Piger

Hver morgen, når jeg afleverer Jr. i skole, og slæber min uoplagte krop op til 3. sal, går jeg forbi en lille gruppe 13-14 årige monstre piger. De bor åbenbart på den trappeafsats, hvorfra de har optimalt overblik over de hober af Jeva-lam, der myldrer uskyldigt op og ned. De her piger er helt almindelige, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgalskab, men i netop den tilstand er de fulde af hemmeligheder og fordømmelse. En form for ekskluderende, konstant hviskende ophøjethed, som jeg vagt husker men alligevel ikke helt forstår. Den gør mig meget utryg.

Jeg var ikke selv del af tøseshowet, da jeg gik i skole. Ikke at jeg dermed var udenfor, og jeg havde selvfølgelig veninder, men havde også (en slags) held til at undgå store dele af pigernes hakkeorden, og følte mig ofte mere afslappet med drengene. Det er sådan set stadig tilfældet. Også derfor jeg har svært ved at se appellen i serier som Gossip Girl. Er på ingen måde for god til den slags, da jeg er til fals for stort set alt fjernsyn, men fordi jeg simpelthen ikke forstår basale dele af dynamikken. Den virker så opslidende.

Tilbage til tøserne på trappen. De fniser altid indforstået, selvsagt fordi jeg, ved min fremskredne alder men formentlig også af 100 andre grunde, er totalt latterlig. Det er vel mig, de griner af. De har selvfølgelig ret. Når man fanger deres blik, vender de sig væk. Ind mod hinanden. En ret så bogstavelig kold skulder. Det er deres job, og de er vildt gode til det. Det er ok, og jo lidt sødt. En begrænset magt i verden, hvor de finder fællesskab og tryghed (medmindre de gør noget totalt pinligt), og et skjold mod en kontrollerende voksenverden, der ikke skal tro den er noget, da de er fem minutter fra at overtage den fuldstændig.

Hvorfor påvirker det mig så? De er jo æg! De opfører sig helt og aldeles, som de skal. Det er virkelig ikke særlig voksent, men jeg må erkende, at jeg altid føler et sekunds panik, når de scanner og stempler min ubrugelighed. Det bliver en selvopfyldende profeti. Små bæster.

Narrefest.

Nåmen så skulle jeg til fest. Eller det skulle jeg egentlig ikke, for der var sløje udsigter til pasning af afkommet, men jeg ville gerne. Altså sådan rigtig gerne. Det var nemlig sådan en rigtig fest, hos een jeg ser alt for lidt, med voksne, nye mennesker, fancy lejlighed ved vandet, og ikke mindst Nikolaj Sonne, der næppe ville værdige mig et blik, når nu jeg er sådan en sløj type, der ikke har råd til en iPad, men som jeg alligvel virkelig gerne ville bage lidt på. Nåmen det skulle jeg jo ikke, så hul i det. Jeg ville sikkert heller ikke ane hvad jeg skulle sige, og kvaje mig gebommerligt. Hvem har også brug for den slags.

Så blev Jr. tilbudt en legeaftale med overnatning, og jeg anede glimt af håb. Det ville måske endda blive rigtig godt. På med de røde stilletter, dulle garnet op og dyppe øjnene i en masse sort. Fem minutter inden afgang, blev legeaftalen aflyst. Nåmen så bliver vi da bare hjemme. Jr. græd af skuffelse, jeg smilede kunstigt, slog det hen og afmonterede øjnene. Vi laver fiskefrikadeller, gør vi.

Så gik vi op til overboen og spiste jordbær til dessert. Det var djævlens hyggeligt. De har en søn på Jr.s alder, og foreslog at han i stedet kunne sove oppe hos dem. Jaaaa, det vil vi da frygtelig gerne tage imod, sikke’t tilbud. Ingen græd, og jeg listede ned igen. Nu var det blevet lidt sent efter gammelt røvhul tidsregningen, altså efter 22, men med et par kopper kaffe eller fire, ville jeg sikkert kunne blive klar igen. På med de røde stiletter, dulle garnet op og dyppe øjnene i masser af sort. Den slags tager altså tid!

Spændt op. Først senere opdagede jeg, at Jr. åbenbart har kastet op, nyst e.l. på spejlet. Oh well!

På vej ud af døren, tjekke om jeg har pas, penge og charme med, og så høres gråd fra overetagen. Fem minutter inden afgang, sad Jr. i underbukser og bamse på trappen og savnede mig så forfærdeligt, at han hellere ville være i sin egen seng. Det var jo intet problem, det gør vi da bare. Lyden inde i mit hoved:”AAARRGGHH, lorteliv!!”.

Han faldt i søvn på halvandet minut, og jeg overvejede at afmontere øjnene endnu en gang, men gav fortabt af udmattelse og angst for, om man mon kan komme til at rense sine øjenlåg helt af, når nu man gør det konstant. Festen, der nu havde antaget mytiske proportioner, blev ikke til noget. Jeg bliver altså aldrig gift med Mr. Gadget, eller møder nye, vildt spændende mennesker med dybde og udsigt over vandet. Jeg havde til gengæld drukket fire kopper ret stærk kaffe, så fik heller ikke rigtig sovet.

Hvordan den fest blev så vigtig, skal jeg ikke kunne sige, men det var som at få stjålet sine julegaver, efter at være blevet vist den fine indpakning flere gange. Så oplever man nok for lidt. Det var garanteret en herrekedelig møgfest med udsigt over svømmende plamager af skrald.

Der findes ikke dårligt vejr..

Forleden var jeg til Justice koncert. Havde lige inden været til Gud med Jr., så trængte gevaldigt til noget mere hedensk underholdning, samt en fadøl af en ikke alt for beskeden størrelse. Det var en helt igennem fantastisk koncert. Højt, fransk og bas-tungt. Laserlys og knæklys. Lige hvad jeg trængte til. Jeg lærte dertil et par ting om mig selv og mine venner:

Vi er virkelig, oprigtigt optagede af, om folk går hen og får sig en grim forkølelse af utilstrækkelig påklædning. En veninde, der bor små 100 meter fra koncertstedet, havde ladet jakken blive hjemme. Det rystede os alle. Jeg så hende først, og kommenterede selvsagt med det samme. Flere venner stødte til, alle med et ord eller to til den skødesløse mangel på isolerende materiale. Puuha noget slendrian. Vi skyndte os ind i varmen.

Vi er ikke så trygge ved skovmandskjorter og virkelig stramme bukser. I den frygtelig lange kø mod fadøllen, spandt vore hoveder ustandseligt rundt i lokalet, for derefter at se sigende på hinanden, og lade en kommentar falde om den overvældende mængde anderledes, mestendels topbetjent hår og gårdsangersko. Deres overtøj var heller ikke imponerende.

Hvis du er een af ovenstående, og finder dig selv til samme koncert som os, bør du ikke crowdsurfe i vor retning. Medmindre du trænger til en pause. Da koncerten gik i gang, og de åbnede med et af deres største hits, var vi pludselig de eneste i lokalet, der ikke hoppede. I stedet stod vi mast sammen, nervøst leende og ølspildende, mens en armé af kroppe skubbede os frem og endnu tættere sammen. Derpå kom et par gule gårdsangersko og deres entusiastiske ejermand flydende imod os ovenfra. Vi greb efter dem med knap så megen gejst, som han formentlig havde håbet. I et sekund lod det til at lykkes, men vi har simpelthen ikke energi, vilje eller floktrang nok til at bære 20-årige rundt ved anklerne. Da slet ikke når de derved kan se meget mere af koncerten end os, der var omgivet af 2 meter høje teenagere med fuldskæg. Hvad får de dog at spise?! Det faldt til jorden. Man burde nok sige “han”. Vi trak på skuldrene.

Halvvejs gennem koncerten, trak vi mod balkonen, hvor vi kunne se og høre meget bedre, minimaldanse på den der skulder/hoved går frem og tilbage i ryk-måde vi nu kan, og drikke vores øl i ro og mag. Vi ved jo godt at folk hopper igennem til fransk house, at vi er dobbelt så gamle og derfor nok dem, der stikker mest ud, men det lader vi os ikke mærke med. I hvert fald ikke på balkonen.

Vi har fornuften med os. Og læbepomade. Og vanter. Vi ved følgende: hold altid sikker afstand til alt for unge mennesker, brug deodorant inden der skal danses med 3000 andre, uanset foretrukken dansestil, og husk for Gud skyld varmt overtøj. Man bliver så hurtigt afkølet, og så lurer forkølelsen lige om hjørnet.