Mere Mayland, tak.

Min søster er gift med sin Mayland kalender. Det er en tyk satan, der holder hende beskæftiget, om man så må sige, og jeg beundrer hendes evne til at få pisket hver en detalje til skemalagt underdanighed. På magisk vis får hun huskesedler, møder, arbejde, socialliv, juleønsker, ideer og gode forslag banket ned på de tætskrevne sider, og kan derfor altid lige slå op (mens vi andre bæver i nærheden af den enorme bog) og få 100 ting på plads på fem minutter. Jeg tænker at der må følge voksen ro med den slags overblik. Det vil jeg også have.

Den her uge er en uendeligt fluktuerende kurve af latterlige bjerge, der alle skal bestiges med glans og overskud. Jeg er i minus på begge fronter. Anmeldelser jeg ikke kan skrive, fordi forlægget kræver fokus, virksomhedsplan og prisliste til fancy firma, der påstår at ville bruge mig, reeksaminationer jeg ikke kan fokusere på, fordi jeg ved, at jeg burde ville det mere, et skriveprojekt, der truer med at a)drive mig til vanvid og/eller b)afsløre mig som komplet talentløs, post-op psyk.evalueringsforløb med Jr, og sidst men ikke mindst en såkaldt prøvefilmning til et boganmeldergig på Go’morgen Danmark. Sidstnævnte bliver kun mere absurd, jo mere jeg tænker på det, særligt fordi det forudsætter at jeg rent faktisk kan foregive mental kapacitet kl hø om morgenen. Det har virkeligt sløje udsigter altsammen. Hver for sig er de jo alle til at klare, da jeg regelmæssigt besidder et vist intellekt, også til eksternt brug, men det hele på 3 dage virker næppe som en god ide. Nåh ja, og så hoster jr hele natten, mens han søvndrukkent ævler noget om røde knapper. Usolidariske skarn.

Det er gode planer. Reelt gode ideer (jo jo!), der hver i især leder hen imod, hvad jeg gerne vil, og som vil gøre de halvmastede projekter lettere at sætte ordentligt i søen. Hvis jeg vælger noget fra, taber jeg, min søn eller min konto. Altså jeg. Hvis jeg ikke kan det hele, har jeg vel selv valgt noget af det fra. Så ved jeg, at jeg er sådan een. Hvis jeg kun gør det halvt, fordi jeg ikke kan få vejret, ved alle pludseligt, at jeg er sådan een.

Jeg har anledning til fjantet glæde og begejstring over det hele, og over dejlige mennesker for tiden, men det skal jo også gøres ordentligt. Hvor får man fokus fra, når det, man skal bagefter, fylder mindst lige så meget, som det, man gør lige nu? Det kan jo dårligt prioriteres. Der findes hverken kaffe eller selvtillid nok i verden. Nu tier jeg stille, og prøver igen.

 

 

Narrefest.

Nåmen så skulle jeg til fest. Eller det skulle jeg egentlig ikke, for der var sløje udsigter til pasning af afkommet, men jeg ville gerne. Altså sådan rigtig gerne. Det var nemlig sådan en rigtig fest, hos een jeg ser alt for lidt, med voksne, nye mennesker, fancy lejlighed ved vandet, og ikke mindst Nikolaj Sonne, der næppe ville værdige mig et blik, når nu jeg er sådan en sløj type, der ikke har råd til en iPad, men som jeg alligvel virkelig gerne ville bage lidt på. Nåmen det skulle jeg jo ikke, så hul i det. Jeg ville sikkert heller ikke ane hvad jeg skulle sige, og kvaje mig gebommerligt. Hvem har også brug for den slags.

Så blev Jr. tilbudt en legeaftale med overnatning, og jeg anede glimt af håb. Det ville måske endda blive rigtig godt. På med de røde stilletter, dulle garnet op og dyppe øjnene i en masse sort. Fem minutter inden afgang, blev legeaftalen aflyst. Nåmen så bliver vi da bare hjemme. Jr. græd af skuffelse, jeg smilede kunstigt, slog det hen og afmonterede øjnene. Vi laver fiskefrikadeller, gør vi.

Så gik vi op til overboen og spiste jordbær til dessert. Det var djævlens hyggeligt. De har en søn på Jr.s alder, og foreslog at han i stedet kunne sove oppe hos dem. Jaaaa, det vil vi da frygtelig gerne tage imod, sikke’t tilbud. Ingen græd, og jeg listede ned igen. Nu var det blevet lidt sent efter gammelt røvhul tidsregningen, altså efter 22, men med et par kopper kaffe eller fire, ville jeg sikkert kunne blive klar igen. På med de røde stiletter, dulle garnet op og dyppe øjnene i masser af sort. Den slags tager altså tid!

Spændt op. Først senere opdagede jeg, at Jr. åbenbart har kastet op, nyst e.l. på spejlet. Oh well!

På vej ud af døren, tjekke om jeg har pas, penge og charme med, og så høres gråd fra overetagen. Fem minutter inden afgang, sad Jr. i underbukser og bamse på trappen og savnede mig så forfærdeligt, at han hellere ville være i sin egen seng. Det var jo intet problem, det gør vi da bare. Lyden inde i mit hoved:”AAARRGGHH, lorteliv!!”.

Han faldt i søvn på halvandet minut, og jeg overvejede at afmontere øjnene endnu en gang, men gav fortabt af udmattelse og angst for, om man mon kan komme til at rense sine øjenlåg helt af, når nu man gør det konstant. Festen, der nu havde antaget mytiske proportioner, blev ikke til noget. Jeg bliver altså aldrig gift med Mr. Gadget, eller møder nye, vildt spændende mennesker med dybde og udsigt over vandet. Jeg havde til gengæld drukket fire kopper ret stærk kaffe, så fik heller ikke rigtig sovet.

Hvordan den fest blev så vigtig, skal jeg ikke kunne sige, men det var som at få stjålet sine julegaver, efter at være blevet vist den fine indpakning flere gange. Så oplever man nok for lidt. Det var garanteret en herrekedelig møgfest med udsigt over svømmende plamager af skrald.

Mob venligst ikke mit lille lem!

Min juleferie var fuld af al det sædvanlige jazz. Mad nok til at give een dårlig samvittighed resten af året/livet, rødvin i nogenlunde samme mængder, gaver, barn med forventningsvanvid og kronisk duft af fedt og forbrugerisme. Alle smukke ingredienser, der blev kompliceret af en alt for hastig opstigning fra sofaen. Derfra kværnede min ellers anonyme lilletå med stor larm ind i hjulet på mit sofabord. Bande, bande, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige længere. Kort og skæv var den. Afsted på skadestuen, med anstrøg af skam fordi det jo var sådan en umandig skade at få. Røntgen, imponeret læge. Brækket to steder, på tværs OG på langs! Stor kanyle, brækkes (AV igen!) på plads. Jo jo, det skal sgu da gøres ordentligt.

Og hør så her folkens: vi kan ikke alle brække store knogler, der efterfølgende prydes med prangende gips, som der skal skrives på og pusles om, eller få hardcore hønsehoste fra den store verden af eksotisk pandemiglamour. Nogle af os kommer i ny og næ til skade med noget småt og uflatterende, men vi er stadig en slags mennesker, og der må IKKE grines! Særligt ikke når undermåleren viser sig at have ansvar for en anselig del af ens balance, der gør alt det der morhalløj temmelig besværligt. Lyskæder kan ikke hives ned, træet ikke bæres ud og pyntekasser må blive i kælderen, så ja, her er det også stadig jul. Der må stadig ikke grines.

Jeg fik ingen gips, for det er jo bare en lillebitte tå, men den er altså knækket og flækket som en voldtaget Langelænder, og ikke på nogen sjov måde. Den er lille og såret, trist, kold og skoløs. Og blå. Jeg hader fødder og har alle dage gjort det, men mit blå legeme har brug for omsorg. Det sagde hun også igår. Han. Jeg siger det i hvert fald nu, for det er surt og koldt nederst i fraktur-hierarkiet, og da jeg aldrig i mit liv har ejet- eller kommer til at eje et par træsko, kommer der til at gå noget tid førend det stakkels, smertende lem bliver påklædt, hvilket i januar nok vil sikre den blålige glød for en god, lang periode. Jeg kan dertil berette at een sko og een skisok devaluerer bling’et i et nytårsoutfit ret så gevaldigt. Det er virkelig ikke særlig praktisk, og det ER altså synd!