Residerende superhelt.

Jeg har nævnt det før, at Jr. har nogle problemer med mobning. Det er en evig kilde til bekymring og tristesse, men vi arbejder på at finde løsninger, og det går langsomt fremad.

Han går i en specialklasse (primært ADHD-diagnoser), der kaldes A-Gruppen, og forleden meddelte en større gruppe fra “normalklassen”, at de ikke ville lege med de der A-børn. Jr. var meget påvirket af at være sat i bås på den måde, og har ruget en del over det siden.

Da jeg hentede ham i dag, fortalte han så med iskold ro, at han havde fået sin lærer til at gå med ned i den pågældende klasse, hvorefter han havde stillet sig mutters alene op foran tavlen, og havde forklaret dem, at det gjorde ham ked af det, og han synes de skulle prøve at finde en løsning, og lege lidt mere sammen.

WHAT!?!

Jeg er målløs. Drengen har verdens største nosser og fineste lille sjæl! Jeg er dybt imponeret. Tænk at han tør. Det tror jeg faktisk ikke, jeg selv havde turdet.

Det var jeg lige nødt til at fortælle, for ikke at spæne ud på gaden og råbe det til vildtfremmede. Hold nu kæft, hvor er jeg stolt af den knægt!!

Mors hammer.

Jeg har neglemærker i håndfladerne. De har været der en times tid,og ankom i selskab med hjertebanken og damp ud af ørerne. Blev simpelthen så edderspændt rasende, at jeg endnu er ret overrasket over, at ingen kom til skade. At ingen børn kom til skade, vel at mærke.

Kort version: min søn bliver mobbet af ungerne i gården. Lang version: min søn er en sær starut, der taler sært, siger de mest random ting på jorden, går lidt sært efter flere klumpfodsoperationer og har generelle besværligheder med at aflæse gængse sociale koder i visse børnegrupper. Det har i lang tid været årsag til mange kontroverser blandt især den ret sammentømrede og lidt hårde drengegruppe. Tilbage til den korte version, for det er uvægerligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit skideirriterende, men insisterer alligevel på, med velvalgte pauser, at prøve igen og igen. Han laver en slagplan, husker sig selv på de vigtigste regler blandt drenge og børn i det hele taget, finder noget sjovt, som alle kan lege med, og begiver sig gang på gang derud med håbet om almindelige, gode legeoplevelser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke forstår. Han kommer som regel grædende tilbage indenfor ganske kort tid. Mor kæmper lidt.

Jeg går en gang imellem med ud. Kommer med forslag til lege, giver ham is at dele ud, og prøver at hjælpe med kommunikationen. Så snart jeg vender ryggen til, går det i kage.

Det gør mere ondt end det gør mig egentlig vred, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bære at hans positive lille væsen skal kæmpe så meget. Han må være lige hvad han vil, men jeg overlever ikke hvis han er ensom. Nogle gange bliver jeg mest vred, og skal så gøre mig forfærdeligt umage for at finde min mest pædagogiske side frem, alt imens jeg gør det klart for de involverede, at den slags selvfølgelig ikke er i orden, og der må kunne findes en bedre måde at være sammen på. Det er ikke altid lige nemt. Pædagogik og diplomati er dælme en svær sport, når ens egne står for skud.

De sidste to dage har han insisteret på at gå ud. Det er gået nogenlunde, men har været kortvarigt. Små skridt. Mor er støttende, opmuntrende og stolt. Det skal man jo, og det ville da være helt fantastisk med et godt og muntert børneliv på de lyse sommeraftener. Sådan et skal man da ha! Men nej. Efter et lille kvarter kommer han stortudende og dækket i sand tilbage. De har spillet smørklat, hvor een af drengene har proklameret at han skal være smørklat hele tiden, fordi han “ikke kan så meget andet”. Efter et par omgange siger Junior så fra, hvorefter de kaster sand på ham, slår ham og råber “du går så mærkeligt, så vi kan jo ikke bruge dig til noget”. Nu dirrer mine hænder igen. Han er ikke hysterisk eller vred, men tydeligt rystet og helt knust. Mor skal lige trække vejret. Jeg går med ham ud, leder efter de implicerede, mens mine hænder knyttes hårdere og hårdere. Skal faktisk gøre mig umage for ikke at tude. De to rødder får øje på mig, og jeg har ganske givet ikke set glad ud, for de forsvinder som dug for solen. Tilbage og trøste Junior, der sidder helt lille og opgivende på jorden. Vi går ind, han bliver krammet helt absurd meget og går i seng. Mor kæmper stadig med vejrtrækningen, men har camoufleret det nogenlunde.

Jeg vil altid prøve at finde en pædagogisk løsning, hjælpe hvor jeg kan og skælde ud når det er absolut nødvendigt, men idag nåede jeg et mætningspunkt af Zappa-lignende proportioner. Derfor: Hvis I rører min knægt, driller ham for at have fødderne skruet sært på, eller rotter jer sammen mod ham igen, så dør I. Punktum!!! Det rager mig en papand hvor svært I har det derhjemme, om I er vokset op i anden kultur, ser for meget fjernsyn eller bare keder jer helt vildt. Een gang til, og så skal det være mig en frydefuld fornøjelse at knække jeres små ben, komme jer i en sløv og rusten kødhakker og fodre jer til jeres forældre. Jeg vil gøre det hele med et smil og med neglene ude af håndfladerne. Bare så I ved det, små FUCKERS!!!!