Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Den sidste del af ferien var derfor virkelig tiltrængt, så jeg så frem til de traditionelle to uger i sommerhus, sammen med søster og Jr, som vi altid har fastholdt. Der holder vi hendes fødselsdag, bader og drikker vin for tidligt på dagen. Der er jeg god. Ting på grillen, ting i glasset, sand i Jrs hår og myggestik. Her springer søsters trang til at flytte på landet altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyggelig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo udenfor København. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at børnelykken findes i æbletræer og bagværk. Stop. Der er jo faktisk også en kærlig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kontor med høns udenfor.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyggens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte faktisk, når sandheden skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejendomsmæglere, og endda liiige køre forbi og kigge ind af et par vinduer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Pludselig kom jeg i tanke om den kære StineStregen, der lavede en tegning for nogle måneder siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smider små hints hver gang, jeg falder over et dørtrin i verdens mindste lejlighed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelttrøjen, så ikke Urtekram får alle ens dollars, men i stedet have skidtet i haven. Et bryggers fuld af hjemmegjort halløj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden smasken og med færre døde ponyer og ditto ting på hovedet. Måske ikke helt så Plumret, men en vaskesøjle… Sådan een skal man ha! Det er så megakedeligt, men jeg tror der følger lykke med den installation. Rent, tørt tøj og ild i pejsen, det kan kun være rart. Der er overskud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags menneske, ville jeg:

  • Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver.
  • Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen.
  • Spare op. Det kan lade sig gøre for alle, og man lægger faktisk slet ikke mærke til det, når først man er kommet rigtigt i gang. Penge er rare at have, særligt på dage med regn.
  • Bage mere “velkommen hjem fra skole, jeg har simpelthen savnet dig fra det sekund du gik”-kage. Propfuld af sukker og kærlighed i forklæde. Der kan man også få sig en god snak, af den rigtige slags, med ærlige beretninger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spisesituationen er der virkelig gods i.
  • Være mere positiv. Ja-hatten passer alle, kommer i mange modeller og har god komfort. Negativitet er sådan en træls størrelse.

Fødselsdag.

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spise med min familie. Min far havde et flag i hånden, så tjeneren spurgte hvem og hvor mange år dagen drejede sig om. Jeg indviede ham i detaljerne, hvorefter han så medlidende på mig, og sagde: “Av!!”. Indeed.

I tirsdags blev jeg så 35. Slut med starten af trediverne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæle ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg havde egentlig heller ikke dvælet som sådan, førend i dagene op til, hvor det pludselig begyndte at svide en smule. “Av” rungede i mit hoved, og jeg trøstede mig med, at jeg stadig var sød og rar, at en mand tilmed var enig deri, samt at min søster snart bliver 40, hvilket, trods alt, må gøre en kende mere nas. Det varmede jeg mig ved, på en sød og rar måde.

Det skulle jo fejres, og familie og venner var derfor inviteret af flere omgange, så den potentielle depression kunne afværges af godt selskab, men når man bor alene med et barn, er det jo bare så som så med indledende morgenfestivitas, så jeg viftede selv med et lille flag, mens jr. kørte yoghurt i gabet. På vej til skole, og særligt ved ankomsten derovre, annoncerede han så dagens begivenhed til nogenlunde hvem som helst, hvilket han gør med stort set alt, og jeg er derfor blevet ønsket virkeligt akavet tillykke af flere vildtfremmede børn, gårdvagter og forældre. Oppe i klassen var han blevet så opkørt, at lærerne tog tråden op, følgelig satte mig for bordenden, placerede et flag foran mig, og bad mig vælge tre instrumenter, mens børnene heppede, og prøvede at tælle til så højt et tal på fingrene.  Og så fik jeg ellers alt godt fra den danske sangskat, sære børneversioner af drukviser og en helt uoverskueligt stor mængde hurraråb, applaus og en eskorte ud af bygningen. Det oplever man ikke hver dag.

Det var virkelig en løjerlig start på en fødselsdag, men jeg kan ikke sige mig fri for at have nydt den udelte, barnligt begejstrede opmærksomhed. Fødselsdage er jo bare ikke sådan mere. Man skal forestille at være en slags voksen, tallene kradser stadigt mere, og den slags fejres med god mad og rødvin, af hvilke jeg er kæmpe fan, men uden flødestrut, trut og fanfarer.  Jeg kan da godt vågne for tidligt og vente i mavevendende spænding, men resultatet er blot at ingen får mad og alle kommer for sent, for der er ingen puslen og hvisken i køkkenet, og ballonerne er ikke pustet op. Det virker alligevel lidt desperat at gøre det selv.

Det er ok. Jeg er ikke et barn længere. Jeg er halvvejs til 70 og skal huske at booke tid til det årlige gynækologtjek og betale skolemælk via netbank. Det er bare lidt lettere, hvis man en gang imellem skal rævesove og vælge nogle instrumenter.