Gamle grønne.

Jeg har endnu intet at sige om nytårsfortsæt og den slags utopier, da jeg stadig kommer mig, men har ondt af en plante. Bær over med mig.

I min stue står et juletræ. Det burde det vist ikke. Alle andre spor af den forgangne højtid er blevet fjernet, men træet bor der stadig. Der sker jo det med juletræer, at de ankommer i et netkondom, der gør dem smalle og lækre, men når den ugelange festivitas er overstået, har de foldet kornfed vælde ud; er blevet magelige og omfangsrige. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme af med det, for det er virkelig blevet meget mere rotund i det, tungt at danse med. En slags installation. Julen er ond på den front.

Vi har ellers selv fældet det, træet. Eller ham med uret har, mens Jr. heppede i manisk hoppende, pebernødsinduceret galskab og Moster og jeg frygtede for skovhuggerens helbred, da han ikke just er typen, der griber til værktøj med voldsom iver. Men fældet blev det, og vi følte os alle lidt mere muskuløse og rigtige. En slags palæo-træ. Det kunne vi godt være bekendt. Det blev fejret med kage.

Junior elsker også det stakkels træ.

Junior elsker også det stakkels træ.

Og det er jo så hyggeligt. Det pynter og dufter og pynter. Det gjorde det i hvert fald. Nu er det bare virkelig deprimerende. At det står og venter på at blive smidt ud, altså. Jeg er på alle måder nærmest sygeligt begejstret for at det der julejazz er overstået, og ser virkelig frem til en dødssyg januar, med blanke dage i kalenderen og en ordentlig røvfuld grøntsager. Hvorfor er det så så trist at afmontere den? Den kommer jo igen med forbavsende, let trættende hast om cirka fem minutter, og den har virkelig været en ordentlig omgang, så vel som edderhygsom. Orker ikke mere jul. Eller nytår, for den sags skyld, der, som alderen er fremskreden, belaster den andeforede krop og sjæl i flere dage. Alt gør lidt ondt, strammer og generer, og det meget talende barn kræver et helt enormt kaffeindtag.Vig bort, jul.

Intet af det er træets skyld, og jeg synes det er synd. Det holder stædigt fast på sine nåle og bærer sin bredde med stolthed. Tror bare jeg beholder det, hylder højtidsovervægten og pynter det igen til påske, hvor gul vel vil matche.

Arbejdslejr, nu med kage.

December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år.

Dette år er julen jo så blevet krydret med Gud. Sikke noget rod. Det viser sig nemlig, at de i den klan synger ekstra meget når sønnike har fødselsdag, og fejrer det på cirka tusinde måder på et par uger. De gamle på plejehjemmene skal vide det er jul, menighedsrådet skal i hvert fald ikke snydes, og så er der da også et julekalas i Øksnehallen, hvor poderne bør marchere med lys og sang. Helst om aftenen, og især på hverdage. Det er så yndigt, og helt igennem udmattende, ikke mindst for ungerne selv.

Så hør her, juletyper: Vores unger skal hundetidligt op, i mørke, vel at mærke. De er på arbejde hele dagen, hvor de både skal lære noget, løse konflikter og “deltage aktivt”, og har derfor ikke energi til at se julekalender klokken halv otte. Ej heller til at synge/spise æbleskiver/flette julehjerter på det tidspunkt. Deres forældre kan ikke nå at være med til bare halvdelen, og særligt ikke de familier, der kun har een voksen repræsentant.

BilledeJeg tager hatten af for de rare ældre mennesker, der kører koret med enormt overskud, men når jeg får stukket et stykke papir i hånden, der afslører 14 (FJORTEN!!) mødetider på tre uger, hvoraf de fleste er fra kl. 18-19 stykker og frem, bliver jeg nærmest lidt hysterisk, og meget lidt i julestemning. Hvorfor skal de gå Lucia fire gange, samt synge hver eneste gang en gammel tusse har bagt noget med sukat? Hvem har tid til det?! Det skal jo så parres med alle de andre juleløjer i skole, SFO, klub, familie osv., og Jr. har aldrig været så udmattet. Hans mor er heller ikke på toppen. Lynhurtigt bliver man tvunget ud i at skulle sige nej til noget af det, forklare det på en ikke alt for Grinch-agtig måde til barnet, og huske at bevare den gode stemning undervejs. Det synes jeg ikke er en rimelig position at sætte forældre i, og selvom jeg ser frem til at se Jr. stå med slips og vandkæmmet hår i kirken juleaften, mens han lovsynger chefen med hjerteskærende uskyld, vil jeg glæde mig nogenlunde lige så meget til det er overstået. Så kan vi virkelig holde fri, og jule uden at det er helt så meget arbejde.