Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rigtig tit sådan her:

Savner eet ben at sutte på
Ta’r min kutte på
Natten er en fløs, det ik´ for sent at få min boogie på
Snuser mig frem
Sjatpisser mig frem
Til et hundehus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Undskyld hvis jeg gør
Hvis jeg bruger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hopper op af din veninde
Slikker hendes kind
Og boller hendes ben

Det bliver hørt og fremført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sproglige facetter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koijn og McEinar, omend jeg dermed måske sang lidt vel meget om sidstnævntes knebne potens i en ret tidlig alder, men nu hører jeg det fra et lille væsen, der er mit ansvar, og bliver pludselig i tvivl. De ovenstående lader jeg køre uden egentlige tics, men da L.O.C. og Orgi-E forleden gav sig i kast med en elaboreret rejse gennem analsexens mørke afkroge (måske verdens sjoveste nummer), kastede jeg mig panisk mod stop-knappen. Der må jo være grænser. Ik?

Når det kommer til computerspil og film, har jeg ingen tvivl om grænserne, og siger rungende “NEJ!” til vold og deslige, men musik og tekster er en svær størrelse. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rigtig” musik frem for angstfremkaldende MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kultur, og måske ikke på sin plads at presse den ned over hovedet på ham, bare fordi jeg ikke selv har stamina til børnedance. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg bare kan kalde det for min kultur, da han jo ikke er et æg længere, og dermed har ret til- og del i populærkulturen. Måske endda mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bliver voldelig af at se det, men er af den klare overbevisning, at det ikke er billeder han har brug for at få tilføjet til en allerede levende fantasi. Med musikken fortæller jeg mig selv, at han jo godt kender ordene “fuck” og “kælling”, men ved, fordi jeg fortæller ham det, at man ikke bruger dem (så meget) i ordentlig, daglig tale. Han bliver da også stadig flov, når den slags kommer over hans læber, og undskylder hastigt, men er det dobbeltmoral fra min side? Måske er jeg bare så begejstret for sproget og sætter pris på løjerlig slang, at jeg mister fornemmelse for hvad, der er passende. Måske er det noget fis. Måske prøver min telefon at fortælle mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstatte “fucking” med “Puccini”. Man må jo ikke en skid længere, og når nu sukker, vold og pthalater ikke længere må peppe hverdagen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til analsex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navigere derfra, men hvad gør I andre? Har I en decideret musikpolitik? Tanken gør mig umiddelbart lidt (læs: meget) træt.

Det vil komme bag på mig (no pun intended), hvis jeg ændrer den nuværende praksis voldsomt, men jeg er nysgerrig og lidt forvirret, og det synes jeg Puccini ikke om!

Spørge Jørgen.

Jr. er fuld af ord. Mere end ellers, og det er ikke så lidt, og jeg er løbet tør for svar. Han spørger hele tiden om mystiske ting, som jeg har virkeligt dårlige odds for at give tilfredsstillend svar på. Det er man vant til, når man har talende dværge i huset, men for tiden er det ca. 50 gange om dagen. Mor er træt! Her er et par af de nyeste eksempler:

  • Kan man både tro på Gud og på det der ævletion med firbenene? Jesus var jo lidt ligesom Batman, så det vil jeg gerne. Jesus kunne man også se, så ham tror jeg faktisk på, men hans far var jo usynlig, så ham tror jeg ikke på. Kan man godt kun tro på een af dem?
  • Hvis nu du døde, ville jeg så dø af sult?
  • Når nu vi mangler en far herhjemme, og du ikke kan få en kæreste, kan jeg så spørge en anden?
  • Jeg kender een, der aldrig spiser grøntsager. Skal du eller jeg ringe til hans mor, så han ikke dør?
  • Er det ikke dumt at bede mig læse lektier, når jeg ikke kan læse?

wpid-tynd-is-2012-08-17-11-24.jpg

Osv. osv. osv….

Så ti dog stille, barn!!

De vigtige ting

Jeg var til et selskab. Nogle af de bedste mennesker jeg kender. God mad, alkohol og højlydte analyser af Mad Men, Breaking Bad og Brian May. De vigtige ting. Sådan en samling mennesker, der gør een rolig og overgearet på een og samme tid. Det er så rart.

Jeg var den eneste, der havde barn med, ja den eneste, der havde lavet et, og det gjorde mig mærkeligt nervøs. Opfører han sig nu ordentligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fylde? De vigtige ting. Jeg tog mig selv i at holde konstant øje, som var han en undsluppen chimpanse i faretruende nærhed af uvurderligt krystal. Han gjorde intet, der bare mindede om primat-opførsel, men gebærdede sig, som en helt almindelig syvårig, der synes voksne er lidt kedelige, men som også er stolt af at være med. Han smagte på det meste, fik massiv chilioverdosis, og bad derpå forsigtigt om en rugbrødsmad.

I lang tid sad han helt stille mellem os i sofaen, og stirrede ned i sin Nintendo, der på alle tidspunkter kan hypnotisere ham helt i knæ. Jeg skævede af og til, og mumlede de sædvanlige: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i staver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjnene ned og alt er rundinger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hårgrænsen er de små hår næsten hvide og huden lysebrun. At jeg ville dø for at få hans øjenvipper. Et menneske, en rigtig person, ukuelig og skrøbelig, særligt ved min hånd. Han kommer fra mig, det gør ondt i mine knogler. På alle tidspunkter, med alt hvad han skal holde styr på, og selv midt i voksenoverdøvet Super Mario, findes der en sært nysgerrig ro i hans ansigtstræk. Som om han usynligt følger med, mens han er et andet sted indeni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjnene væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nogle rettede på ham, mine muskler spændtes, og jeg blev atter på vagt. Den eneste med barn. Hvordan gør man det lige? Man vil jo gerne kunne det hele. Kunne gøre hvad man vil, og gøre det virkelig godt. Utopier, jovist, men alligevel.

Det var så hyggeligt, og alligevel var jeg lidt undskyldende. For at han ikke var usynlig, vil jeg tro. For at jeg var den eneste, der altid skulle noget med barnet, afsætte ham eller takke nej. For at det ikke var usynligt, eller mere synligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæbte ham sovende hjem i en taxa. Sad atter og kiggede. Det er altsammen ligemeget. Bare se på det ansigt.