Junior, et læspende orakel.

Ham der barnet, jeg har lavet for nogle år siden, er en klog dreng. Det kan ofte være lidt svært at få øje på, da han stiller helt vanvittigt mange dumme spørgsmål (og nogle rigtig gode i ny og næ), som regel udsprunget af himmelråbende dovenskab. Når han f.eks. rækker et par bukser frem, og spørger om han kan passe dem, kan man godt blive en kende udmattet, og fejrer heller ikke just hans lysende intellekt, når han hver dag spørger om det er fredag, om det er morgen/aften/jul eller mon ikke ved at være hans fødselsdag. NEJ, din slikhungrende amøbe, det er IKKE fredag, for det var det i går osv. osv.

Siden han har fået sine blivende fortænder, der efter forskriften er placeret lidt løjerligt, og lader til at være cirka tre størrelser for store, har han tilmed udviklet en habil læspen. Findes der noget værre?! Altså hos andre mennesker…? Nej! Min indre fordomsmaskine går fuldstændig bananas, når jeg møder læspende voksne, og jeg slutter hurtigt at personen nok er lidt på den sløve side af IQ-kurven. Det er måske ikke helt rimeligt, og jeg arbejder på det der med at blive et rarere menneske. I Jr.s tilfælde er det distraherende, nuttet og virkelig sært, da hans sprog er blevet transformeret på mange planer på samme tid. Fuld af nye, store ord, der eksempelvis drev ham til at kalde en læselysten klassekammerat for “morakker”, samt at beskrive et godt gammeldags glas vand med ordet “forfriskende”. Eller “forfrischkende”. Det er jo sådan det lyder. Det er meget forvirrende.

Men hvor er der dog mange skønne ord i hans læspende gab. Når han midt i sine havregryn ser op, og siger: “Jeg synes du er modig, når du skriver om dig selv”, eller “Har vi det ikke godt, vi to”, “Du har vist brug for mere kaffe” og “Kød med sovs er bare altid godt. Den kode har jeg lige knækket”. Han er så klog.

Midt i forandring, forvirring og lykke i den lille familie, tager han min hånd og bedyrer med isblå øjne: “Man skal huske at sige tak til sin familie, så jeg ringer lige til mormor,  og SCHÅ vil det være godt med lidt kage”. Ja min dreng, du har fuldstændig ret. Som altid.

Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rigtig tit sådan her:

Savner eet ben at sutte på
Ta’r min kutte på
Natten er en fløs, det ik´ for sent at få min boogie på
Snuser mig frem
Sjatpisser mig frem
Til et hundehus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Undskyld hvis jeg gør
Hvis jeg bruger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hopper op af din veninde
Slikker hendes kind
Og boller hendes ben

Det bliver hørt og fremført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sproglige facetter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koijn og McEinar, omend jeg dermed måske sang lidt vel meget om sidstnævntes knebne potens i en ret tidlig alder, men nu hører jeg det fra et lille væsen, der er mit ansvar, og bliver pludselig i tvivl. De ovenstående lader jeg køre uden egentlige tics, men da L.O.C. og Orgi-E forleden gav sig i kast med en elaboreret rejse gennem analsexens mørke afkroge (måske verdens sjoveste nummer), kastede jeg mig panisk mod stop-knappen. Der må jo være grænser. Ik?

Når det kommer til computerspil og film, har jeg ingen tvivl om grænserne, og siger rungende “NEJ!” til vold og deslige, men musik og tekster er en svær størrelse. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rigtig” musik frem for angstfremkaldende MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kultur, og måske ikke på sin plads at presse den ned over hovedet på ham, bare fordi jeg ikke selv har stamina til børnedance. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg bare kan kalde det for min kultur, da han jo ikke er et æg længere, og dermed har ret til- og del i populærkulturen. Måske endda mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bliver voldelig af at se det, men er af den klare overbevisning, at det ikke er billeder han har brug for at få tilføjet til en allerede levende fantasi. Med musikken fortæller jeg mig selv, at han jo godt kender ordene “fuck” og “kælling”, men ved, fordi jeg fortæller ham det, at man ikke bruger dem (så meget) i ordentlig, daglig tale. Han bliver da også stadig flov, når den slags kommer over hans læber, og undskylder hastigt, men er det dobbeltmoral fra min side? Måske er jeg bare så begejstret for sproget og sætter pris på løjerlig slang, at jeg mister fornemmelse for hvad, der er passende. Måske er det noget fis. Måske prøver min telefon at fortælle mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstatte “fucking” med “Puccini”. Man må jo ikke en skid længere, og når nu sukker, vold og pthalater ikke længere må peppe hverdagen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til analsex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navigere derfra, men hvad gør I andre? Har I en decideret musikpolitik? Tanken gør mig umiddelbart lidt (læs: meget) træt.

Det vil komme bag på mig (no pun intended), hvis jeg ændrer den nuværende praksis voldsomt, men jeg er nysgerrig og lidt forvirret, og det synes jeg Puccini ikke om!

Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.

Fortiden, det billige skidt.

Matador er tilbage. Det er vi mange, der sætter stor pris på, selvom det derved afsløres, at man rent faktisk sidder hjemme en lørdag aften, og altså ikke har sådan et rigtigt liv uden tøj på i Kødbyen. Pyt. Jr. har fattet interesse for serien, og selvom jeg tvivler på at særligt store dele af dialogen giver mening for ham, er han alligevel virkelig nysgerrig. “Så kan jeg lære noget om gamle dage”, siger han entusiastisk, og møfler sig ind under min arm i sofaen.

Første hurdle kom, da han efter nogle scener med Ingeborg spurgte hvor Palle og Polle var henne. Det fik vi opklaret nogenlunde, omend han var noget skuffet. Derpå rendte Elisabeth ind i Kresten Skjern, og da de i næste scene proklamerede forestående ægteskab, var barnet forarget. “De har jo lige mødt hinanden!”. Det blev forklaret med en reference til madprogrammer, som han elsker, hvor dej bliver til kage på to minutter, så man ikke keder sig ihjel. “Men alligevel!”. Ja, min dreng. Så blev det afsløret, at Skjern-opkomlingene solgte pantebreve i baglokalet, og jeg var på nippet til at forklare ham pantebrevets fascinerende kvaliteter, da han vender sig skuffet mod mig, og siger: “Og hun troede han var sådan en flink fyr”. Ok…

Maude lagde sig, som det sig hør og bør, adskillige gange under den fadæse, hvilket affødte kommentaren:”Men det vigtigste er da kærligheden, mor”, hvortil jeg kun kunne nikke, undertrykke hysterisk latter og kramme ham helt til pulver.

Bagefter talte vi længe om forskellen på rig og fattig, dengang og nu, samt om det triste ved at man stadig ikke nødvendigvis kan gifte sig med hvem man vil, eller regne med accept fra alle kanter. Han gik nogenlunde tilfreds i seng, med lovning om at måtte se med i næste uge også.

I dag gør min ven, superbibliotekaren Ulf , mig så opmærksom på denne artikel, hvor debatten om fordums negerbeskrivelser i Tintin er kommet skridtet videre, og Stockholms Kulturhus simpelthen har fjernet de albums fra børneafdelingen. Altså censur. SERIØST!!? Vi læser- og ser Tintin med stor fornøjelse i alle generationer af familien, og der er endnu ingen, der af den grund har antaget, at alle afrikanere spiser drengede detektiver til frokost, ej heller at alle sømænd døjer med uslukkelig tørst. Det bliver det jo ikke mindre sjovt af. Maude kunne godt bruge lidt kærlighed, en solid serie lammere og lidt perspektiv, men det er sgu da derfor, det er så underholdende. Fordi vi ved det. Nå ja, og så fordi vi ikke er amøber, men en slags tænkende væsner noget af tiden.

Skulle vi ikke i stedet lade som om, børn rent faktisk kan tænke selv, bedømme kvalitet udfra andet end politisk korrekthed, at deres forvirring ikke er af det onde, samt at deres forældre er voksne nok til at kunne videregive vigtig kulturhistorie med humor og fornuft, og dermed få chance til at tale med dem om forskellene på det oplevede og virkeligheden, det datidige og det nutidige? Er det ikke noget med, at viden er magt, og at fortidens enorme bommerter kun undgår gentagelse, hvis vi sætter os ordentligt ind i, hvad der skete? Det har jeg lært et sted. Formentlig fra mine forældre.

Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

Da jeg forleden selvynkede over massiv kalenderkrise, var et af punkterne, som jeg ikke lige kunne se mig selv gennemføre bare nogenlunde elegant, en såkaldt prøvefilmning i Valby. Go’morgen Danmark, der har redaktion på Nordisk Film, havde foreslået at jeg lige kiggede forbi, med henblik på en boganmeldertjans. Det gjorde jeg så. Altså efter at have siddet i bilen og hyperventileret i 5-10 minutter.

Det er et sært og magisk sted, Olsen Banden land i Valby, og det var af een eller anden grund langt mere intimiderende end nogle af de andre, mildest talt oprivende, ting, jeg skulle den uge. Propfuld af figurer, billeder og referencer til ikonerne i vores fælles bevidsthed.  Og Zulu Djævleræs. De holdt til i en mandskabsvogn udenfor. En slags skammekrog til de lidt for højlydte børn i klassen, hvor de for åben dør smed med ting, skrev råbeord på plancher og skreg af grin. Det tog ligesom toppen af det. Derpå blev jeg ført til redaktionen, hvor Cecilie Frøkjær og alle de andre, man jo nærmest kender, vinkede venligt, mens jeg koncentrerede mig gevaldigt for ikke at falde eller sige fuck alt for ofte.

Nu skal vi så bare tale om en bog, du anmelder for tiden, sagde damen, og lyste begejstret op, da jeg informerede om, at det i så fald ville blive Fifty Shades of Grey. Hvad synes du så om den, spurgte damen. Lang pause. Jeg synes den er noget kønsdiskriminerende, opreklameret skrammel, men kan da godt forstå at de kropsforskrækkede amerikanere får stille husmor-ståpels over buttplugs og rigmands-petting. Sagde jeg..

De følgende sekunder gik meget langsomt.

Mens varmen truede med at grille mine kinder indefra, skævede damen til den anden dame, der stod bag kameraet. Derpå blikket tilbage på mig, der var blevet voldsomt optaget af en ridse i bordet. Og så smilede hun stort, og bad mig uddybe. Varmen forsvandt ikke, men jeg valgte at prøve det der vejrtræknings noget, og ævlede færdig om spanking og sløj litteratur. Hun kaldte mig “et godt bud”, gav mig hånden, og lovede snarlig tilbagemelding, når de resterende kandidater havde været møllen igennem.

Så nu….wait for it..bli’r jeg totalt kendt fra TV! Et godt bud var åbenbart godt nok, og jeg skal derfor købe 10 ekstra vækkeure og et gedigent lager redbull, da jeg om 14 dages tid skal op klokken ged hveranden fredag, og sige noget (forhåbentlig buttplug-frit) om bøger. Live. Det bliver skidegodt. Eller ja, altså.. det bliver i hvert fald noget. ALLE kender jo boganmelderne fra Go’morgen Danmark, så der lurer uden tvivl noget skammelig skørlevned med Remee og Linse lige om hjørnet. Det bliver grrreat!

Mere Mayland, tak.

Min søster er gift med sin Mayland kalender. Det er en tyk satan, der holder hende beskæftiget, om man så må sige, og jeg beundrer hendes evne til at få pisket hver en detalje til skemalagt underdanighed. På magisk vis får hun huskesedler, møder, arbejde, socialliv, juleønsker, ideer og gode forslag banket ned på de tætskrevne sider, og kan derfor altid lige slå op (mens vi andre bæver i nærheden af den enorme bog) og få 100 ting på plads på fem minutter. Jeg tænker at der må følge voksen ro med den slags overblik. Det vil jeg også have.

Den her uge er en uendeligt fluktuerende kurve af latterlige bjerge, der alle skal bestiges med glans og overskud. Jeg er i minus på begge fronter. Anmeldelser jeg ikke kan skrive, fordi forlægget kræver fokus, virksomhedsplan og prisliste til fancy firma, der påstår at ville bruge mig, reeksaminationer jeg ikke kan fokusere på, fordi jeg ved, at jeg burde ville det mere, et skriveprojekt, der truer med at a)drive mig til vanvid og/eller b)afsløre mig som komplet talentløs, post-op psyk.evalueringsforløb med Jr, og sidst men ikke mindst en såkaldt prøvefilmning til et boganmeldergig på Go’morgen Danmark. Sidstnævnte bliver kun mere absurd, jo mere jeg tænker på det, særligt fordi det forudsætter at jeg rent faktisk kan foregive mental kapacitet kl hø om morgenen. Det har virkeligt sløje udsigter altsammen. Hver for sig er de jo alle til at klare, da jeg regelmæssigt besidder et vist intellekt, også til eksternt brug, men det hele på 3 dage virker næppe som en god ide. Nåh ja, og så hoster jr hele natten, mens han søvndrukkent ævler noget om røde knapper. Usolidariske skarn.

Det er gode planer. Reelt gode ideer (jo jo!), der hver i især leder hen imod, hvad jeg gerne vil, og som vil gøre de halvmastede projekter lettere at sætte ordentligt i søen. Hvis jeg vælger noget fra, taber jeg, min søn eller min konto. Altså jeg. Hvis jeg ikke kan det hele, har jeg vel selv valgt noget af det fra. Så ved jeg, at jeg er sådan een. Hvis jeg kun gør det halvt, fordi jeg ikke kan få vejret, ved alle pludseligt, at jeg er sådan een.

Jeg har anledning til fjantet glæde og begejstring over det hele, og over dejlige mennesker for tiden, men det skal jo også gøres ordentligt. Hvor får man fokus fra, når det, man skal bagefter, fylder mindst lige så meget, som det, man gør lige nu? Det kan jo dårligt prioriteres. Der findes hverken kaffe eller selvtillid nok i verden. Nu tier jeg stille, og prøver igen.

 

 

Spørge Jørgen.

Jr. er fuld af ord. Mere end ellers, og det er ikke så lidt, og jeg er løbet tør for svar. Han spørger hele tiden om mystiske ting, som jeg har virkeligt dårlige odds for at give tilfredsstillend svar på. Det er man vant til, når man har talende dværge i huset, men for tiden er det ca. 50 gange om dagen. Mor er træt! Her er et par af de nyeste eksempler:

  • Kan man både tro på Gud og på det der ævletion med firbenene? Jesus var jo lidt ligesom Batman, så det vil jeg gerne. Jesus kunne man også se, så ham tror jeg faktisk på, men hans far var jo usynlig, så ham tror jeg ikke på. Kan man godt kun tro på een af dem?
  • Hvis nu du døde, ville jeg så dø af sult?
  • Når nu vi mangler en far herhjemme, og du ikke kan få en kæreste, kan jeg så spørge en anden?
  • Jeg kender een, der aldrig spiser grøntsager. Skal du eller jeg ringe til hans mor, så han ikke dør?
  • Er det ikke dumt at bede mig læse lektier, når jeg ikke kan læse?

wpid-tynd-is-2012-08-17-11-24.jpg

Osv. osv. osv….

Så ti dog stille, barn!!