Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Den sidste del af ferien var derfor virkelig tiltrængt, så jeg så frem til de traditionelle to uger i sommerhus, sammen med søster og Jr, som vi altid har fastholdt. Der holder vi hendes fødselsdag, bader og drikker vin for tidligt på dagen. Der er jeg god. Ting på grillen, ting i glasset, sand i Jrs hår og myggestik. Her springer søsters trang til at flytte på landet altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyggelig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo udenfor København. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at børnelykken findes i æbletræer og bagværk. Stop. Der er jo faktisk også en kærlig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kontor med høns udenfor.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyggens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte faktisk, når sandheden skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejendomsmæglere, og endda liiige køre forbi og kigge ind af et par vinduer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Pludselig kom jeg i tanke om den kære StineStregen, der lavede en tegning for nogle måneder siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smider små hints hver gang, jeg falder over et dørtrin i verdens mindste lejlighed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelttrøjen, så ikke Urtekram får alle ens dollars, men i stedet have skidtet i haven. Et bryggers fuld af hjemmegjort halløj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden smasken og med færre døde ponyer og ditto ting på hovedet. Måske ikke helt så Plumret, men en vaskesøjle… Sådan een skal man ha! Det er så megakedeligt, men jeg tror der følger lykke med den installation. Rent, tørt tøj og ild i pejsen, det kan kun være rart. Der er overskud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Drømmemand.

Forleden drømte jeg, at Nikolaj Sonne havde læst mit indlæg om nærved-og-næsten-festen , og i sin uendelige visdom og enorme kærlighed til lige netop min slags havde sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et massivt lager af fryns til den slags anledninger, og kunne dårligt finde en mere taknemmelig og charmerende modtager. Der var et fint lille kort med. Ikke noget skummelt, for vi kender jo ikke hinanden så godt endnu, og det er vigtigt ikke at være for anmassende, men betænksomt og underspillet. Jeg græd lidt. Også da jeg vågnede, eller i de 30 sekunder det tager ens hjerne at acceptere konceptet “vågen”, mens man stadig har lov at holde fast i en anden, kompliceret men vidunderligt uskarp, virkelighed.

Jeg gik derpå i retning mod postkassen. I mit hoved løb jeg. Måske havde mit fascinerende sind drømt en flig af virkelighed. Måske var kun kortet virkeligt. En iPad er også svær at få ned i en postkasse. Måske ville min postkasse nu være vokset. Gennem sprækken anede jeg et brev. Det var tykt. Måske var jeg, bare i dag, mere heldig end ellers.

Det var fra Hvidovre Hospital. De opfordrede til – ja nærmest insisterede på – at jeg kom til en forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft, på grund af min fremskredne alder. Det havde de ikke behøvet. De havde  givet kuverten bedragerisk volumen ved at vedlægge adskillige informative pjecer om emnet. Det gør åbenbart næsten ikke ondt. De skulle bare vide.

De kunne da i det mindste have sendt et kort med. Eller en lillebitte iPad. Post er åndssvagt.