Fødselsdag.

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spise med min familie. Min far havde et flag i hånden, så tjeneren spurgte hvem og hvor mange år dagen drejede sig om. Jeg indviede ham i detaljerne, hvorefter han så medlidende på mig, og sagde: “Av!!”. Indeed.

I tirsdags blev jeg så 35. Slut med starten af trediverne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæle ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg havde egentlig heller ikke dvælet som sådan, førend i dagene op til, hvor det pludselig begyndte at svide en smule. “Av” rungede i mit hoved, og jeg trøstede mig med, at jeg stadig var sød og rar, at en mand tilmed var enig deri, samt at min søster snart bliver 40, hvilket, trods alt, må gøre en kende mere nas. Det varmede jeg mig ved, på en sød og rar måde.

Det skulle jo fejres, og familie og venner var derfor inviteret af flere omgange, så den potentielle depression kunne afværges af godt selskab, men når man bor alene med et barn, er det jo bare så som så med indledende morgenfestivitas, så jeg viftede selv med et lille flag, mens jr. kørte yoghurt i gabet. På vej til skole, og særligt ved ankomsten derovre, annoncerede han så dagens begivenhed til nogenlunde hvem som helst, hvilket han gør med stort set alt, og jeg er derfor blevet ønsket virkeligt akavet tillykke af flere vildtfremmede børn, gårdvagter og forældre. Oppe i klassen var han blevet så opkørt, at lærerne tog tråden op, følgelig satte mig for bordenden, placerede et flag foran mig, og bad mig vælge tre instrumenter, mens børnene heppede, og prøvede at tælle til så højt et tal på fingrene.  Og så fik jeg ellers alt godt fra den danske sangskat, sære børneversioner af drukviser og en helt uoverskueligt stor mængde hurraråb, applaus og en eskorte ud af bygningen. Det oplever man ikke hver dag.

Det var virkelig en løjerlig start på en fødselsdag, men jeg kan ikke sige mig fri for at have nydt den udelte, barnligt begejstrede opmærksomhed. Fødselsdage er jo bare ikke sådan mere. Man skal forestille at være en slags voksen, tallene kradser stadigt mere, og den slags fejres med god mad og rødvin, af hvilke jeg er kæmpe fan, men uden flødestrut, trut og fanfarer.  Jeg kan da godt vågne for tidligt og vente i mavevendende spænding, men resultatet er blot at ingen får mad og alle kommer for sent, for der er ingen puslen og hvisken i køkkenet, og ballonerne er ikke pustet op. Det virker alligevel lidt desperat at gøre det selv.

Det er ok. Jeg er ikke et barn længere. Jeg er halvvejs til 70 og skal huske at booke tid til det årlige gynækologtjek og betale skolemælk via netbank. Det er bare lidt lettere, hvis man en gang imellem skal rævesove og vælge nogle instrumenter.