Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.

Jeg er grøn og grøn over det hele.

Misundelse er en grim ting. Det skal man holde sig fra. Det er uværdigt, barnligt og aldeles ucharmerende. Noget så ukonstruktivt. Puuha, det er en sløj størrelse, det kan vi ikke lide, og det eksisterer primært som en lidt spøgefuld hypotese, at/hvis/når vi uforvarende planter foden i en dampende bunke af det. Undskyld mig mens jeg vasker mine tæer.

Jeg har nemlig det der grønne stads i krogene for tiden. Målrettet på alt muligt ligegyldigt, der burde forblive ligegyldigt. Folk, der har det nemt (de findes!), folk, der har det svært på en yndefuld måde. Folk med ynde. Konti, der ikke giver een grundangst, angst for noget interessant. Gøglere (dem kan jeg bare ikke lide, og det kan man ikke sige for tit). Lækre boliger, lækre ben, ben i næsen, næse for penge. Føj!

Det siger derfor sig selv, at jeg skriver dette fra en muggen skammekrog, iklædt en spids fy-hat og nystrikket dårlig samvittighed. Jeg ville så gerne altid klappe begejstret, og dermed være modtagelig for en pakke god karma. Bare flyde med strømmen, spændt på livets gavmilde gak og løjer lige om hjørnet, men hjørnet er skarpt og dumt, det er langt væk og lugter. Jeg bør være ligeglad, som i lige glad, men det er jeg simpelthen ikke gammel nok til. Jeg vil ha’ store pakker med Audi’er og kogeøer og iPads indeni. Jeg vil være ejer af sådan en ordentlig neurose, der bliver til en overraskende og helt igennem genial debutroman. Være kreativ på den der lidt skæve måde, som alle mænd synes er helt fænomenal. Et skvæt af sexet selvironi, “gang i nogle projekter rundt omkring” og et casual Facebook profilbillede, der ligner lørdag på en tirsdag. Det vil jeg ha’. NU!

Undskyld.