Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ.

Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt fordi du er et klistrende fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insisterer på at klare dig selv, er du så ikke en sløj affære, når du bare vil krammes og have en voksen?

Hvis nu du var en ludobrik…

Når nu han ikke svarer på din sms, er det nok fordi han har ombestemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mumler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og latin.

Der er helt sikkert noget, du har misforstået.

Det er næppe nok at du bare krammer hende.

Når nu hun ikke svarer på din sms, er det nok fordi hun har ombestemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi holder lange seancer. Maner dem væk med blåøjet vilje. Akkumulerede blå øjne, der ikke orker flere slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lille hjem, og de larmer, endnu mere end Urmanden selv. Vi ved ikke hvorfor, kun at de fylder både rum og sind med sludder. Det bliver hurtigt lidt trangt. Så vi prøver at presse dem ud af hjørnerne med bedre ord, kloge ord, ærlige ord. Han er nemlig sådan et sært stykke mand, der gerne taler om alt, og har åbenlyse, diskuterbare følelser. Der stikker nok noget under.

Det er så uendeligt dumt! Særligt når nu vi ellers har svært ved at få armene ned over hvor vidunderlige, voksne og især skide sjove vi er. For det er vi! Perlende latter (jo jo!) dekorerer de små rum, men vi dukker os i samme nu, i fald der skulle dukke en hvid dame med rigtig dårlig stemning og ditto samvittighed op. Hun er helt sikkert ikke spor tyk, men smurt ind i både lækkerhed og dårlig lugt, der seriøst roder med indeklimaet.

At vi er blevet dem, vi er, som et resultat af fordums op- og nedture med diverse skønne og virkeligt sløje bekendtskaber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kritisk tør for mindfulness, hvilket nok må siges at ske ret ofte, er det bare virkelig fjoget. Åndet, nærmest. Ja ja, jeg har lært, båret videre, udviklet og undveget på den konto, men slut nu med alt det pjat. I skal videre, gå mod lyset, bade i svovlen og frem for alt klappe gevaldigt i. Nu, tak.

Ny tid.

Der ligger et sovende stykke mand på min sofa. Han larmer. Ikke lige nu, hvor han er slået ud af natur og rødvin, men i sine vågne timer larmer han helt enormt. Taler højt og meget, og gerne i sin telefon på den der “Jeg ved at du er helt pjattet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regelmæssigt gerne servere en skoldhed lammer, men nu er jeg, med lige det her eksemplar, sært nok, fuldkommen ligeglad.

Han har et meget stort ur. Det larmer også. Rasler i tide og utide. Mænd har jo ringe muligheder for potensforlængende bling, hvis de altså har bare lidt smag, så der bliver ofte parkeret kilovis af metal og visere på armen. Et nysseligt stykke finmekanik med skrøbelige dele, armeret af ridsefast glas og rumteknologi. Det virker, det der med at være macho, bare fordi man ved hvad klokken er på en lækker måde. Han er manden, der holder tiden.

Det giver overraskende lidt mening, men hans håndled med det enorme ur, den måde hvorpå han lader det falde ned til siden i ren og skær afslapning, er noget af det mest betryggende længe. Han smiler, halvt sovende, og byder manglen på larm velkommen. De høje lyde har ubærligt skrøbelig, god grund. At urets ejermand lader sig tage mangen en henført morfar på min sofa, er, af uforståelige årsager,forfærdeligt smigrende.

Min mave gør ondt ved tanken om det usandsynlige i, at nogen har skulderbredde til hele den pakke, jeg uvægerligt har på slæb, og jeg drømmer på skift om uendelige somre med et væsen, der holder af mig, og alle de grunde jeg kan give ham til at lade være. Jeg holder vejret, når uret tikker på min sofa. Gid det ville stoppe for en stund. Så kunne jeg nå at være rolig i den slags tempo, man kan mærke mellem fingrene, og have lov til at være et umælende fjols, smile bøvet og tvinge djævlene til stilhed. Her, lige ved siden af sofaen, vil jeg blive lidt. Håber jeg.