Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.

Hallo i røret.

Jeg har nævnt det før, og truet med at vende tilbage til det, det der med at være vænnet til hospitaler. På Riget skal man vænne sig til mange ting. Nogle gange flytter de rundt på mine bryster og pynter med gele, mens de andre gange stikker mig ind i røret. Den halvårlige MR scanning er, ligesom resten af regimet, ikke noget voldsomt indgreb,  men dog alligevel en røvirriterende solo-øvelse. Den kan jeg ikke slippe for, men kan da plage andre med den..

Røret hedder Magnetom (Magneto var taget), og er en stor, farveløs, larmende helvedesmaskine med plads til een. Lige knap. For omend man fylder kun ganske lidt (jo jo) i det flatterende hospitalstøj, bliver man hurtigt ganske omfangsrig. Der bliver lagt venflon til kontrastvæske i den ene arm, den anden udstyres med en “panikknap” (altid godt), hvorefter hver arm pakkes ind i polstret læder, de stakkels bryster bliver atter pyntet med ledninger, alt bliver pakket ind i tæpper, og til sidst får man spændt et plasticgitter om overkroppen, så man ikke kan bevæge sig den mindste smule. Fuldt forpuppet bliver man så udstyret med enorme, klæbende hovedtelefoner. Det er altsammen meget Nostromo/Ripley- agtigt, men virkelig ikke særlig sejt og trods alt nogenlunde Alien-frit. Ind i røret med sig. Som at blive krammet rigtig hårdt  og længe af Mogens Camre. Det varer 1-2 timer, hvor en computer cirka en gang i minuttet beder mig puste ud og holde vejret. Holde det ude altså, hvilket også synes lidt vel strengt.

Røret er et sært opholdssted. Der er hverken uhyggeligt eller hyggeligt, smertefuldt eller lindrende. Alle lyde er høje men på en vedblivende dyb, rumlende måde; puls og brusen underlagt mekanik. Mest af alt er der ensomt. Jeg føler sjældent andet end det inde i røret, er ikke bange eller fristet til at tage knappen i brug, men det er en massiv, rungende ensomhed, der med mellemrum tager pusten fra mig. Igen. Inde i røret bliver grundvilkåret om, at kun man selv ved præcis hvordan det her er, meget højlydt. Man kan have mange ting tilfælles, deles om sygdom, helbred og erfaringer, men lige her kan det ikke deles eller egentlig forklares. Det er ikke klynk, blot en realitet, der altid er gældende og ikke særligt bemærkelsesværdig, men inde i røret råber den mig ind i hovedet. Den råber alt andet væk, og gør hele tiden opmærksom på sig selv. Der er kun dig. Pust ud og hold det ude.

Når jeg kommer ud, får monstret afmonteret, forsvinder det langsomt og vrede kommer i stedet. Den er min ven og meget nemmere at håndtere. Elendige fucking møgkrop, lortemaskine, der nu har givet mig sovehår, dumme radiolog, der uden anstrøg af humor spørger, om jeg ikke så godt kunne lide det? Oplever hun tit, at folk siger “Jo da, hvad med en ekstratur?”? Det burde jeg sige til hende, men gør det ikke.

Vreden bliver hængende resten af dagen, men for mindre blus. Til sidst skal jeg i garderoben og have mit eget tøj på, smykker, ur og alt det andet, der ikke må medtages i røret. Der er jeg hver gang taknemmelig for hospitalsvæsenets hang til laminerede skilte, samt for folk, der ikke kan stave, da der på væggen hænger åbenbart nødvendige afklædningsanvisninger med fine tegninger og venlig hilsen fra “Sikringsguppen”. Han lyder rar.

Goddag og farvel.

Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme.

Når jeg skal sige farvel til det forgangne år, er der måske nok lidt mere på den vredladne side, men det bliver jo dermed så meget desto lettere at tage afsked. Min vredladne side vil jeg nu nødigt helt sige farvel til, men satser gevaldigt på mindre brok i det nye år, og det er jo altså ikke begyndt endnu! Jeg siger derimod hjertens gerne farvel til en søn i gips og kørestol, altså kun til gipsen og kørestolen (for nu), til hospitalsmad, epiduralkateter i en børneryg og gammelmands-løfteknirken i en voksenryg. Farvel til måneder i søvnunderskud, til et barn, der er så udmattet af at have ondt og være bange at han mister sine ord. Farvel til ord om at have ondt. Farvel til post-traumatisk børnefrygt for at være alene, blive forladt, svigtet og påført smerte, en frygt, der aldrig før har eksisteret i det lille væsen. Også et dybfølt farvel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moderlig nok, ikke at kunne rumme det, når Junior havde brug for mig og jeg helst bare ville væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at ville væk. Angst for at blive for uinteressant. Angst for at blive en gammel, træt omsorgsgiver og ellers forsvinde. Angst for at blive.

Goddag til nye bekendtskaber, der dukker op de særeste steder. Der bor f.eks. sådan nogle rare mennesker på det der internet, der tilmed viser sig at være helt forrygende i virkeligheden. Goddag til den der mand, der helt sikkert venter derude i forpint længsel efter en skrivende mandagsmodel. Goddag til Juniors små piskende ben, der endelig løber meget hurtigere end mine. Til hans arrede små fødder, der virker efter hensigten og tager stiltiende imod den skældud han giver dem. Til hans runde ansigt, der hver morgen vækker mig med ordene:”Mor, du skal ha’ kaffe”. Kloge dreng! Goddag til nye muligheder. Ikke på den der “verden er en østers”-agtige måde, da jeg hverken kan lide østers eller tror på endeløse muligheder, men med den forsigtige optimisme, der nu engang falder mig mest naturlig. Så derfor: goddag til muligheder jeg kan leve op til. Til udfordringer, der giver mig kvalme på den fede måde, gerne uden hospitalers indblanding, og til nye mennesker, der selvsagt vil elske mit selskab. Goddag til at aflevere Junior i skole hver dag. Goddag til mere rødvin og mindre livvidde, et modsætningsfyldt forhold, der er een af livets grove uretfærdigheder, til mere mod og mindre tvivl. Goddag til mere undren, til Mandagsvoksen og til Jer.