køn, særligt når det gælder egen kvindelighed. Det har længe forvirret mig.

Jeg er også en kvinde. Så langt er jeg med. Jeg fremhæver min kvindelighed, når det føles godt/rigtigt/effektivt/sjovt, og er som oftest fuldt ud bevidst om de signaler, jeg sender afsted. Det gør de fleste kvinder, og svigter ikke dermed deres medsøstre, bare fordi bryster er mere tydelige end lidt stramme skjorteærmer. Alt med måde, men se hvad jeg har! Men hvordan defineres kvindeligheden ellers, hvis ikke ofte gennem de stereotyper, som kvinder også selv dyrker, og er de så egentlige stereotyper? Jeg ANER det ikke, netop fordi jeg selv farer vild i de karaktertræk, der betegnes som feminine, men som jeg ikke besidder. De er overfladiske og generaliserende, bevares, men de lever i bedste velgående, og jeg må melde pas til de fleste. Såsom:

  • Kvinder hænger med kvinder, så de rigtig kan snakke (om de andre kvinder). Det gør jeg også, men hænger mere med mænd. Sådan har det altid været.
  • Kvinder/piger er syge med tasker og sko. Jeg har sko og tasker, men de er hverken moderigtige eller dyre. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke forstår mig på det. Også derfor er min garderobe håbløst kedsommelig og primært fra H&M.
  • Kvinder ved ikke noget om- og interesserer sig ikke for biler. Hrmpf!
  • Kvinder hækler og strikker. Ok, det gør jeg faktisk, men virkelig elendigt, og har endnu ikke kunnet producere et helt klædningsstykke, andet end huer til anatomisk udfordrede og heldigvis umælende babyer. Det hygger jeg mig så med, mens ham med uret melder pas på værktøj, men er ret ferm med en symaskine. Jeg borer huller og slår søm i.

Det er småting. Ligesom Blachmans teater; det siger intet om kvinder. Ligegyldigheder, men dog stadig der, hvor børsterne rejses hos nogle, mens det fejres som fællesskab hos andre. Jeg elsker landsholdet, synes Champions League er virkelig kedeligt. Lad være med at stikke mig en cupcake, for så får du en blodnæse, og jeg gider egentlig heller ikke tale i timevis om fødsler eller graviditet. Det har jeg prøvet, men er jo ikke just min hobby. Vi taler stadig om det, de små ting, som om det defineres af andre, uden vi selv er klar over det. Jeg er kvinde, fordi det er jeg. Hvad det betyder, må jeg for en stor del heldigvis selv melde ud, når bare jeg husker de store linjer; at kampen skal kæmpes. Den er større end os, og slaget skal også og især stå i Gudsløse afkroge vi aldrig ser. Den skal kæmpes for alle, især de usynlige, hvilket Rankenberg så umådeligt skarpt påpeger her. Hvad individet så føler, om pikken mangler tag over hovedet og brysterne mangler ord, må man sgu selv ligge og rode med.

Sport.

Der er sport i mine nyheder. Hele tiden. Det har varet længe. Der rases og brokkes, himles og gokkes. Jeg forstår det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cykle op af et bjerg i noget, der ligner en måned. Det skal gå skidehurtigt, i hvert fald hurtigere end sidste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pasta, broccoli og sponsorvand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skønhed og integritet, men kun hvis det er bedre end sidst og ikke rigtig muligt. Sæt i gang!

Cykelmyggen magter det ikke, så render i kiosken efter lidt narko, og så går verden i stå. Intet mindre. Armstrong. Og kyllingen. Og stort set alle de andre (undtagen Rolf!). Denne tragedie. Dette svigt. Sendefladen ryddes, for nu skal han græde sin faldne sjæl ud hos Oprah. Det er virkelig godt fjernsyn. Så er han et rigtigt menneske. Det var han ikke før. Han er lige så skyldig som før, men på en lidt rarere måde, med blomster i sofaarrangementet og ægte, lækre tårer til folket. De leder til hurtigere tilgivelse, og tilgivelse er vigtig, når man sådan har cyklet urent og skabt ubalance. Den pæne mand, der har haft kræft og alt muligt. Vi har det bedre, men er stadig rystede.

cykelhelvede

Og så er der Bendtner. Han har det for vildt. Han spiller ikke så meget fodbold for tiden, baronessen er sur og slottet er lukket, så han har tid til lidt løjer. Dem går han til med begrænset elegance. Han bliver straffet behørigt af rette myndigheder, af befolkningen og af DBU. Børnene er kede af at han er et fjols. Vi andre vidste det godt i forvejen, men er virkelig oprørte alligevel. Sikke noget, tænk en gang, hvordan kan han finde på det?! Altså udover at være et stykke sigtebrød med boldøje, at han har penge som græs og er 12 år gammel på alle måder? Det er et mysterie, vi må i dybden med.

HOLD NU KÆFT!!!!

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags menneske, ville jeg:

  • Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver.
  • Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen.
  • Spare op. Det kan lade sig gøre for alle, og man lægger faktisk slet ikke mærke til det, når først man er kommet rigtigt i gang. Penge er rare at have, særligt på dage med regn.
  • Bage mere “velkommen hjem fra skole, jeg har simpelthen savnet dig fra det sekund du gik”-kage. Propfuld af sukker og kærlighed i forklæde. Der kan man også få sig en god snak, af den rigtige slags, med ærlige beretninger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spisesituationen er der virkelig gods i.
  • Være mere positiv. Ja-hatten passer alle, kommer i mange modeller og har god komfort. Negativitet er sådan en træls størrelse.

Børnehader

Det sidste stykke tid er jeg flere gange løbet ind i gravide, nybagte forældre eller folk, der prøver på at få et barn. Babyerne er søde, maverne og de håbefulde ligeså. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgsmål og hints om en evt. toer i min afkoms-portefølje, og når jeg hurtigt siger:”Ellers tak!”, bliver der helt stille, og luften fyldes af let men håndgribelig undren. Den undren går begge veje.

I de samtaler, der ofte følger en sådan udmelding, bliver det så klart, at jeg på mystisk vis har fået udtrykt mishag ved den tilstedeværende baby, eller på endnu mere finurlig maner har været ufølsom overfor endnu ubefrugtede æg. Jeg har altså besudlet andre børn og deres forældre, ved ikke at tale begejstret om et barn jeg ikke skal have, og desuden lagt mit eksisterende barn for had via pensioneret livmoder?! Det er da lidt imponerende.

Jeg elsker min søn. Til tider hader jeg ham, men elsker ham imens. Det må jeg gerne. Han er vanvittigt irriterende og gennemført vidunderlig, så følgelig føler jeg det hele. Det må jeg gerne. Han skal snart på ferie uden mig, og det glæder jeg mig helt umanerlig meget til. Det må jeg gerne. Det er hårdt arbejde at være alene med et barn; vi har haft meget at slås med, jeg var uforberedt, og det har kostet meget på mange fronter. Bland andet derfor skal jeg ikke have flere. Det må jeg også godt.

Det siger under alle omstændigheder absolut intet om andre menneskers børn eller behov for børn, ej heller om de, der kæmper med at skulle få dem eller undvære dem pga. usamarbejdsvillige æg, skilsmisse osv. Det er heller ikke på nogen måde et udtryk for manglende medfølelse for dem. Det siger KUN noget om mig, og det er nu engang sådan, at jeg ikke har behov for mere afkom. Mor er lidt gammel, temmelig træt og lykkelig meget af tiden. Det må række.

Man kan undre sig over at nogle vil have ti børn eller slet ingen, men da kun fordi det er en interessant forskel på menneskers indretning, og fordi der ofte hører en god historie med til det valg, men derudover rager det vel ikke nogen, og kan i hvert fald ikke tolkes som en fornærmelse af andre. Eller jo, det kan det åbenbart. Skal man så til at undskylde? Det kommer ikke til at ske for mit vedkommende. Børnehader? Slet ikke. Flere børn? Ellers tak, blev der sagt!

Arbejdslejr, nu med kage.

December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år.

Dette år er julen jo så blevet krydret med Gud. Sikke noget rod. Det viser sig nemlig, at de i den klan synger ekstra meget når sønnike har fødselsdag, og fejrer det på cirka tusinde måder på et par uger. De gamle på plejehjemmene skal vide det er jul, menighedsrådet skal i hvert fald ikke snydes, og så er der da også et julekalas i Øksnehallen, hvor poderne bør marchere med lys og sang. Helst om aftenen, og især på hverdage. Det er så yndigt, og helt igennem udmattende, ikke mindst for ungerne selv.

Så hør her, juletyper: Vores unger skal hundetidligt op, i mørke, vel at mærke. De er på arbejde hele dagen, hvor de både skal lære noget, løse konflikter og “deltage aktivt”, og har derfor ikke energi til at se julekalender klokken halv otte. Ej heller til at synge/spise æbleskiver/flette julehjerter på det tidspunkt. Deres forældre kan ikke nå at være med til bare halvdelen, og særligt ikke de familier, der kun har een voksen repræsentant.

BilledeJeg tager hatten af for de rare ældre mennesker, der kører koret med enormt overskud, men når jeg får stukket et stykke papir i hånden, der afslører 14 (FJORTEN!!) mødetider på tre uger, hvoraf de fleste er fra kl. 18-19 stykker og frem, bliver jeg nærmest lidt hysterisk, og meget lidt i julestemning. Hvorfor skal de gå Lucia fire gange, samt synge hver eneste gang en gammel tusse har bagt noget med sukat? Hvem har tid til det?! Det skal jo så parres med alle de andre juleløjer i skole, SFO, klub, familie osv., og Jr. har aldrig været så udmattet. Hans mor er heller ikke på toppen. Lynhurtigt bliver man tvunget ud i at skulle sige nej til noget af det, forklare det på en ikke alt for Grinch-agtig måde til barnet, og huske at bevare den gode stemning undervejs. Det synes jeg ikke er en rimelig position at sætte forældre i, og selvom jeg ser frem til at se Jr. stå med slips og vandkæmmet hår i kirken juleaften, mens han lovsynger chefen med hjerteskærende uskyld, vil jeg glæde mig nogenlunde lige så meget til det er overstået. Så kan vi virkelig holde fri, og jule uden at det er helt så meget arbejde.

Guds liste

Om torsdagen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stirrer på min telefon i skærsilden venterummet. Så vi var altså i kirke. Den der høje bygning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syngende børn, som Jr. gjalder med, skulle synge nyligt indøvet materiale til en såkaldt pastagudstjeneste. Kirken er derfor mestendels fyldt op af børnenes familier, der tager billeder og glæder sig til den gratis mad, der følger efter, men nok om det.

Denne gudstjeneste havde et tema, som sådan nogle vist har, og vi skulle denne gang beskæftige os med dåben. Vi lyttede andægtigt, mens den kvindelige præst gjorde sig virkelig umage for at gøre materialet børneegnet. Dermed blev dåben til “verdens bedste bad” og begejstringen for netop den renvaskelse ville ingen ende tage. Den direkte vej til alskens godter og VIP-kort til kaliffens gemakker. Alle tiders!

Jr. kom derpå hen til mig med en meget udtalt rynke i panden. Han trippede en stund, så lidt nervøst på mig, formentlig fordi svovlet sivede ud af ørerne på mig, og sagde:

“Jeg tror godt jeg vil døbes. Ellers kommer jeg jo ikke på Guds liste.”

Træk vejret. Du er et voksent menneske. Han er et barn, der lige er blevet fortalt, at dåben, verdens bedste bad, er den eneste garanti for en bare nogenlunde let gang på jorden. SLAP NU AF, DIN SURE KÆLLING!

Der blev råbt meget inde i hovedet. Jeg fik manet stemmerne kortvarigt i jorden, og svarede noget med, at det kunne jeg da godt forstå. Tilføjede (smilende, endda) lidt forskelligt om, at den der liste jo nok ikke skulle tages helt så bogstaveligt; at han altså er et godt menneske under alle omstændigheder, og jeg ikke troede Gud rent faktisk havde en sådan liste, da han jo var en travl mand. Noget i den retning sagde jeg vist.

Så var der pasta og “dåbslege”, og derfra husker jeg ikke så meget, men kom til mig selv, da vi tog hjem. Samtalen blev cementeret med frisind og begejstring for det famøse bad, mens jeg gjorde det klart, at han netop ikke var døbt, fordi valget var alvor, og skulle tages af ham selv, efter lange og grundige overvejelser. Helst ikke kun pga. en liste. Please!

Så nu er jeg her igen, i det sære, gudløse vakuum, hvor jeg skal kunne rumme Jr.’s trang til en listeskrivende skaberskikkelse, mens jeg opfordrer til samtale og frit valg, uden at presse ting nedover ørerne på ham, som han alligevel ikke fatter en bjælde af. Det er altså ikke nogen nem opgave. Jeg bliver virkelig vred over brugen af liste-terminologien overfor børn, der tænker konkret og i godt/ondt-baner. Samtidig er vi der jo (på sin vis) frivilligt, i deres hus, hvor man må følge deres regler. Jeg har derfor også dårlig samvittighed over at sidde der, og have så ubændig trang til at råbe PIK eller andet lidt udenfor temaet, da ingen jo tvinger mig derind. Jr.s begejstring tvinger mig, og den burde være nok til at fjerne forargelsen og ubehaget. Det er den bare ikke.

Jeg kunne aldrig finde på at blive gift i en kirke (nej, det ligger ikke lige om hjørnet!), da jeg synes det er en hån mod husets og religionens ægte troende, at være der for traditionens eller æstetikkens skyld, men er der jo nu for barnets skyld. Han ved godt at jeg ikke tror på Gud, og det lader ikke til at have nogen reel bremsende effekt på ham, hvilket egentlig siger meget om hans karakter. Det siger forhåbentlig også lidt om hans tillid til min accept af hans valg, men den er stadig betinget i den forstand, at jeg pure nægter at lade listen stå uden kritik. Kritik, som han skal lytte til.

Gud er svær at arbejde med, og hvis Jr. skal døbes får jeg brug for store mængder alkohol, men så lover jeg at smile stort hele vejen. Også mens jeg venligt beder præsten afstå fra flere lister.

Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rigtig tit sådan her:

Savner eet ben at sutte på
Ta’r min kutte på
Natten er en fløs, det ik´ for sent at få min boogie på
Snuser mig frem
Sjatpisser mig frem
Til et hundehus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Undskyld hvis jeg gør
Hvis jeg bruger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hopper op af din veninde
Slikker hendes kind
Og boller hendes ben

Det bliver hørt og fremført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sproglige facetter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koijn og McEinar, omend jeg dermed måske sang lidt vel meget om sidstnævntes knebne potens i en ret tidlig alder, men nu hører jeg det fra et lille væsen, der er mit ansvar, og bliver pludselig i tvivl. De ovenstående lader jeg køre uden egentlige tics, men da L.O.C. og Orgi-E forleden gav sig i kast med en elaboreret rejse gennem analsexens mørke afkroge (måske verdens sjoveste nummer), kastede jeg mig panisk mod stop-knappen. Der må jo være grænser. Ik?

Når det kommer til computerspil og film, har jeg ingen tvivl om grænserne, og siger rungende “NEJ!” til vold og deslige, men musik og tekster er en svær størrelse. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rigtig” musik frem for angstfremkaldende MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kultur, og måske ikke på sin plads at presse den ned over hovedet på ham, bare fordi jeg ikke selv har stamina til børnedance. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg bare kan kalde det for min kultur, da han jo ikke er et æg længere, og dermed har ret til- og del i populærkulturen. Måske endda mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bliver voldelig af at se det, men er af den klare overbevisning, at det ikke er billeder han har brug for at få tilføjet til en allerede levende fantasi. Med musikken fortæller jeg mig selv, at han jo godt kender ordene “fuck” og “kælling”, men ved, fordi jeg fortæller ham det, at man ikke bruger dem (så meget) i ordentlig, daglig tale. Han bliver da også stadig flov, når den slags kommer over hans læber, og undskylder hastigt, men er det dobbeltmoral fra min side? Måske er jeg bare så begejstret for sproget og sætter pris på løjerlig slang, at jeg mister fornemmelse for hvad, der er passende. Måske er det noget fis. Måske prøver min telefon at fortælle mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstatte “fucking” med “Puccini”. Man må jo ikke en skid længere, og når nu sukker, vold og pthalater ikke længere må peppe hverdagen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til analsex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navigere derfra, men hvad gør I andre? Har I en decideret musikpolitik? Tanken gør mig umiddelbart lidt (læs: meget) træt.

Det vil komme bag på mig (no pun intended), hvis jeg ændrer den nuværende praksis voldsomt, men jeg er nysgerrig og lidt forvirret, og det synes jeg Puccini ikke om!