Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende.
Ikke så meget fordi Junior og hans lidet veloplagte mor kommer på lærred og tv-skærm, men fordi der nu, med fornuft og poesi, lægges i ovnen til et seriøst opgør med ADHD-diagnosticering- og behandling. Her er traileren:
Filmen, der på mandag vises ved særarrangementer på landets biblioteker med efterfølgende debat, samt på TV2 den 4. juni, følger et langt forløb i min søns specialklasse, hvor vi alle, ved fælles- og eksperters hjælp, afprøvede nye, alternative veje og værktøjer. Det kunne lade sig gøre, fordi vi heldigvis er enige om, at vores børn SKAL kunne fungere uden for specialpædagogikken. De SKAL lære at sidde nogenlunde stille, og kunne organisere en hverdag. Der er ingen nem vej derhen, og det kræver en helt enorm indsats, der ikke ophæver de grundlæggende besværligheder, ej heller fritager alle for Ritalin, men som starter med, at de lærer sig selv bedre at kende; kommer på god fod med deres krinkelkroge, så skurken kan komme udenfor døren en god del af tiden.
Jeg har aldrig følt mig reddet af diagnosen. Den er ikke et fællesskab jeg føler mig lettet af eller naturligt tryg i. Ej heller beskytter fællesskabet mod de misforståelser og trætte blikke fra omverdenen, som de fire bogstaver konstant afføder. Vores liv bliver ikke nemmere, fordi en berygtet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Junior føler ingen ro i, at det er en “tilstand”, der i og for sig er ude af hans hænder. Den er et adgangspas til specialpædagogiske tiltag, som Junior bestemt har brug for, men tjener ellers ingen egentlig funktion for hverken ham eller mig. Den er, for os, et mærke; en alt for stor og mørk, lukket kasse til et langt fra færdigt, lillebitte væsen. Der farer man hurtigt vild, løber ind i vægge og bliver ikke set fra alle sider.
Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver eneste dag lever i det faktum, at dissse børn har brug for hjælp, samt at denne hjælp nødvendigvis varierer voldsomt i karakter. Men jeg har også set, hvor langt man kan komme udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfattende ændringer af pædagogiske- og fysiske rammer. Det er det, filmen bl.a. prøver at vise. Som med så meget andet, handler det ikke om rigtigt eller forkert, men om alle gråzonerne, om at holde debatten i live, og afprøve nye veje. Sætte hælene gevaldigt i, når vejen til psykiatriske diagnoser bliver rystende kort, og mængden af marginaliserede børn vokser med lynfart.
Filmen vil med garanti afføde debat og rasen, og jeg agter bestemt også at følge op her, nok allerede efter debatten i morgen, men jeg glæder mig virkelig til at tage nogle ordentlige livtag på min søns vegne, så de kan bare komme an. Jeg er så klar.
Mandagsvoksen 