Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sikkert forbigående, men jeg er glad. Rigtig glad.
Forleden talte jeg med en mand i arbejdsøjemed. Han var også glad. Vores møde gjorde ham faktisk så glad, at han afsluttede med at hæve sin håndflade, som skulle han til at aflægge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen edsvoren del af samarbejdet, så jeg antog, at han enten var helt pjattet med Adolf, eller mere sandsynligt inviterede til en såkaldt “high-five”. Det havde han ikke behøvet.
For helt ærligt, hvad går det ud på? Vores hverdag består af en god mængde danglish, og det’ cool, men dine hænder kan hverken tale eller blive mere amerikanske. De er hvide, blege og helt almindelige. Det er ok! Man bliver heller ikke just ung af at stå der i sløvheilende venteposition, for dernæst at ramme ved siden af hver eneste gang. Det er ikke det, de unge vil have. Det er jeg faktisk næsten sikker på. Situationen bliver dertil ikke afformaliseret synderligt, hvilket vist ellers er intentionen, men bliver derimod kun mere stiv i det, når man, vanen tro, rammer ved siden af HVER ENESTE GANG.
Min ufleksible sjæl og ditto tæer krymper sig, når den slags skal udleves, for det lykkes bare aldrig på den fede måde, og den fede måde er jo, sandt at sige, stadig en virkelig tynd kop te. Vi er alt for hvide og alt for gamle. Jeg er i hvert fald. Hvis vi absolut skal lukke festen med fysisk begejstring og på kammeratlig vis, så smil og giv mig hånden med overbevisning, giv mig en lidt for lang krammer, eller bevæg dig virkelig kortvarigt på den kølige knivsæg med en opadrettet tommelfinger. Det kan jeg klare. Egentlig vil jeg tilmed foretrække en excentrisk parade af vanvid, hvor du f.eks. smækker en imaginær rodeotyr/splitternøgen kælling (efter humør og lejlighed) med lassoarmen stolt i vejret, at du hopper op og ned, som en dånefærdig Justin Bieber fan, eller på anden måde holder din egen signaturfest. Man siger jo ikke nej til gratis underholdning, og det er vigtigt at røre sig. Det må du hjertens gerne selv ligge og rode med, men når jeg bliver tvunget med i den sære gestus, bliver jeg så forfærdeligt træt. Træt og lidt sur.
Jeg high-fiver min søn fra morgen til aften, for han er jo relativt ung, kronisk selvforherligende og på alle måder simpelt indrettet, men jeg orker det simpelthen ikke med granvoksne mennesker. Nu skorter det i forvejen ikke på handlinger, der suger een godt og grundigt ned i den mørke soccermom-vortex, og en høj femmer vil næppe flade den kurve ud. Der må være bedre alternativer. Eller nej, det MÅ der ikke. For alternativer graves vel frem af nødvendighed, for at undgå noget upraktisk eller upersonligt, og det behov kan jeg ikke få øje på. De gængse “goddag-farvel-det var edderlækkert-du er skæppeskøn-ka’ du’ ha’ det”-omgangsformer fungerer da så glimrende. Kan vi ikke holde os til dem? Hvis nej, vil jeg have lov at tilføje en olfert til listen. Dem bruger de også i Amerika.
Mandagsvoksen 