Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

Da jeg forleden selvynkede over massiv kalenderkrise, var et af punkterne, som jeg ikke lige kunne se mig selv gennemføre bare nogenlunde elegant, en såkaldt prøvefilmning i Valby. Go’morgen Danmark, der har redaktion på Nordisk Film, havde foreslået at jeg lige kiggede forbi, med henblik på en boganmeldertjans. Det gjorde jeg så. Altså efter at have siddet i bilen og hyperventileret i 5-10 minutter.

Det er et sært og magisk sted, Olsen Banden land i Valby, og det var af een eller anden grund langt mere intimiderende end nogle af de andre, mildest talt oprivende, ting, jeg skulle den uge. Propfuld af figurer, billeder og referencer til ikonerne i vores fælles bevidsthed.  Og Zulu Djævleræs. De holdt til i en mandskabsvogn udenfor. En slags skammekrog til de lidt for højlydte børn i klassen, hvor de for åben dør smed med ting, skrev råbeord på plancher og skreg af grin. Det tog ligesom toppen af det. Derpå blev jeg ført til redaktionen, hvor Cecilie Frøkjær og alle de andre, man jo nærmest kender, vinkede venligt, mens jeg koncentrerede mig gevaldigt for ikke at falde eller sige fuck alt for ofte.

Nu skal vi så bare tale om en bog, du anmelder for tiden, sagde damen, og lyste begejstret op, da jeg informerede om, at det i så fald ville blive Fifty Shades of Grey. Hvad synes du så om den, spurgte damen. Lang pause. Jeg synes den er noget kønsdiskriminerende, opreklameret skrammel, men kan da godt forstå at de kropsforskrækkede amerikanere får stille husmor-ståpels over buttplugs og rigmands-petting. Sagde jeg..

De følgende sekunder gik meget langsomt.

Mens varmen truede med at grille mine kinder indefra, skævede damen til den anden dame, der stod bag kameraet. Derpå blikket tilbage på mig, der var blevet voldsomt optaget af en ridse i bordet. Og så smilede hun stort, og bad mig uddybe. Varmen forsvandt ikke, men jeg valgte at prøve det der vejrtræknings noget, og ævlede færdig om spanking og sløj litteratur. Hun kaldte mig “et godt bud”, gav mig hånden, og lovede snarlig tilbagemelding, når de resterende kandidater havde været møllen igennem.

Så nu….wait for it..bli’r jeg totalt kendt fra TV! Et godt bud var åbenbart godt nok, og jeg skal derfor købe 10 ekstra vækkeure og et gedigent lager redbull, da jeg om 14 dages tid skal op klokken ged hveranden fredag, og sige noget (forhåbentlig buttplug-frit) om bøger. Live. Det bliver skidegodt. Eller ja, altså.. det bliver i hvert fald noget. ALLE kender jo boganmelderne fra Go’morgen Danmark, så der lurer uden tvivl noget skammelig skørlevned med Remee og Linse lige om hjørnet. Det bliver grrreat!

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for særligt udvalgte. Når der en sjælden gang går en stakkel i fælden, dem med geleen på Riget  og min praktiserende læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidstnævnte tilskuer er nu kommet på måske-listen.

Min forrige læge, som jeg har haft siden jeg flyttede for et par år siden, havde en unaturligt afslappet tilgang til vigtigheden af patient-læge forholdet,  og man var derfor aldrig sikker på, om det ville være ham eller een af de to andre læger fra den fælles praksis, der ville tage imod een. Jeg var derfor ofte tvunget til at skulle genfortælle alenlange, og ofte pinlige eller pinefulde, sygdomshistorier til en ikke særligt tilstedeværende ny deltager, førend dagens undersøgelse kunne komme i gang. Det blev mildest talt noget trættende, og jeg var som regel godt vredladen inden jeg overhovedet ankom til konsultationen. Derfor skiftede vi læge. Jeg valgte een, der var tæt på, havde rigelig erfaring, men som ikke var alt for affældig, og var virkelig lettet da det var gjort.

Den nye model skulle have sin ilddåb idag, da Jr skulle til det årlige tjek for sars og dværgvækst, eller hvad de nu kigger efter, og jeg var lidt spændt på kemien. Da døren blev åbnet blev kemien sekundær, idet vi begge udbrød: “Dig kender jeg da godt!”. Derpå blev stemningen lidt sær.

Vi kender ikke hinanden godt overhovedet, men jeg ser et af hans familiemedlemmer jævnligt, og vi har hilst et par gange. Vi ved dermed også ting om hinanden, formidlet af det fælles bindeled, hvilket vi tydeligt begge kom i tanke om på nogenlunde samme tid. Han spurgte så hvordan jeg havde det, jeg gjordet det samme, hvorefter han gjorde mig opmærksom på, at det var fuldt forståeligt, hvis jeg ikke ville være hans patient. Han var og er sød og rar. Vi blev enige om at se tiden an.

Derefter har jeg så tænkt en del over det, og er stadig ikke helt klar over om/hvorfor det skulle være et problem. Et forslag kunne jo være, at jeg for fremtiden vil have svært ved at få fortalt om hans problemer med vand i kælderen, hvis han nyligt har haft hele skærmen oppe hvor solen virkelig sjældent skinner. Ligeledes kunne han tænke sit. Om forskelligt.

Men hvor selvoptaget og forstyrret er det lige, at bilde sig ind, at han i sin fritid vil være vanvittigt optaget af mine afkroge?! Vidunderlige afkroge, bevares, men jeg har ingen som helst grund eller mistanke om, at han på noget tidspunkt ville bryde sin tavshedspligt. Derudover er det vel ligegyldigt hvad han synes om dem eller mig, så vidt det nu er muligt. Det går jeg vist generelt lidt for meget op i, men nok om det.

Så hvad går det egentlig ud på? Måske er det bare ideen om, at anonymiteten giver plads til den kliniske afart af intimitet, der er nødvendig i forholdet til medicinsk personale. Men er det blot en forestilling og er det reelt en nødvendighed, når man ikke har noget med hinanden at gøre ellers, men blot kender en enkelt eller to af de samme mennesker? De pinlige samtaler med lægen, er jo noget vi alle har tilfælles, og der adskiller mine dårligdomme sig vist ikke synderligt fra den ubehagelige norm, men hvad nu hvis jeg f.eks. bliver deprimeret? Hvis jeg får stress, angst eller en anden af de efterhånden ret almindelige lidelser. Hvis jeg på een eller anden måde føler mig ude af balance, og kun han ved det. Måske er det nok at han ved det, og ligegyldigt om han siger det videre. Måske er det nok til at det vil føles utrygt. Den fortrolighedens højborg, som ens praktiserende læge repræsenterer, er måske altid i fare, fordi der er tale om almindelige mennesker på hver side af bordet. Man vil bare ikke vide overfor hvem den kan bryde sammen. Jeg har gevaldigt på fornemmelsen, at det er noget jeg bilder mig ind; at problematikken er konstrueret af paranoia. Worst case scenario er et sært sted at starte og immervæk en hypotese med virkelig mange ubekendte faktorer, men jeg venter nok lige lidt med at smække stængerne i stigbøjlen.

At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kirke. Eller menighedshus. Junior, der er en meget syngende type, ville gerne prøve at synge i kirkens børnekor, og da han (pga. operationer i fødderne) altid har haft svært ved at finde en fritidsaktivitet, opmuntrede jeg gevaldigt. Så aftenen stod på syngende børn, mumlende forældre, Lis med knold i nakken og meget højt register og Guitar-Herman. Dertil rigtig meget Gud.

Af een eller grund var jeg ikke forberedt på Gud. Ikke i den grad, i hvert fald, men han var lige der midt i cirklen af begejstrede børn, i sanglege om himmerige og avancerede gestikulationer, der vist nok var noget med, at have tro og glæde i hænder og krop. Junior har alt muligt i kroppen. Det er sjældent blevet omtalt som særlig himmelsk, men han holdt sig virkelig ikke tilbage, når Herman spillede op. Kunne ikke ordene, men fægtede vildt med armene, mimede lidt forskelligt, og indskød et “Gud” her og der, hvilket da er beundringsværdigt. Jeg så på fra sidelinjen, mens jeg undrede mig over, hvorfor de hellige festligheder gjorde mig så utilpas.

Musik er jo vidunderligt og sange om chefen ligeså; altså i kirkens rum, når jeg af uvisse årsager befinder mig der, men det skurrede så sært i mine ører, når det foregik med tramp og klap, Hello Kitty tylskørter og Gore-Tex. Junior vil nok næppe blive genfødt kristen af sangleg, og hvis han gør, er det vel hans sag, men jeg følte mig nu stadig overmandet af en sær skræk, som jeg ikke helt ved hvor jeg  skal gøre af.

Lis med knolden ville gerne dele sin glæde med verden, og fornemmede måske lidt kontrære vibes fra den trygge sidelinje, hvilket drev hende til at befale alle (ALLE!) ind i cirklen, så vi rigtig kunne synge og lege. Poderne elsker jo at få de gamle med, og vi er da også hysterisk morsomme, men jeg bliver bare aldrig nogen begejstret afsynger af Boogie Woogie, og bliver egentlig ikke mere tilbøjelig til den slags udfoldelser af, at femten forældre ser på mig med uhæmmet iver og forventning. Jeg bliver nærmest lidt gnaven, men havde her til aften selvkontrol nok til at tage en tur i cirklen for Junior. I skrivende stund får jeg atter lidt tunnelsyn, når billedet af undertegnede i klappende, kristen skruestik, akkompagneret af den mod enden halvsovende Herman, toner frem på nethinden.

Det er efter sigende godt at blive skubbet over sine grænser, men jeg havde ikke forestillet mig, at der forefandt sig en sådan ved en gruppe 5-7 åriges kor-øver. Det er jo absurd. Drengen vil derhen og mime igen i næste uge, så jeg varmer min iskolde sjæl ved tanken om, at flere forældre havde valgt at sidde udenfor Guds sangsal under hele seancen. Der vil jeg også være at finde fremover. Sådan en rådden mor er jeg nemlig. Amen.

Jeg er grøn og grøn over det hele.

Misundelse er en grim ting. Det skal man holde sig fra. Det er uværdigt, barnligt og aldeles ucharmerende. Noget så ukonstruktivt. Puuha, det er en sløj størrelse, det kan vi ikke lide, og det eksisterer primært som en lidt spøgefuld hypotese, at/hvis/når vi uforvarende planter foden i en dampende bunke af det. Undskyld mig mens jeg vasker mine tæer.

Jeg har nemlig det der grønne stads i krogene for tiden. Målrettet på alt muligt ligegyldigt, der burde forblive ligegyldigt. Folk, der har det nemt (de findes!), folk, der har det svært på en yndefuld måde. Folk med ynde. Konti, der ikke giver een grundangst, angst for noget interessant. Gøglere (dem kan jeg bare ikke lide, og det kan man ikke sige for tit). Lækre boliger, lækre ben, ben i næsen, næse for penge. Føj!

Det siger derfor sig selv, at jeg skriver dette fra en muggen skammekrog, iklædt en spids fy-hat og nystrikket dårlig samvittighed. Jeg ville så gerne altid klappe begejstret, og dermed være modtagelig for en pakke god karma. Bare flyde med strømmen, spændt på livets gavmilde gak og løjer lige om hjørnet, men hjørnet er skarpt og dumt, det er langt væk og lugter. Jeg bør være ligeglad, som i lige glad, men det er jeg simpelthen ikke gammel nok til. Jeg vil ha’ store pakker med Audi’er og kogeøer og iPads indeni. Jeg vil være ejer af sådan en ordentlig neurose, der bliver til en overraskende og helt igennem genial debutroman. Være kreativ på den der lidt skæve måde, som alle mænd synes er helt fænomenal. Et skvæt af sexet selvironi, “gang i nogle projekter rundt omkring” og et casual Facebook profilbillede, der ligner lørdag på en tirsdag. Det vil jeg ha’. NU!

Undskyld.

Goddag og farvel.

Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme.

Når jeg skal sige farvel til det forgangne år, er der måske nok lidt mere på den vredladne side, men det bliver jo dermed så meget desto lettere at tage afsked. Min vredladne side vil jeg nu nødigt helt sige farvel til, men satser gevaldigt på mindre brok i det nye år, og det er jo altså ikke begyndt endnu! Jeg siger derimod hjertens gerne farvel til en søn i gips og kørestol, altså kun til gipsen og kørestolen (for nu), til hospitalsmad, epiduralkateter i en børneryg og gammelmands-løfteknirken i en voksenryg. Farvel til måneder i søvnunderskud, til et barn, der er så udmattet af at have ondt og være bange at han mister sine ord. Farvel til ord om at have ondt. Farvel til post-traumatisk børnefrygt for at være alene, blive forladt, svigtet og påført smerte, en frygt, der aldrig før har eksisteret i det lille væsen. Også et dybfølt farvel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moderlig nok, ikke at kunne rumme det, når Junior havde brug for mig og jeg helst bare ville væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at ville væk. Angst for at blive for uinteressant. Angst for at blive en gammel, træt omsorgsgiver og ellers forsvinde. Angst for at blive.

Goddag til nye bekendtskaber, der dukker op de særeste steder. Der bor f.eks. sådan nogle rare mennesker på det der internet, der tilmed viser sig at være helt forrygende i virkeligheden. Goddag til den der mand, der helt sikkert venter derude i forpint længsel efter en skrivende mandagsmodel. Goddag til Juniors små piskende ben, der endelig løber meget hurtigere end mine. Til hans arrede små fødder, der virker efter hensigten og tager stiltiende imod den skældud han giver dem. Til hans runde ansigt, der hver morgen vækker mig med ordene:”Mor, du skal ha’ kaffe”. Kloge dreng! Goddag til nye muligheder. Ikke på den der “verden er en østers”-agtige måde, da jeg hverken kan lide østers eller tror på endeløse muligheder, men med den forsigtige optimisme, der nu engang falder mig mest naturlig. Så derfor: goddag til muligheder jeg kan leve op til. Til udfordringer, der giver mig kvalme på den fede måde, gerne uden hospitalers indblanding, og til nye mennesker, der selvsagt vil elske mit selskab. Goddag til at aflevere Junior i skole hver dag. Goddag til mere rødvin og mindre livvidde, et modsætningsfyldt forhold, der er een af livets grove uretfærdigheder, til mere mod og mindre tvivl. Goddag til mere undren, til Mandagsvoksen og til Jer.