Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kamera idag. Der sad en mand fast på det, og denne blev dirigeret rundt af en lille, forfærdeligt rar nordmand. Det var sidste ud af ca. en million lignende besøg, der som regel har fundet sted klokken 6 om morgenen. 6 er IKKE min yndlingstid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barnlig forventning om dagens mirakler, førend mange kopper kaffe og noget introvert rokken frem og tilbage senere.

Nåmen de plejer at komme her, fordi de ved at lave en dokumentar om min søn og hans klasse.  Han går i en lille “specialklasse” (det lyder som noget, der indebærer omfattende brug af hjelm) med kun otte børn. De er mestendels børn med ADHD-diagnoser, og den her klasse er et lille mirakel af specialpædagogisk innovation, overskud og fremragende resultater. Det sidste år har vi alle været del af et eksperiment, med fokus på sammenhængen mellem kropslig og mental balance *HOST*, og det er i denne forbindelse at nordmanden har indtaget fast plads i vor dagligdag. Med fokus på tre børn, deriblandt Jr., er ALT blevet filmet, hvilket har været en øhmm..udfordring.

Når man ser megabollet ud, uden at have haft den egentlige fornøjelse af looket, er det virkelig svært at slå dørene op til det pandemonium, det nu en gang er, at få børn, havregryn og mascara klar klokken hø om morgenen. Man vil jo heller ikke ret gerne være reklamesøjle for “kronisk ustruktureret alenemor med anderledes unge”-fordommene, så prøver at gå til opgaven med et vist overskud, samt lovninger til Jr. om flødestrut og Legoland, hvis bare han ikke opfører sig alt for crazy. Det virker så ikke, kan jeg godt afsløre med det samme.

Når I ser mig i fjerneren ved juletid, bør I derfor have dette in mente: Det var virkelig fucking tidligt, ok!!! Ligeledes var det intimiderende, angstprovokerende og ikke særlig naturligt. Jr. er selvsagt vidunderlig, fingers crossed, men jeg vil tro det ellers er en lang serie trodsige optrin, garneret med en del skrig og skrål, interessante bandeord og pædagogisk fallit. Fra vores lille, rodede hjem, hvor det helt lavpraktisk faktisk er svært at manøvrere rundt med kamera og lys, til hele Danmark. Det bliver alletiders!

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for særligt udvalgte. Når der en sjælden gang går en stakkel i fælden, dem med geleen på Riget  og min praktiserende læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidstnævnte tilskuer er nu kommet på måske-listen.

Min forrige læge, som jeg har haft siden jeg flyttede for et par år siden, havde en unaturligt afslappet tilgang til vigtigheden af patient-læge forholdet,  og man var derfor aldrig sikker på, om det ville være ham eller een af de to andre læger fra den fælles praksis, der ville tage imod een. Jeg var derfor ofte tvunget til at skulle genfortælle alenlange, og ofte pinlige eller pinefulde, sygdomshistorier til en ikke særligt tilstedeværende ny deltager, førend dagens undersøgelse kunne komme i gang. Det blev mildest talt noget trættende, og jeg var som regel godt vredladen inden jeg overhovedet ankom til konsultationen. Derfor skiftede vi læge. Jeg valgte een, der var tæt på, havde rigelig erfaring, men som ikke var alt for affældig, og var virkelig lettet da det var gjort.

Den nye model skulle have sin ilddåb idag, da Jr skulle til det årlige tjek for sars og dværgvækst, eller hvad de nu kigger efter, og jeg var lidt spændt på kemien. Da døren blev åbnet blev kemien sekundær, idet vi begge udbrød: “Dig kender jeg da godt!”. Derpå blev stemningen lidt sær.

Vi kender ikke hinanden godt overhovedet, men jeg ser et af hans familiemedlemmer jævnligt, og vi har hilst et par gange. Vi ved dermed også ting om hinanden, formidlet af det fælles bindeled, hvilket vi tydeligt begge kom i tanke om på nogenlunde samme tid. Han spurgte så hvordan jeg havde det, jeg gjordet det samme, hvorefter han gjorde mig opmærksom på, at det var fuldt forståeligt, hvis jeg ikke ville være hans patient. Han var og er sød og rar. Vi blev enige om at se tiden an.

Derefter har jeg så tænkt en del over det, og er stadig ikke helt klar over om/hvorfor det skulle være et problem. Et forslag kunne jo være, at jeg for fremtiden vil have svært ved at få fortalt om hans problemer med vand i kælderen, hvis han nyligt har haft hele skærmen oppe hvor solen virkelig sjældent skinner. Ligeledes kunne han tænke sit. Om forskelligt.

Men hvor selvoptaget og forstyrret er det lige, at bilde sig ind, at han i sin fritid vil være vanvittigt optaget af mine afkroge?! Vidunderlige afkroge, bevares, men jeg har ingen som helst grund eller mistanke om, at han på noget tidspunkt ville bryde sin tavshedspligt. Derudover er det vel ligegyldigt hvad han synes om dem eller mig, så vidt det nu er muligt. Det går jeg vist generelt lidt for meget op i, men nok om det.

Så hvad går det egentlig ud på? Måske er det bare ideen om, at anonymiteten giver plads til den kliniske afart af intimitet, der er nødvendig i forholdet til medicinsk personale. Men er det blot en forestilling og er det reelt en nødvendighed, når man ikke har noget med hinanden at gøre ellers, men blot kender en enkelt eller to af de samme mennesker? De pinlige samtaler med lægen, er jo noget vi alle har tilfælles, og der adskiller mine dårligdomme sig vist ikke synderligt fra den ubehagelige norm, men hvad nu hvis jeg f.eks. bliver deprimeret? Hvis jeg får stress, angst eller en anden af de efterhånden ret almindelige lidelser. Hvis jeg på een eller anden måde føler mig ude af balance, og kun han ved det. Måske er det nok at han ved det, og ligegyldigt om han siger det videre. Måske er det nok til at det vil føles utrygt. Den fortrolighedens højborg, som ens praktiserende læge repræsenterer, er måske altid i fare, fordi der er tale om almindelige mennesker på hver side af bordet. Man vil bare ikke vide overfor hvem den kan bryde sammen. Jeg har gevaldigt på fornemmelsen, at det er noget jeg bilder mig ind; at problematikken er konstrueret af paranoia. Worst case scenario er et sært sted at starte og immervæk en hypotese med virkelig mange ubekendte faktorer, men jeg venter nok lige lidt med at smække stængerne i stigbøjlen.

Bag gardinet.

Forleden var jeg til halvårlig hjertekontrol på Riget. Det er absolut ikke nogen dramatisk eller voldsom omgang, men en kedsommelig og noget ensom serie af procedurer og bippende apparaturer, som jeg ikke glæder mig specielt til, men dog har vænnet mig til. At være vænnet til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svælge i en anden gang. Det, der slog mig i denne omgang, var tilgangen til- og omgangen med min krop, som sundhedspersonale nødvendigvis må benytte sig af, men som morfer mig om til noget, jeg ikke helt forstår.

Een af undersøgelserne er et ekkokardiogram, dvs. elektroder fordelt på min overkrop samt en frygtelig masse gele og en radiolog, der skubber det hele rundt, som var jeg gravid de mærkeligste steder. Der er altså tale om helt afklædt overkrop, mens man stadig har bukser og vinterstøvler på. I denne omgang tilmed støvle i ental i selskab med ditto skisok, da den forslåede tå endnu ikke var klar til tung beklædning.  Det er ikke kønt! Når jeg så ligger der, i et gardinomsluttet aflukke med lydene fra en masse maskiner og det tilstødende aflukke, der må have indeholdt enten Darth Vader eller et svært tuberkuløst hanvæsen, skal jeg placeres først på ryggen og derefter på siden. Da jeg skal positioneres til sidstnævnte, siger ekko-damen:”Billedet er dårligt, så jeg flytter lige dine bryster”… Lyden af skrigende bremser i mit hoved. IIIIIIIIIIII!!!!!! Først og fremmest er mine bryster slet ikke (SLET IKKE!!) af et omfang, der gør dem flytbare. Bevares, de er ikke 17 mere og peger derfor måske ikke direkte mod himlen, og Junior, damn him, har stjålet en god del af fyldet, men kan vi lige blive enige om at de heller ikke har lagt sig til rette omkring min navle, eller på anden måde berettiger den slags transport-terminologi. Det kan vi! Dernæst har jeg svært ved at rumme, at nogen, udover mig selv eller en særligt udvalgt a la Jude Law, skal omrokere dem på nogen måde. Hvad der holder Jude fra den opgave kan jeg ikke forklare.

Mens min hjerne og mit ego brændte stille op, og jeg overvejede at gøre andet end at knurre samtykkende, kunne jeg selvfølgelig godt se hvor få muligheder ekkodamen havde. Havde hun f.eks. sagt:”Jeg bevæger mig lige udenom dine forrygende og særdeles velplacerede attributter”, ville mit hoved nok også være sprunget i luften, mens hun ville være i overhængende fare for et sexchikane-søgsmål. Hun kan jo heller ikke rigtig bare okse rundt, i og omkring dem uden at sige noget, men kunne evt. bare advare om generel famlen. Det ville have passet mig bedre.

Jeg ved jo godt, at min krop og dens kliniske tilstand er hovedsagen, samt at mit ego ikke tager uoprettelig skade af lidt 3×34 håndtering, men jeg vil ikke forandres mere end det allerede er tilfældet, ved at være der. Heller ikke selvom det er hver 6. måned de næste 50 år. Jeg vil have lov til at eje min blufærdighed, til at stadig være et nogenlunde ungt menneske, og til at vælge hvad “patient” betyder for mig. Man skal bestemme sig for sin sindstilstand i det sekund man træder ind ad døren, såvel som for sin rolle i netop den bygning; om den er definerende eller blot faktuel og del af lige den dag, og jeg vil selv have mulighed for at råde over alle dele af den proces. Det kan man kun hvis man slipper for egodrab og hvinende bremser, hvilket jeg selvsagt vil formidle på overskudsagtig vis næste gang. Jeg vil i hvert fald ikke, under NOGEN omstændigheder, have mine bryster “flyttet”, ej heller når jeg er 70 og de hænger ud ved mine knæ.