Drømmemand.

Forleden drømte jeg, at Nikolaj Sonne havde læst mit indlæg om nærved-og-næsten-festen , og i sin uendelige visdom og enorme kærlighed til lige netop min slags havde sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et massivt lager af fryns til den slags anledninger, og kunne dårligt finde en mere taknemmelig og charmerende modtager. Der var et fint lille kort med. Ikke noget skummelt, for vi kender jo ikke hinanden så godt endnu, og det er vigtigt ikke at være for anmassende, men betænksomt og underspillet. Jeg græd lidt. Også da jeg vågnede, eller i de 30 sekunder det tager ens hjerne at acceptere konceptet “vågen”, mens man stadig har lov at holde fast i en anden, kompliceret men vidunderligt uskarp, virkelighed.

Jeg gik derpå i retning mod postkassen. I mit hoved løb jeg. Måske havde mit fascinerende sind drømt en flig af virkelighed. Måske var kun kortet virkeligt. En iPad er også svær at få ned i en postkasse. Måske ville min postkasse nu være vokset. Gennem sprækken anede jeg et brev. Det var tykt. Måske var jeg, bare i dag, mere heldig end ellers.

Det var fra Hvidovre Hospital. De opfordrede til – ja nærmest insisterede på – at jeg kom til en forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft, på grund af min fremskredne alder. Det havde de ikke behøvet. De havde  givet kuverten bedragerisk volumen ved at vedlægge adskillige informative pjecer om emnet. Det gør åbenbart næsten ikke ondt. De skulle bare vide.

De kunne da i det mindste have sendt et kort med. Eller en lillebitte iPad. Post er åndssvagt.