Guds liste

Om torsdagen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stirrer på min telefon i skærsilden venterummet. Så vi var altså i kirke. Den der høje bygning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syngende børn, som Jr. gjalder med, skulle synge nyligt indøvet materiale til en såkaldt pastagudstjeneste. Kirken er derfor mestendels fyldt op af børnenes familier, der tager billeder og glæder sig til den gratis mad, der følger efter, men nok om det.

Denne gudstjeneste havde et tema, som sådan nogle vist har, og vi skulle denne gang beskæftige os med dåben. Vi lyttede andægtigt, mens den kvindelige præst gjorde sig virkelig umage for at gøre materialet børneegnet. Dermed blev dåben til “verdens bedste bad” og begejstringen for netop den renvaskelse ville ingen ende tage. Den direkte vej til alskens godter og VIP-kort til kaliffens gemakker. Alle tiders!

Jr. kom derpå hen til mig med en meget udtalt rynke i panden. Han trippede en stund, så lidt nervøst på mig, formentlig fordi svovlet sivede ud af ørerne på mig, og sagde:

“Jeg tror godt jeg vil døbes. Ellers kommer jeg jo ikke på Guds liste.”

Træk vejret. Du er et voksent menneske. Han er et barn, der lige er blevet fortalt, at dåben, verdens bedste bad, er den eneste garanti for en bare nogenlunde let gang på jorden. SLAP NU AF, DIN SURE KÆLLING!

Der blev råbt meget inde i hovedet. Jeg fik manet stemmerne kortvarigt i jorden, og svarede noget med, at det kunne jeg da godt forstå. Tilføjede (smilende, endda) lidt forskelligt om, at den der liste jo nok ikke skulle tages helt så bogstaveligt; at han altså er et godt menneske under alle omstændigheder, og jeg ikke troede Gud rent faktisk havde en sådan liste, da han jo var en travl mand. Noget i den retning sagde jeg vist.

Så var der pasta og “dåbslege”, og derfra husker jeg ikke så meget, men kom til mig selv, da vi tog hjem. Samtalen blev cementeret med frisind og begejstring for det famøse bad, mens jeg gjorde det klart, at han netop ikke var døbt, fordi valget var alvor, og skulle tages af ham selv, efter lange og grundige overvejelser. Helst ikke kun pga. en liste. Please!

Så nu er jeg her igen, i det sære, gudløse vakuum, hvor jeg skal kunne rumme Jr.’s trang til en listeskrivende skaberskikkelse, mens jeg opfordrer til samtale og frit valg, uden at presse ting nedover ørerne på ham, som han alligevel ikke fatter en bjælde af. Det er altså ikke nogen nem opgave. Jeg bliver virkelig vred over brugen af liste-terminologien overfor børn, der tænker konkret og i godt/ondt-baner. Samtidig er vi der jo (på sin vis) frivilligt, i deres hus, hvor man må følge deres regler. Jeg har derfor også dårlig samvittighed over at sidde der, og have så ubændig trang til at råbe PIK eller andet lidt udenfor temaet, da ingen jo tvinger mig derind. Jr.s begejstring tvinger mig, og den burde være nok til at fjerne forargelsen og ubehaget. Det er den bare ikke.

Jeg kunne aldrig finde på at blive gift i en kirke (nej, det ligger ikke lige om hjørnet!), da jeg synes det er en hån mod husets og religionens ægte troende, at være der for traditionens eller æstetikkens skyld, men er der jo nu for barnets skyld. Han ved godt at jeg ikke tror på Gud, og det lader ikke til at have nogen reel bremsende effekt på ham, hvilket egentlig siger meget om hans karakter. Det siger forhåbentlig også lidt om hans tillid til min accept af hans valg, men den er stadig betinget i den forstand, at jeg pure nægter at lade listen stå uden kritik. Kritik, som han skal lytte til.

Gud er svær at arbejde med, og hvis Jr. skal døbes får jeg brug for store mængder alkohol, men så lover jeg at smile stort hele vejen. Også mens jeg venligt beder præsten afstå fra flere lister.