Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et interessant brev fra Jr.s skole igår. Den årlige helbredsundersøgelse, der foretages af skolesundhedsplejersken og en børnelæge, var nået frem til det noget overraskende resultat, at min søn er overvægtig. Var det fordi lægen havde undersøgt hans generelle sundhedstilstand? Nej. Det var fordi hans vægt lå 1-3 kilo over normalkurven i det skema, som lægen, med sin åbenlyse faglighed, kun kunne dømme ud fra. Den professionelle konklusion udløste et større kompendium om smørs ikke-slankende virkning, vigtigheden af grøntsager, at slik ikke er hverdagskost og andre åbenbaringer. Jeg stirrede noget vantro på papirerne.

Lad os lige få een ting på det rene. Jr. er IKKE tyk. Jeg er lidt tyk. Hvis Jr. var tyk, ville det ikke være rart at høre, men så skulle der selvsagt sættes ind, og man kunne i så fald måske håbe på andet og mere end “chips er ikke mad”-dokumentet. Men nej. Der blev heller ikke spurgt til madpakkens daglige indhold, spisevaner i hjemmet, observeret deller og kinder som vandballoner, hiven efter vejret,  grøntsagsangst eller manglende deltagelse i fysisk aktivitet. Der blev KUN brugt et skema. Et skema, der jo samtidig viste at han om en centimeter eller to, hvilket han nok vokser i sommerferien, er “normal” igen. Alt dette af en læge. SERIØST?!

Som jeg stod der og stirrede på papiret, blev jeg mere og mere rasende, for den himmelråbende mangel på individuel vurdering, samt tanke på hvad den slags meldinger kan udløse, er helt vanvittigt uansvarlig. Hvis f.eks. Jr. havde været en pige, og havde set at der stod “overvægtig” på et papir med hendes navn, hvad ville der så være kommet ud af det? Ligeledes kunne jeg være en mere påvirkelig eller ængstelig type, der derfor fluks havde sat Jr. på een eller anden kål-kur, for derpå konstant at have tvivl om egne evner som forælder og varetager af mit barns sundhed. Jeg ville ikke få hjælp af en læge eller diætist, der ville forklare den såkaldte overvægts årsag og fremtidsperspektiver, men ville selv skulle træffe alle valg, baseret på en absurd kurve.

Der er ingen tvivl om, at overvægt blandt børn er et meget seriøst anliggende, og jeg kan selv mærke ulmende vrede og bekymring, når jeg ser tykke børn og deres ofte tykke forældre, da det er et svigt uden lige, at lade hånt om børnenes liv på den måde. Men jeg vil ikke acceptere at der af den grund, kun opereres udfra BMI indekskurver og tal på et skema, med det resultat, at man unødigt sår tvivl og angst hos både børn og voksne, uden den mindste skæven til eventuelle konsekvenser. Er det virkelig det signal, vi vil sende til vores unger, at et kilo eller to skubber dem udenfor normalen, og tallet på vægten er det eneste parameter for deres sundhed? Det har jeg svært ved at leve med.

Jeg har idag prøvet at få fat på den omtalte børnelæge, og når det lykkes, vil hun formentlig finde trang til noget trøstespisning. Inkompetente røvhat!

Mors hammer.

Jeg har neglemærker i håndfladerne. De har været der en times tid,og ankom i selskab med hjertebanken og damp ud af ørerne. Blev simpelthen så edderspændt rasende, at jeg endnu er ret overrasket over, at ingen kom til skade. At ingen børn kom til skade, vel at mærke.

Kort version: min søn bliver mobbet af ungerne i gården. Lang version: min søn er en sær starut, der taler sært, siger de mest random ting på jorden, går lidt sært efter flere klumpfodsoperationer og har generelle besværligheder med at aflæse gængse sociale koder i visse børnegrupper. Det har i lang tid været årsag til mange kontroverser blandt især den ret sammentømrede og lidt hårde drengegruppe. Tilbage til den korte version, for det er uvægerligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit skideirriterende, men insisterer alligevel på, med velvalgte pauser, at prøve igen og igen. Han laver en slagplan, husker sig selv på de vigtigste regler blandt drenge og børn i det hele taget, finder noget sjovt, som alle kan lege med, og begiver sig gang på gang derud med håbet om almindelige, gode legeoplevelser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke forstår. Han kommer som regel grædende tilbage indenfor ganske kort tid. Mor kæmper lidt.

Jeg går en gang imellem med ud. Kommer med forslag til lege, giver ham is at dele ud, og prøver at hjælpe med kommunikationen. Så snart jeg vender ryggen til, går det i kage.

Det gør mere ondt end det gør mig egentlig vred, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bære at hans positive lille væsen skal kæmpe så meget. Han må være lige hvad han vil, men jeg overlever ikke hvis han er ensom. Nogle gange bliver jeg mest vred, og skal så gøre mig forfærdeligt umage for at finde min mest pædagogiske side frem, alt imens jeg gør det klart for de involverede, at den slags selvfølgelig ikke er i orden, og der må kunne findes en bedre måde at være sammen på. Det er ikke altid lige nemt. Pædagogik og diplomati er dælme en svær sport, når ens egne står for skud.

De sidste to dage har han insisteret på at gå ud. Det er gået nogenlunde, men har været kortvarigt. Små skridt. Mor er støttende, opmuntrende og stolt. Det skal man jo, og det ville da være helt fantastisk med et godt og muntert børneliv på de lyse sommeraftener. Sådan et skal man da ha! Men nej. Efter et lille kvarter kommer han stortudende og dækket i sand tilbage. De har spillet smørklat, hvor een af drengene har proklameret at han skal være smørklat hele tiden, fordi han “ikke kan så meget andet”. Efter et par omgange siger Junior så fra, hvorefter de kaster sand på ham, slår ham og råber “du går så mærkeligt, så vi kan jo ikke bruge dig til noget”. Nu dirrer mine hænder igen. Han er ikke hysterisk eller vred, men tydeligt rystet og helt knust. Mor skal lige trække vejret. Jeg går med ham ud, leder efter de implicerede, mens mine hænder knyttes hårdere og hårdere. Skal faktisk gøre mig umage for ikke at tude. De to rødder får øje på mig, og jeg har ganske givet ikke set glad ud, for de forsvinder som dug for solen. Tilbage og trøste Junior, der sidder helt lille og opgivende på jorden. Vi går ind, han bliver krammet helt absurd meget og går i seng. Mor kæmper stadig med vejrtrækningen, men har camoufleret det nogenlunde.

Jeg vil altid prøve at finde en pædagogisk løsning, hjælpe hvor jeg kan og skælde ud når det er absolut nødvendigt, men idag nåede jeg et mætningspunkt af Zappa-lignende proportioner. Derfor: Hvis I rører min knægt, driller ham for at have fødderne skruet sært på, eller rotter jer sammen mod ham igen, så dør I. Punktum!!! Det rager mig en papand hvor svært I har det derhjemme, om I er vokset op i anden kultur, ser for meget fjernsyn eller bare keder jer helt vildt. Een gang til, og så skal det være mig en frydefuld fornøjelse at knække jeres små ben, komme jer i en sløv og rusten kødhakker og fodre jer til jeres forældre. Jeg vil gøre det hele med et smil og med neglene ude af håndfladerne. Bare så I ved det, små FUCKERS!!!!

Goddag og farvel.

Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme.

Når jeg skal sige farvel til det forgangne år, er der måske nok lidt mere på den vredladne side, men det bliver jo dermed så meget desto lettere at tage afsked. Min vredladne side vil jeg nu nødigt helt sige farvel til, men satser gevaldigt på mindre brok i det nye år, og det er jo altså ikke begyndt endnu! Jeg siger derimod hjertens gerne farvel til en søn i gips og kørestol, altså kun til gipsen og kørestolen (for nu), til hospitalsmad, epiduralkateter i en børneryg og gammelmands-løfteknirken i en voksenryg. Farvel til måneder i søvnunderskud, til et barn, der er så udmattet af at have ondt og være bange at han mister sine ord. Farvel til ord om at have ondt. Farvel til post-traumatisk børnefrygt for at være alene, blive forladt, svigtet og påført smerte, en frygt, der aldrig før har eksisteret i det lille væsen. Også et dybfølt farvel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moderlig nok, ikke at kunne rumme det, når Junior havde brug for mig og jeg helst bare ville væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at ville væk. Angst for at blive for uinteressant. Angst for at blive en gammel, træt omsorgsgiver og ellers forsvinde. Angst for at blive.

Goddag til nye bekendtskaber, der dukker op de særeste steder. Der bor f.eks. sådan nogle rare mennesker på det der internet, der tilmed viser sig at være helt forrygende i virkeligheden. Goddag til den der mand, der helt sikkert venter derude i forpint længsel efter en skrivende mandagsmodel. Goddag til Juniors små piskende ben, der endelig løber meget hurtigere end mine. Til hans arrede små fødder, der virker efter hensigten og tager stiltiende imod den skældud han giver dem. Til hans runde ansigt, der hver morgen vækker mig med ordene:”Mor, du skal ha’ kaffe”. Kloge dreng! Goddag til nye muligheder. Ikke på den der “verden er en østers”-agtige måde, da jeg hverken kan lide østers eller tror på endeløse muligheder, men med den forsigtige optimisme, der nu engang falder mig mest naturlig. Så derfor: goddag til muligheder jeg kan leve op til. Til udfordringer, der giver mig kvalme på den fede måde, gerne uden hospitalers indblanding, og til nye mennesker, der selvsagt vil elske mit selskab. Goddag til at aflevere Junior i skole hver dag. Goddag til mere rødvin og mindre livvidde, et modsætningsfyldt forhold, der er een af livets grove uretfærdigheder, til mere mod og mindre tvivl. Goddag til mere undren, til Mandagsvoksen og til Jer.