Sport.

Der er sport i mine nyheder. Hele tiden. Det har varet længe. Der rases og brokkes, himles og gokkes. Jeg forstår det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cykle op af et bjerg i noget, der ligner en måned. Det skal gå skidehurtigt, i hvert fald hurtigere end sidste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pasta, broccoli og sponsorvand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skønhed og integritet, men kun hvis det er bedre end sidst og ikke rigtig muligt. Sæt i gang!

Cykelmyggen magter det ikke, så render i kiosken efter lidt narko, og så går verden i stå. Intet mindre. Armstrong. Og kyllingen. Og stort set alle de andre (undtagen Rolf!). Denne tragedie. Dette svigt. Sendefladen ryddes, for nu skal han græde sin faldne sjæl ud hos Oprah. Det er virkelig godt fjernsyn. Så er han et rigtigt menneske. Det var han ikke før. Han er lige så skyldig som før, men på en lidt rarere måde, med blomster i sofaarrangementet og ægte, lækre tårer til folket. De leder til hurtigere tilgivelse, og tilgivelse er vigtig, når man sådan har cyklet urent og skabt ubalance. Den pæne mand, der har haft kræft og alt muligt. Vi har det bedre, men er stadig rystede.

cykelhelvede

Og så er der Bendtner. Han har det for vildt. Han spiller ikke så meget fodbold for tiden, baronessen er sur og slottet er lukket, så han har tid til lidt løjer. Dem går han til med begrænset elegance. Han bliver straffet behørigt af rette myndigheder, af befolkningen og af DBU. Børnene er kede af at han er et fjols. Vi andre vidste det godt i forvejen, men er virkelig oprørte alligevel. Sikke noget, tænk en gang, hvordan kan han finde på det?! Altså udover at være et stykke sigtebrød med boldøje, at han har penge som græs og er 12 år gammel på alle måder? Det er et mysterie, vi må i dybden med.

HOLD NU KÆFT!!!!

Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ.

Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt fordi du er et klistrende fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insisterer på at klare dig selv, er du så ikke en sløj affære, når du bare vil krammes og have en voksen?

Hvis nu du var en ludobrik…

Når nu han ikke svarer på din sms, er det nok fordi han har ombestemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mumler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og latin.

Der er helt sikkert noget, du har misforstået.

Det er næppe nok at du bare krammer hende.

Når nu hun ikke svarer på din sms, er det nok fordi hun har ombestemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi holder lange seancer. Maner dem væk med blåøjet vilje. Akkumulerede blå øjne, der ikke orker flere slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lille hjem, og de larmer, endnu mere end Urmanden selv. Vi ved ikke hvorfor, kun at de fylder både rum og sind med sludder. Det bliver hurtigt lidt trangt. Så vi prøver at presse dem ud af hjørnerne med bedre ord, kloge ord, ærlige ord. Han er nemlig sådan et sært stykke mand, der gerne taler om alt, og har åbenlyse, diskuterbare følelser. Der stikker nok noget under.

Det er så uendeligt dumt! Særligt når nu vi ellers har svært ved at få armene ned over hvor vidunderlige, voksne og især skide sjove vi er. For det er vi! Perlende latter (jo jo!) dekorerer de små rum, men vi dukker os i samme nu, i fald der skulle dukke en hvid dame med rigtig dårlig stemning og ditto samvittighed op. Hun er helt sikkert ikke spor tyk, men smurt ind i både lækkerhed og dårlig lugt, der seriøst roder med indeklimaet.

At vi er blevet dem, vi er, som et resultat af fordums op- og nedture med diverse skønne og virkeligt sløje bekendtskaber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kritisk tør for mindfulness, hvilket nok må siges at ske ret ofte, er det bare virkelig fjoget. Åndet, nærmest. Ja ja, jeg har lært, båret videre, udviklet og undveget på den konto, men slut nu med alt det pjat. I skal videre, gå mod lyset, bade i svovlen og frem for alt klappe gevaldigt i. Nu, tak.

Fortiden, det billige skidt.

Matador er tilbage. Det er vi mange, der sætter stor pris på, selvom det derved afsløres, at man rent faktisk sidder hjemme en lørdag aften, og altså ikke har sådan et rigtigt liv uden tøj på i Kødbyen. Pyt. Jr. har fattet interesse for serien, og selvom jeg tvivler på at særligt store dele af dialogen giver mening for ham, er han alligevel virkelig nysgerrig. “Så kan jeg lære noget om gamle dage”, siger han entusiastisk, og møfler sig ind under min arm i sofaen.

Første hurdle kom, da han efter nogle scener med Ingeborg spurgte hvor Palle og Polle var henne. Det fik vi opklaret nogenlunde, omend han var noget skuffet. Derpå rendte Elisabeth ind i Kresten Skjern, og da de i næste scene proklamerede forestående ægteskab, var barnet forarget. “De har jo lige mødt hinanden!”. Det blev forklaret med en reference til madprogrammer, som han elsker, hvor dej bliver til kage på to minutter, så man ikke keder sig ihjel. “Men alligevel!”. Ja, min dreng. Så blev det afsløret, at Skjern-opkomlingene solgte pantebreve i baglokalet, og jeg var på nippet til at forklare ham pantebrevets fascinerende kvaliteter, da han vender sig skuffet mod mig, og siger: “Og hun troede han var sådan en flink fyr”. Ok…

Maude lagde sig, som det sig hør og bør, adskillige gange under den fadæse, hvilket affødte kommentaren:”Men det vigtigste er da kærligheden, mor”, hvortil jeg kun kunne nikke, undertrykke hysterisk latter og kramme ham helt til pulver.

Bagefter talte vi længe om forskellen på rig og fattig, dengang og nu, samt om det triste ved at man stadig ikke nødvendigvis kan gifte sig med hvem man vil, eller regne med accept fra alle kanter. Han gik nogenlunde tilfreds i seng, med lovning om at måtte se med i næste uge også.

I dag gør min ven, superbibliotekaren Ulf , mig så opmærksom på denne artikel, hvor debatten om fordums negerbeskrivelser i Tintin er kommet skridtet videre, og Stockholms Kulturhus simpelthen har fjernet de albums fra børneafdelingen. Altså censur. SERIØST!!? Vi læser- og ser Tintin med stor fornøjelse i alle generationer af familien, og der er endnu ingen, der af den grund har antaget, at alle afrikanere spiser drengede detektiver til frokost, ej heller at alle sømænd døjer med uslukkelig tørst. Det bliver det jo ikke mindre sjovt af. Maude kunne godt bruge lidt kærlighed, en solid serie lammere og lidt perspektiv, men det er sgu da derfor, det er så underholdende. Fordi vi ved det. Nå ja, og så fordi vi ikke er amøber, men en slags tænkende væsner noget af tiden.

Skulle vi ikke i stedet lade som om, børn rent faktisk kan tænke selv, bedømme kvalitet udfra andet end politisk korrekthed, at deres forvirring ikke er af det onde, samt at deres forældre er voksne nok til at kunne videregive vigtig kulturhistorie med humor og fornuft, og dermed få chance til at tale med dem om forskellene på det oplevede og virkeligheden, det datidige og det nutidige? Er det ikke noget med, at viden er magt, og at fortidens enorme bommerter kun undgår gentagelse, hvis vi sætter os ordentligt ind i, hvad der skete? Det har jeg lært et sted. Formentlig fra mine forældre.

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sverige. I en hel uge. Der var ingen palmer, og solen skinnede kun cirka halvdelen af tiden, men det gælder stadig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gammel veninde, hendes kæreste og deres 9 måneder gamle dreng. Knæhøj idyl med langbord og lysedyge. Virkelig mange lyseduge. Broderede børn (I ved hvad jeg mener), ditto lamper og masser af lyst træ. Grimt og vidunderligt på samme tid.

Jeg elsker at være på ferie! Jeg elsker også at komme hjem igen. Min søster bliver altid lidt “jeg vil ikke hjæææææm”-agtig de sidste par dage, og jeg tænker da også, at et par dage mere ville være rart, men har det stadig fint med at skulle hjem. Når jeg atter træder ind af min egen dør, synes jeg det er vidunderligt.

Mens vi er der, savner jeg en ordentlig internetforbindelse og mine egne ting, alt imens jeg nyder at være væk fra rudekuverter, madpakker og vaskekælder. Jeg mæsker mig i Jr.’s nyfundne fiskerlykke (tak til morforældre for blæret fiskegear), alkohol på stort set alle tider af døgnet, brætspil, flødesovs og solnedgange. Hjemme er der metrolarm, spam og hjernelammende app-anmodninger på Facebook (fat det dog, jeg gider IKKE lege bondegård på nettet!), og det er sært nok også rart.

Aftenen før vi skal hjem, ligegyldig hvor jeg er og hvor længe jeg har været væk, er jeg mentalt på vej hjem. Ikke i flugt eller savn, men bare klar. Sådan har det altid været. Søster synes jeg er sær, og vil stadig ikke hjem, selvom det tog er kørt for nogle dage siden. Sådan har jeg det ikke. Altså slet ikke. Betyder det, at jeg er dårlig til at være på ferie? Er jeg den eneste, der har det sådan? Om små tre uger skal vi på ferie igen. Det glæder jeg mig til. Jeg sværger! Glæder mig også til tiden inden. Hjemme med rudekuverter, rod og opvask. Aaaaahhhh.

Piger

Hver morgen, når jeg afleverer Jr. i skole, og slæber min uoplagte krop op til 3. sal, går jeg forbi en lille gruppe 13-14 årige monstre piger. De bor åbenbart på den trappeafsats, hvorfra de har optimalt overblik over de hober af Jeva-lam, der myldrer uskyldigt op og ned. De her piger er helt almindelige, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgalskab, men i netop den tilstand er de fulde af hemmeligheder og fordømmelse. En form for ekskluderende, konstant hviskende ophøjethed, som jeg vagt husker men alligevel ikke helt forstår. Den gør mig meget utryg.

Jeg var ikke selv del af tøseshowet, da jeg gik i skole. Ikke at jeg dermed var udenfor, og jeg havde selvfølgelig veninder, men havde også (en slags) held til at undgå store dele af pigernes hakkeorden, og følte mig ofte mere afslappet med drengene. Det er sådan set stadig tilfældet. Også derfor jeg har svært ved at se appellen i serier som Gossip Girl. Er på ingen måde for god til den slags, da jeg er til fals for stort set alt fjernsyn, men fordi jeg simpelthen ikke forstår basale dele af dynamikken. Den virker så opslidende.

Tilbage til tøserne på trappen. De fniser altid indforstået, selvsagt fordi jeg, ved min fremskredne alder men formentlig også af 100 andre grunde, er totalt latterlig. Det er vel mig, de griner af. De har selvfølgelig ret. Når man fanger deres blik, vender de sig væk. Ind mod hinanden. En ret så bogstavelig kold skulder. Det er deres job, og de er vildt gode til det. Det er ok, og jo lidt sødt. En begrænset magt i verden, hvor de finder fællesskab og tryghed (medmindre de gør noget totalt pinligt), og et skjold mod en kontrollerende voksenverden, der ikke skal tro den er noget, da de er fem minutter fra at overtage den fuldstændig.

Hvorfor påvirker det mig så? De er jo æg! De opfører sig helt og aldeles, som de skal. Det er virkelig ikke særlig voksent, men jeg må erkende, at jeg altid føler et sekunds panik, når de scanner og stempler min ubrugelighed. Det bliver en selvopfyldende profeti. Små bæster.

Ikke stå der og heile!

Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sikkert forbigående, men jeg er glad. Rigtig glad.

Forleden talte jeg med en mand i arbejdsøjemed. Han var også glad. Vores møde gjorde ham faktisk så glad, at han afsluttede med at hæve sin håndflade, som skulle han til at aflægge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen edsvoren del af samarbejdet, så jeg antog, at han enten var helt pjattet med Adolf, eller mere sandsynligt inviterede til en såkaldt “high-five”. Det havde han ikke behøvet.

For helt ærligt, hvad går det ud på? Vores hverdag består af en god mængde danglish, og det’ cool, men dine hænder kan hverken tale eller blive mere amerikanske. De er hvide, blege og helt almindelige. Det er ok! Man bliver heller ikke just ung af at stå der i sløvheilende venteposition, for dernæst at ramme ved siden af hver eneste gang. Det er ikke det, de unge vil have. Det er jeg faktisk næsten sikker på. Situationen bliver dertil ikke afformaliseret synderligt, hvilket vist ellers er intentionen, men bliver derimod kun mere stiv i det, når man, vanen tro, rammer ved siden af HVER ENESTE GANG.

Min ufleksible sjæl og ditto tæer krymper sig, når den slags skal udleves, for det lykkes bare aldrig på den fede måde, og den fede måde er jo, sandt at sige, stadig en virkelig tynd kop te. Vi er alt for hvide og alt for gamle. Jeg er i hvert fald. Hvis vi absolut skal lukke festen med fysisk begejstring og på kammeratlig vis, så smil og giv mig hånden med overbevisning, giv mig en lidt for lang krammer, eller bevæg dig virkelig kortvarigt på den kølige knivsæg med en opadrettet tommelfinger. Det kan jeg klare. Egentlig vil jeg tilmed foretrække en excentrisk parade af vanvid, hvor du f.eks. smækker en imaginær rodeotyr/splitternøgen kælling (efter humør og lejlighed) med lassoarmen stolt i vejret, at du hopper op og ned, som en dånefærdig Justin Bieber fan, eller på anden måde holder din egen signaturfest. Man siger jo ikke nej til gratis underholdning, og det er vigtigt at røre sig. Det må du hjertens gerne selv ligge og rode med, men når jeg bliver tvunget med i den sære gestus, bliver jeg så forfærdeligt træt. Træt og lidt sur.

Jeg high-fiver min søn fra morgen til aften, for han er jo relativt ung, kronisk selvforherligende og på alle måder simpelt indrettet, men jeg orker det simpelthen ikke med granvoksne mennesker. Nu skorter det i forvejen ikke på handlinger, der suger een godt og grundigt ned i den mørke soccermom-vortex, og en høj femmer vil næppe flade den kurve ud. Der må være bedre alternativer. Eller nej, det MÅ der ikke. For alternativer graves vel frem af nødvendighed, for at undgå noget upraktisk eller upersonligt, og det behov kan jeg ikke få øje på. De gængse “goddag-farvel-det var edderlækkert-du er skæppeskøn-ka’ du’ ha’ det”-omgangsformer fungerer da så glimrende. Kan vi ikke holde os til dem? Hvis nej, vil jeg have lov at tilføje en olfert til listen. Dem bruger de også i Amerika.