Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ.

Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt fordi du er et klistrende fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insisterer på at klare dig selv, er du så ikke en sløj affære, når du bare vil krammes og have en voksen?

Hvis nu du var en ludobrik…

Når nu han ikke svarer på din sms, er det nok fordi han har ombestemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mumler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og latin.

Der er helt sikkert noget, du har misforstået.

Det er næppe nok at du bare krammer hende.

Når nu hun ikke svarer på din sms, er det nok fordi hun har ombestemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi holder lange seancer. Maner dem væk med blåøjet vilje. Akkumulerede blå øjne, der ikke orker flere slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lille hjem, og de larmer, endnu mere end Urmanden selv. Vi ved ikke hvorfor, kun at de fylder både rum og sind med sludder. Det bliver hurtigt lidt trangt. Så vi prøver at presse dem ud af hjørnerne med bedre ord, kloge ord, ærlige ord. Han er nemlig sådan et sært stykke mand, der gerne taler om alt, og har åbenlyse, diskuterbare følelser. Der stikker nok noget under.

Det er så uendeligt dumt! Særligt når nu vi ellers har svært ved at få armene ned over hvor vidunderlige, voksne og især skide sjove vi er. For det er vi! Perlende latter (jo jo!) dekorerer de små rum, men vi dukker os i samme nu, i fald der skulle dukke en hvid dame med rigtig dårlig stemning og ditto samvittighed op. Hun er helt sikkert ikke spor tyk, men smurt ind i både lækkerhed og dårlig lugt, der seriøst roder med indeklimaet.

At vi er blevet dem, vi er, som et resultat af fordums op- og nedture med diverse skønne og virkeligt sløje bekendtskaber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kritisk tør for mindfulness, hvilket nok må siges at ske ret ofte, er det bare virkelig fjoget. Åndet, nærmest. Ja ja, jeg har lært, båret videre, udviklet og undveget på den konto, men slut nu med alt det pjat. I skal videre, gå mod lyset, bade i svovlen og frem for alt klappe gevaldigt i. Nu, tak.

Fortiden, det billige skidt.

Matador er tilbage. Det er vi mange, der sætter stor pris på, selvom det derved afsløres, at man rent faktisk sidder hjemme en lørdag aften, og altså ikke har sådan et rigtigt liv uden tøj på i Kødbyen. Pyt. Jr. har fattet interesse for serien, og selvom jeg tvivler på at særligt store dele af dialogen giver mening for ham, er han alligevel virkelig nysgerrig. “Så kan jeg lære noget om gamle dage”, siger han entusiastisk, og møfler sig ind under min arm i sofaen.

Første hurdle kom, da han efter nogle scener med Ingeborg spurgte hvor Palle og Polle var henne. Det fik vi opklaret nogenlunde, omend han var noget skuffet. Derpå rendte Elisabeth ind i Kresten Skjern, og da de i næste scene proklamerede forestående ægteskab, var barnet forarget. “De har jo lige mødt hinanden!”. Det blev forklaret med en reference til madprogrammer, som han elsker, hvor dej bliver til kage på to minutter, så man ikke keder sig ihjel. “Men alligevel!”. Ja, min dreng. Så blev det afsløret, at Skjern-opkomlingene solgte pantebreve i baglokalet, og jeg var på nippet til at forklare ham pantebrevets fascinerende kvaliteter, da han vender sig skuffet mod mig, og siger: “Og hun troede han var sådan en flink fyr”. Ok…

Maude lagde sig, som det sig hør og bør, adskillige gange under den fadæse, hvilket affødte kommentaren:”Men det vigtigste er da kærligheden, mor”, hvortil jeg kun kunne nikke, undertrykke hysterisk latter og kramme ham helt til pulver.

Bagefter talte vi længe om forskellen på rig og fattig, dengang og nu, samt om det triste ved at man stadig ikke nødvendigvis kan gifte sig med hvem man vil, eller regne med accept fra alle kanter. Han gik nogenlunde tilfreds i seng, med lovning om at måtte se med i næste uge også.

I dag gør min ven, superbibliotekaren Ulf , mig så opmærksom på denne artikel, hvor debatten om fordums negerbeskrivelser i Tintin er kommet skridtet videre, og Stockholms Kulturhus simpelthen har fjernet de albums fra børneafdelingen. Altså censur. SERIØST!!? Vi læser- og ser Tintin med stor fornøjelse i alle generationer af familien, og der er endnu ingen, der af den grund har antaget, at alle afrikanere spiser drengede detektiver til frokost, ej heller at alle sømænd døjer med uslukkelig tørst. Det bliver det jo ikke mindre sjovt af. Maude kunne godt bruge lidt kærlighed, en solid serie lammere og lidt perspektiv, men det er sgu da derfor, det er så underholdende. Fordi vi ved det. Nå ja, og så fordi vi ikke er amøber, men en slags tænkende væsner noget af tiden.

Skulle vi ikke i stedet lade som om, børn rent faktisk kan tænke selv, bedømme kvalitet udfra andet end politisk korrekthed, at deres forvirring ikke er af det onde, samt at deres forældre er voksne nok til at kunne videregive vigtig kulturhistorie med humor og fornuft, og dermed få chance til at tale med dem om forskellene på det oplevede og virkeligheden, det datidige og det nutidige? Er det ikke noget med, at viden er magt, og at fortidens enorme bommerter kun undgår gentagelse, hvis vi sætter os ordentligt ind i, hvad der skete? Det har jeg lært et sted. Formentlig fra mine forældre.

Fedt.

Her kommer lige lidt opkast fra provinsen.

Vi er på Møn, hvor idyllen jo er tommetyk det meste af tiden. Vi hygger os, gør vi! Hver tirsdag bisser Mønboerne i fuld galop mod købstaden Stege, hvor græsningsareaerne er pakket fuld af hoppeborge, honningudsalg, mikrobrygget øl og pølser af hjemmetrillede økokøer. Der danses squaredance, hundreder af pensionister skråler med på Himmlhunden, og det er i det hele taget en ret så stor mundfuld for enhver afmålt Københavner. Vi kan li’ det. På den der let fordømmende facon, naturligvis.

IMAG1866

Alligevel døjer jeg med lidt kvalme, udover den underholdende, selvforskyldte af slagsen, når arealerne skridtes af, for jeg har aldrig før set så mange fede mennesker. Ikke lidt tykke. Fede. Det kommer der jo af honning og sovs, men kvalmen accellereres af de mange børn, der er nogenlunde lige så enorme, som deres forældre. Hvad faen i helvede er nu det for noget?!

Det er også synd og svært, arv og miljø og alt det der jazz, men helt ærligt! Vi er enige om, at man ikke må slå sine unger, ej heller lukke dem inde i kælderen, eller leje dem ud til skumle onkler i Sønderborg, men hvad med at fucke hele deres krop op med stegt flæsk og cola? Er det ok? Er det for penibelt og socioøkonomisk ubehageligt, til at vi tør røre ved det? Det har jeg det virkelig svært med. Ungerne arver mors sære forhold til mænd, had til Brødby IF og den slags, og det er del af pakken, men er det “bare” en del af familiens historie at være kæmpetyk og ikke have en chance for at være sund, attraktiv, have en fornuftig kropsfornemmelse, opstart af seksualliv, energi eller noget som helst andet fra man er 11? Det kan sgu da ikke være rigtigt.

Jeg arbejder også gevaldigt på at videreføre nogle solide traumer og dårlige vaner i Jr., men prøver så vidt muligt at komme udenom reelle overgreb og svigt, hvilket jeg virkelig synes det er, når man på den måde fratager sine børn muligheder, for i stedet at pådutte dem helbreds- og selvværdsproblemer, på et tidspunkt i deres liv, hvor de bør kunne stole på, at der tages fornuftigt hånd om dem.

IMAG1848

Jr. blev jo øremærket, da han vejede et kilo mere end normalkurven, hvilket var komplet absurd, men der fulgte som fortalt heller ingen assistance eller opfølgning med, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de her stakkels unger; om de mon også bare får et brev med hjem, og derefter er overladt til egne talenter? Det gør mig meget ked af det, men det gør mig mest af alt vred. Virkelig vred. Ja, vaner er svære at bryde, traditioner ligeså, men det er vores unger, vi taler om. Den første generation nogensinde, der risikerer ikke at blive lige så gamle, som deres forældre. Hold nu kæft, hvor er det sløjt!! Ikke så meget snak, spis jeres fucking grøntsager!