Residerende superhelt.

Jeg har nævnt det før, at Jr. har nogle problemer med mobning. Det er en evig kilde til bekymring og tristesse, men vi arbejder på at finde løsninger, og det går langsomt fremad.

Han går i en specialklasse (primært ADHD-diagnoser), der kaldes A-Gruppen, og forleden meddelte en større gruppe fra “normalklassen”, at de ikke ville lege med de der A-børn. Jr. var meget påvirket af at være sat i bås på den måde, og har ruget en del over det siden.

Da jeg hentede ham i dag, fortalte han så med iskold ro, at han havde fået sin lærer til at gå med ned i den pågældende klasse, hvorefter han havde stillet sig mutters alene op foran tavlen, og havde forklaret dem, at det gjorde ham ked af det, og han synes de skulle prøve at finde en løsning, og lege lidt mere sammen.

WHAT!?!

Jeg er målløs. Drengen har verdens største nosser og fineste lille sjæl! Jeg er dybt imponeret. Tænk at han tør. Det tror jeg faktisk ikke, jeg selv havde turdet.

Det var jeg lige nødt til at fortælle, for ikke at spæne ud på gaden og råbe det til vildtfremmede. Hold nu kæft, hvor er jeg stolt af den knægt!!