Fødselsdag.

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spise med min familie. Min far havde et flag i hånden, så tjeneren spurgte hvem og hvor mange år dagen drejede sig om. Jeg indviede ham i detaljerne, hvorefter han så medlidende på mig, og sagde: “Av!!”. Indeed.

I tirsdags blev jeg så 35. Slut med starten af trediverne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæle ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg havde egentlig heller ikke dvælet som sådan, førend i dagene op til, hvor det pludselig begyndte at svide en smule. “Av” rungede i mit hoved, og jeg trøstede mig med, at jeg stadig var sød og rar, at en mand tilmed var enig deri, samt at min søster snart bliver 40, hvilket, trods alt, må gøre en kende mere nas. Det varmede jeg mig ved, på en sød og rar måde.

Det skulle jo fejres, og familie og venner var derfor inviteret af flere omgange, så den potentielle depression kunne afværges af godt selskab, men når man bor alene med et barn, er det jo bare så som så med indledende morgenfestivitas, så jeg viftede selv med et lille flag, mens jr. kørte yoghurt i gabet. På vej til skole, og særligt ved ankomsten derovre, annoncerede han så dagens begivenhed til nogenlunde hvem som helst, hvilket han gør med stort set alt, og jeg er derfor blevet ønsket virkeligt akavet tillykke af flere vildtfremmede børn, gårdvagter og forældre. Oppe i klassen var han blevet så opkørt, at lærerne tog tråden op, følgelig satte mig for bordenden, placerede et flag foran mig, og bad mig vælge tre instrumenter, mens børnene heppede, og prøvede at tælle til så højt et tal på fingrene.  Og så fik jeg ellers alt godt fra den danske sangskat, sære børneversioner af drukviser og en helt uoverskueligt stor mængde hurraråb, applaus og en eskorte ud af bygningen. Det oplever man ikke hver dag.

Det var virkelig en løjerlig start på en fødselsdag, men jeg kan ikke sige mig fri for at have nydt den udelte, barnligt begejstrede opmærksomhed. Fødselsdage er jo bare ikke sådan mere. Man skal forestille at være en slags voksen, tallene kradser stadigt mere, og den slags fejres med god mad og rødvin, af hvilke jeg er kæmpe fan, men uden flødestrut, trut og fanfarer.  Jeg kan da godt vågne for tidligt og vente i mavevendende spænding, men resultatet er blot at ingen får mad og alle kommer for sent, for der er ingen puslen og hvisken i køkkenet, og ballonerne er ikke pustet op. Det virker alligevel lidt desperat at gøre det selv.

Det er ok. Jeg er ikke et barn længere. Jeg er halvvejs til 70 og skal huske at booke tid til det årlige gynækologtjek og betale skolemælk via netbank. Det er bare lidt lettere, hvis man en gang imellem skal rævesove og vælge nogle instrumenter.

Jeg er grøn og grøn over det hele.

Misundelse er en grim ting. Det skal man holde sig fra. Det er uværdigt, barnligt og aldeles ucharmerende. Noget så ukonstruktivt. Puuha, det er en sløj størrelse, det kan vi ikke lide, og det eksisterer primært som en lidt spøgefuld hypotese, at/hvis/når vi uforvarende planter foden i en dampende bunke af det. Undskyld mig mens jeg vasker mine tæer.

Jeg har nemlig det der grønne stads i krogene for tiden. Målrettet på alt muligt ligegyldigt, der burde forblive ligegyldigt. Folk, der har det nemt (de findes!), folk, der har det svært på en yndefuld måde. Folk med ynde. Konti, der ikke giver een grundangst, angst for noget interessant. Gøglere (dem kan jeg bare ikke lide, og det kan man ikke sige for tit). Lækre boliger, lækre ben, ben i næsen, næse for penge. Føj!

Det siger derfor sig selv, at jeg skriver dette fra en muggen skammekrog, iklædt en spids fy-hat og nystrikket dårlig samvittighed. Jeg ville så gerne altid klappe begejstret, og dermed være modtagelig for en pakke god karma. Bare flyde med strømmen, spændt på livets gavmilde gak og løjer lige om hjørnet, men hjørnet er skarpt og dumt, det er langt væk og lugter. Jeg bør være ligeglad, som i lige glad, men det er jeg simpelthen ikke gammel nok til. Jeg vil ha’ store pakker med Audi’er og kogeøer og iPads indeni. Jeg vil være ejer af sådan en ordentlig neurose, der bliver til en overraskende og helt igennem genial debutroman. Være kreativ på den der lidt skæve måde, som alle mænd synes er helt fænomenal. Et skvæt af sexet selvironi, “gang i nogle projekter rundt omkring” og et casual Facebook profilbillede, der ligner lørdag på en tirsdag. Det vil jeg ha’. NU!

Undskyld.