At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kirke. Eller menighedshus. Junior, der er en meget syngende type, ville gerne prøve at synge i kirkens børnekor, og da han (pga. operationer i fødderne) altid har haft svært ved at finde en fritidsaktivitet, opmuntrede jeg gevaldigt. Så aftenen stod på syngende børn, mumlende forældre, Lis med knold i nakken og meget højt register og Guitar-Herman. Dertil rigtig meget Gud.

Af een eller grund var jeg ikke forberedt på Gud. Ikke i den grad, i hvert fald, men han var lige der midt i cirklen af begejstrede børn, i sanglege om himmerige og avancerede gestikulationer, der vist nok var noget med, at have tro og glæde i hænder og krop. Junior har alt muligt i kroppen. Det er sjældent blevet omtalt som særlig himmelsk, men han holdt sig virkelig ikke tilbage, når Herman spillede op. Kunne ikke ordene, men fægtede vildt med armene, mimede lidt forskelligt, og indskød et “Gud” her og der, hvilket da er beundringsværdigt. Jeg så på fra sidelinjen, mens jeg undrede mig over, hvorfor de hellige festligheder gjorde mig så utilpas.

Musik er jo vidunderligt og sange om chefen ligeså; altså i kirkens rum, når jeg af uvisse årsager befinder mig der, men det skurrede så sært i mine ører, når det foregik med tramp og klap, Hello Kitty tylskørter og Gore-Tex. Junior vil nok næppe blive genfødt kristen af sangleg, og hvis han gør, er det vel hans sag, men jeg følte mig nu stadig overmandet af en sær skræk, som jeg ikke helt ved hvor jeg  skal gøre af.

Lis med knolden ville gerne dele sin glæde med verden, og fornemmede måske lidt kontrære vibes fra den trygge sidelinje, hvilket drev hende til at befale alle (ALLE!) ind i cirklen, så vi rigtig kunne synge og lege. Poderne elsker jo at få de gamle med, og vi er da også hysterisk morsomme, men jeg bliver bare aldrig nogen begejstret afsynger af Boogie Woogie, og bliver egentlig ikke mere tilbøjelig til den slags udfoldelser af, at femten forældre ser på mig med uhæmmet iver og forventning. Jeg bliver nærmest lidt gnaven, men havde her til aften selvkontrol nok til at tage en tur i cirklen for Junior. I skrivende stund får jeg atter lidt tunnelsyn, når billedet af undertegnede i klappende, kristen skruestik, akkompagneret af den mod enden halvsovende Herman, toner frem på nethinden.

Det er efter sigende godt at blive skubbet over sine grænser, men jeg havde ikke forestillet mig, at der forefandt sig en sådan ved en gruppe 5-7 åriges kor-øver. Det er jo absurd. Drengen vil derhen og mime igen i næste uge, så jeg varmer min iskolde sjæl ved tanken om, at flere forældre havde valgt at sidde udenfor Guds sangsal under hele seancen. Der vil jeg også være at finde fremover. Sådan en rådden mor er jeg nemlig. Amen.