Lålålålålålållålåååå.

Så så vi fodbold. Det gør vi altid, når der er landskamp. Også når det går dårligt. Og når det går rigtig, pisse møgdårligt. Og der var den traditionelle menu af udvalgte tuber, rå og fint tilberedte løg, formpressede kartofler og det allerfineste svinekød i farverige frakker. Sådan gør vi altid.

Vi sidder ganske pænt i sofaen, vi er jo fra et pænt hjem, lige indtil nogen kommer for tæt på et mål. Så står vi op. Vi taler sagte og kontrolleret, indtil et par handsker kommer i vejret og Morten Olsens læber forsvinder permanent. Så råber vi. Det bliver vi så ved med i ca. halvanden time. Min søster mister som regel stemmen og får meget røde kinder. Da vi vandt (!!!) fyrede vi en bordbombe af. Smagfuldt. Der var virkelig meget konfetti i, der nu bor overalt i lejligheden.

Vi holder ikke med- eller følger nogen klubber. Overhovedet (selvom FCK selvsagt bør slå alle de andre). Det drejer sig kun om landsholdet, og har været sådan så længe jeg kan huske. Vi glæder os i lang tid op til, og er ganske udmattede bagefter. Søster fik nyt job for en uge siden, og bad som det første om fri på dagene for DKs EM-kampe. Det er jo vigtigt.

Nogle gange kommer der andre og deltager. De bliver lidt forskrækkede, hvis de ikke har set tabernaklet før. Når det er overstået bliver jeg også selv lidt forskrækket. Vi har åbenbart en ordentlig vestegns-kleppert med frilufts buttcrack og interessant sprog indeni, og han kan råbe virkelig højt, buhe når tøserne filmer på banen, og har svært ved at se en fremtid for kloden, når modstanderen scorer. Han hedder nok Dion. Jeg ved virkelig ikke hvordan man kan være en pige, når Dion er sådan en ufin brøleabe. Men det er jeg altså. Jeg sværger! I hvert fald frem til på onsdag.

6 thoughts on “Lålålålålålållålåååå.

  1. Pingback: Pik-tv og det løse. | Mandagsvoksen

  2. I love it! Jeg bliver også selv højtidsfo(d)boldsnørd som pludselig kan forklare off side-reglen uden at brække tungen under EM og VM. Alle andre dage ligner jeg hende fra Oddset reklamerne…

    Like

  3. HAHAHA. Jeg elsker damer, der kan brøle. Jeg kan ikke selv få mit pis i kog over fodbold, men jeg elsker at kigge på dem, der kan. Min veninde råber ting som KÆFTPETERPIKKEMIGRØVHULSKATAR, mens spyttet står. Det er fantastisk. Man burde lave en dokumentar-fotobog kun med damer, der brøler til fodbold.

    Like

Skriv et svar til Sofie Annuller svar