Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Den sidste del af ferien var derfor virkelig tiltrængt, så jeg så frem til de traditionelle to uger i sommerhus, sammen med søster og Jr, som vi altid har fastholdt. Der holder vi hendes fødselsdag, bader og drikker vin for tidligt på dagen. Der er jeg god. Ting på grillen, ting i glasset, sand i Jrs hår og myggestik. Her springer søsters trang til at flytte på landet altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyggelig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo udenfor København. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at børnelykken findes i æbletræer og bagværk. Stop. Der er jo faktisk også en kærlig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kontor med høns udenfor.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyggens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte faktisk, når sandheden skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejendomsmæglere, og endda liiige køre forbi og kigge ind af et par vinduer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Pludselig kom jeg i tanke om den kære StineStregen, der lavede en tegning for nogle måneder siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smider små hints hver gang, jeg falder over et dørtrin i verdens mindste lejlighed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelttrøjen, så ikke Urtekram får alle ens dollars, men i stedet have skidtet i haven. Et bryggers fuld af hjemmegjort halløj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden smasken og med færre døde ponyer og ditto ting på hovedet. Måske ikke helt så Plumret, men en vaskesøjle… Sådan een skal man ha! Det er så megakedeligt, men jeg tror der følger lykke med den installation. Rent, tørt tøj og ild i pejsen, det kan kun være rart. Der er overskud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Det skal jeg nå.

Fjorten dage i sommerhus. Masser af sol, lidt regn og en lang liste af praktiske gris opgaver, der nu engang følger med, når huset er lavet af træ og er hundrede år gammelt. Dertil en endnu længere mental liste. En indre opremsning af alt det, man lige kan nusse lidt med. Vejen til det der kvalitetstid og den indre ro:

  • På fisketur med barnet, godt indhyllet i myggespray og almen grundangst over flerbenede væsner.
  • Komme godt i gang med den store roman. Den andre har skrevet.
  • Bygge noget huleagtigt i et træ til Jr.
  • Dokumentere dele af de enorme mængder madlavning, så jeg stadig også er en slags madblogger.
  • Slette madbloggen.
  • Lave picnics rundt omkring på øen. Det er jo bare lidt mad i en kurv.
  • Gå på opdagelse efter spiselige gevækster i skoven. Det er jo bare en gåtur med en kurv.
  • Få talt med Jr. om livet, døden og kærligheden.
  • Finde ud af det der med livet, døden og kærligheden.
  • Komme lidt videre med den store roman. Den jeg selv skal skrive.
  • Lægge en plan for hvordan jeg kan blive en rigtig voksen.
  • Finde legater og skrive ansøgninger, så jeg kan udsætte det der med at blive en voksen, og i stedet skrive den store roman uden at sulte.
  • Skrive lune, fine ting til bloggen.
  • Ignorere min krops sært bulede omfang, og bade hele dagen.
  • Gøre noget ved det bulede omfang. Det er jo bare at tage lidt mindre i kurven.
  • Sidde og glo på vandet en hel dag. Slappe helt af.

Listen er stadig lige lang. Jeg ved ikke hvor tiden blev af. Een af dagene bliver jeg god til det hele, og får slappet rigtigt af samtidig. Det skal man kunne. Det bliver godt.

 

Det er vores plet, kast ikke op.

Jeg sidder i familiens sommerhus på Møn. Her har jeg været tusinde gange før. Det er altid det samme med minimale variationer, et faktum jeg hadede som teenager, men som nu er værdsat i en anden grad. I det mindste indtil Jr.s hoved eksploderer af kedsomhed, og man må spænde legehjelmen gevaldigt. Derfor opfandt Gud kage,brætspil og Nintendo. Tak.

Husets, og dermed familiens, historie synes værd at fortælle:

Min oldefar på min fars side og tre venner/familiemedlemmer havde i starten af 1900-tallet været faste gæster på badehotellet længere ned af vejen. Liggestol, lemonade, stribet badedragt med ben og den slags. Det blev åbenbart og ganske forståeligt for surt at skulle hjem, så de besluttede at købe grundene ved siden af og bygge sommerhuse. Sorttjærede, stråtækte små vidundere med fårebeboet eng og 50 meter til vandet. Liggestolene blev vore egne, og herfra skulle hundrede somre leves. Der er ikke anstrøg af liebhaveri over det; det koster knofedt og knaster. Arven tages alvorligt, men føles selvfølgelig, mens man er her. Tre af de fire familier er her stadig. Enhver forbedring er både udbygning og udsletning af vores fælles historie; den bevidsthed deler vi, og hjælpes ad.

Da vi ankom, Jr. og jeg, var balkortet allerede blevet fyldt af mine forældre, der havde lovet hele selskabet ud til naboen. Flertallet af dem bor i Paris, hvilket er praktisk for os andre, når trangen bliver for voldsom i løbet af året, men samles for enhver pris til en måneds tid i solbeskinnede traditioner. De er franske og danske i hjerte og sprog, og man har vænnet sig til – og knuselsker – spøjse ordstillinger og ditto spisetider. Inviteret til ved syvtiden, en henslængt rejemad ved ottetiden og noget kød ved nitiden. Een rejser sig hele tiden, nogle ryger på verandaen. Når alle har spist op,  kommer værtinden forsinket i tanke om salat. Der bliver protesteret uden held, og så spiser vi det. Hver gang. Rødvinsstanden daler med sydeuropæisk determination. Dessert, der denne gang var min mors medbragte jordbær/rabarber kompot med marengs og is, indtages ca. halv elleve. Børnene er ikke længere tænkende væsner, men deltager stadig på lettere tilbagetrukket maner fra et vattæppepolstret hjørne.

Jeg betragtede og lyttede til højlydte historier og enetaler. Kærlige hakker i pladen, selvfølgelige absurditeter og indforstået fejring af en plet på jorden, der var- er- og bliver vores.

Ældre dame 1 havde en dejlig cykel, der for nylig gav op. Den var ellers god og trofast, lidt hård at cykle, da den ingen gear havde, men den var jo altså også fra ’72. Nå må hun hellere få sig en ny, så hun kan cykle til byen efter rødvin og æg. Ældre dame 2 er lidt træt af de enorme Wegner stole, der fylder et helt gæsteværelse, så folk må sove andetsteds. Dem har designdatteren købt her, for senere at tage dem med hjem til salg i Paris. Det gør hun hvert år, og nogen må lade pladsen til fordel for et eller andet kuriosum fra 50’erne, som oftest flere Far svømmer hen over sin kones galskab, da hun engang i 60’erne, dengang han dominerede vejene i en gigantisk Packard, bad ham stoppe automobilet pga. en netop passeret sort kat, hvorfor hun måtte stå ud, gå tre skridt baglæns og spytte over skulderen. 100 års uheld afværget. Han giftede sig med hende alligevel. Dansk/franskmand på min alder producerer kortfilm, dokumentarer og kunstproduktioner (har bl.a. lavet film om netop disse huses historie), og taler fragmentarisk om kunststøtte, onde banker og den gale familie. To somre er han ikke nået hertil. Aldrig mere, siger han. Hver sommer vil han lægge sine opsparede kræfter i tjærede bjælker og vindueskit. Vi er jo heldige, også selvom det er hårdt arbejde, så man må ikke bare smide håndklædet og kaste op, siger han med tyk accent og tænder en krøllet, fransk cigaret.

Ind imellem glemmer jeg hvor specielt et selskab, det er. Hvor særlig en mængde mennesker og hændelser, omgivelser og omstændigheder vi deler, noget jeg pr. automatik er del af. En fællesmængde, der nu også tæller min søn. Vi har været her tusinde gange, gjort det her tusinde gange før, og kommer til det tusinde gange mere. Det er altid mere eller mindre det samme. Heldigvis.

Konstigt.

Det her er ikke et indlæg. Jeg er her faktisk ikke. Vil blot dele nogle sære småting fra min uge i Sverige.

 I sverige er der langt til alt, især til underholdningen. Derfor har de…Bilbingo. Jo jo. Man sidder i tre timer (!), blandt 200 dybt fokuserede svenskere på en mark. Permanent ophold i sin bil, der jo heldigvis er en indfødt Saab, så det ikke bliver alt for mærkeligt, hvor man lytter til en lun ældre herre, der over stadionhøjttalere siger tal i meget roligt tempo. Man dytter, når man har bingo. Overalt lurer stille panik. Der skules og krydses af, drikkes kaffe fra thermokande.

Lun fætter i højttaler: Var det feltutning? Har vi feltutning?Tutta igjen, om du har bingo!

Det er noget af det særeste. Vi har gjort det to gange.

Hvis man kører en times tid, for at finde mere børneegnet underholdning, kommer man til Halmstad, hvor de har et lille tivoli. Et dejligt sted med fine forlystelser og vandland. I det limbo mellem land og vand, forlystelse og hygge findes verdens nok langsomste baljebane. Man kunne ikke så meget andet end at tage sig en lur eller gøre oprør. Stedet mente måske derfor, at man kunne blive fristet til at ty til ekstremer, og frabad sig sporadisk heilen. Fair nok.

Jr: Moar, hvordan siger man på svensk, at man skal på toilettet?

Mig(frisk med det der udenlandske): Måste gå på toa.

Jr: Ostemad på snore. Tjek!

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sverige. I en hel uge. Der var ingen palmer, og solen skinnede kun cirka halvdelen af tiden, men det gælder stadig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gammel veninde, hendes kæreste og deres 9 måneder gamle dreng. Knæhøj idyl med langbord og lysedyge. Virkelig mange lyseduge. Broderede børn (I ved hvad jeg mener), ditto lamper og masser af lyst træ. Grimt og vidunderligt på samme tid.

Jeg elsker at være på ferie! Jeg elsker også at komme hjem igen. Min søster bliver altid lidt “jeg vil ikke hjæææææm”-agtig de sidste par dage, og jeg tænker da også, at et par dage mere ville være rart, men har det stadig fint med at skulle hjem. Når jeg atter træder ind af min egen dør, synes jeg det er vidunderligt.

Mens vi er der, savner jeg en ordentlig internetforbindelse og mine egne ting, alt imens jeg nyder at være væk fra rudekuverter, madpakker og vaskekælder. Jeg mæsker mig i Jr.’s nyfundne fiskerlykke (tak til morforældre for blæret fiskegear), alkohol på stort set alle tider af døgnet, brætspil, flødesovs og solnedgange. Hjemme er der metrolarm, spam og hjernelammende app-anmodninger på Facebook (fat det dog, jeg gider IKKE lege bondegård på nettet!), og det er sært nok også rart.

Aftenen før vi skal hjem, ligegyldig hvor jeg er og hvor længe jeg har været væk, er jeg mentalt på vej hjem. Ikke i flugt eller savn, men bare klar. Sådan har det altid været. Søster synes jeg er sær, og vil stadig ikke hjem, selvom det tog er kørt for nogle dage siden. Sådan har jeg det ikke. Altså slet ikke. Betyder det, at jeg er dårlig til at være på ferie? Er jeg den eneste, der har det sådan? Om små tre uger skal vi på ferie igen. Det glæder jeg mig til. Jeg sværger! Glæder mig også til tiden inden. Hjemme med rudekuverter, rod og opvask. Aaaaahhhh.

Pakkehjælp, please!

Idag er jeg officielt gået på ferie. I en stor uges tid, i hvert fald. Vi skal til Sverige, hvor det ikke just lader til at vejret er vidunderligt i disse dage, men hvor der er sø, båd, badebro og masser af det der natur. Godt med vin, bøf og kage oveni, og så kan det ikke gå galt.

Det gør det nu alligevel ret tit, for sagen er den, at jeg ALTID glemmer noget vigtigt. Så bør man skrive lister, ville en klog sige, og det gør jeg skam også, men det er listerne selv, der er mangelfulde. Hvis vi skulle til Paris eller en anden, butiksmættet storby, ville det blot være et spørgsmål om at købe det glemte i en ruf. Men nu skal vi altså til en komplet menneskeforladt plet langt ude i skoven, og det er LANGT i Sverige, hvor det hurtigt kan blive træls at have glemt noget essentielt.

Sverige sidste år. Jeg glemte bue, pil og æble.

Derfor: hvad skal jeg huske? Hvad er møgfedt at have med på (regn)ferie? Har I gode tips til pakning, som min sløjt udviklede, praktiske del af hjernen ikke vil kunne regne ud selv? Antag i den forbindelse, at jeg ikke kan regne noget som helst ud. Jeg undskylder for dagens knastørre indspark. Tak!