Arbejdslejr, nu med kage.

December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år.

Dette år er julen jo så blevet krydret med Gud. Sikke noget rod. Det viser sig nemlig, at de i den klan synger ekstra meget når sønnike har fødselsdag, og fejrer det på cirka tusinde måder på et par uger. De gamle på plejehjemmene skal vide det er jul, menighedsrådet skal i hvert fald ikke snydes, og så er der da også et julekalas i Øksnehallen, hvor poderne bør marchere med lys og sang. Helst om aftenen, og især på hverdage. Det er så yndigt, og helt igennem udmattende, ikke mindst for ungerne selv.

Så hør her, juletyper: Vores unger skal hundetidligt op, i mørke, vel at mærke. De er på arbejde hele dagen, hvor de både skal lære noget, løse konflikter og “deltage aktivt”, og har derfor ikke energi til at se julekalender klokken halv otte. Ej heller til at synge/spise æbleskiver/flette julehjerter på det tidspunkt. Deres forældre kan ikke nå at være med til bare halvdelen, og særligt ikke de familier, der kun har een voksen repræsentant.

BilledeJeg tager hatten af for de rare ældre mennesker, der kører koret med enormt overskud, men når jeg får stukket et stykke papir i hånden, der afslører 14 (FJORTEN!!) mødetider på tre uger, hvoraf de fleste er fra kl. 18-19 stykker og frem, bliver jeg nærmest lidt hysterisk, og meget lidt i julestemning. Hvorfor skal de gå Lucia fire gange, samt synge hver eneste gang en gammel tusse har bagt noget med sukat? Hvem har tid til det?! Det skal jo så parres med alle de andre juleløjer i skole, SFO, klub, familie osv., og Jr. har aldrig været så udmattet. Hans mor er heller ikke på toppen. Lynhurtigt bliver man tvunget ud i at skulle sige nej til noget af det, forklare det på en ikke alt for Grinch-agtig måde til barnet, og huske at bevare den gode stemning undervejs. Det synes jeg ikke er en rimelig position at sætte forældre i, og selvom jeg ser frem til at se Jr. stå med slips og vandkæmmet hår i kirken juleaften, mens han lovsynger chefen med hjerteskærende uskyld, vil jeg glæde mig nogenlunde lige så meget til det er overstået. Så kan vi virkelig holde fri, og jule uden at det er helt så meget arbejde.

Mere Mayland, tak.

Min søster er gift med sin Mayland kalender. Det er en tyk satan, der holder hende beskæftiget, om man så må sige, og jeg beundrer hendes evne til at få pisket hver en detalje til skemalagt underdanighed. På magisk vis får hun huskesedler, møder, arbejde, socialliv, juleønsker, ideer og gode forslag banket ned på de tætskrevne sider, og kan derfor altid lige slå op (mens vi andre bæver i nærheden af den enorme bog) og få 100 ting på plads på fem minutter. Jeg tænker at der må følge voksen ro med den slags overblik. Det vil jeg også have.

Den her uge er en uendeligt fluktuerende kurve af latterlige bjerge, der alle skal bestiges med glans og overskud. Jeg er i minus på begge fronter. Anmeldelser jeg ikke kan skrive, fordi forlægget kræver fokus, virksomhedsplan og prisliste til fancy firma, der påstår at ville bruge mig, reeksaminationer jeg ikke kan fokusere på, fordi jeg ved, at jeg burde ville det mere, et skriveprojekt, der truer med at a)drive mig til vanvid og/eller b)afsløre mig som komplet talentløs, post-op psyk.evalueringsforløb med Jr, og sidst men ikke mindst en såkaldt prøvefilmning til et boganmeldergig på Go’morgen Danmark. Sidstnævnte bliver kun mere absurd, jo mere jeg tænker på det, særligt fordi det forudsætter at jeg rent faktisk kan foregive mental kapacitet kl hø om morgenen. Det har virkeligt sløje udsigter altsammen. Hver for sig er de jo alle til at klare, da jeg regelmæssigt besidder et vist intellekt, også til eksternt brug, men det hele på 3 dage virker næppe som en god ide. Nåh ja, og så hoster jr hele natten, mens han søvndrukkent ævler noget om røde knapper. Usolidariske skarn.

Det er gode planer. Reelt gode ideer (jo jo!), der hver i især leder hen imod, hvad jeg gerne vil, og som vil gøre de halvmastede projekter lettere at sætte ordentligt i søen. Hvis jeg vælger noget fra, taber jeg, min søn eller min konto. Altså jeg. Hvis jeg ikke kan det hele, har jeg vel selv valgt noget af det fra. Så ved jeg, at jeg er sådan een. Hvis jeg kun gør det halvt, fordi jeg ikke kan få vejret, ved alle pludseligt, at jeg er sådan een.

Jeg har anledning til fjantet glæde og begejstring over det hele, og over dejlige mennesker for tiden, men det skal jo også gøres ordentligt. Hvor får man fokus fra, når det, man skal bagefter, fylder mindst lige så meget, som det, man gør lige nu? Det kan jo dårligt prioriteres. Der findes hverken kaffe eller selvtillid nok i verden. Nu tier jeg stille, og prøver igen.