Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.
Sig goddag til den modsatte grøft; vi har været til håndbold. Jep, den der anden nationalsport, hvor de insisterer på at spille øredøvende dance, hver gang nogen scorer. Det sker ret tit. Gud er næppe begejstret for mængden af bas, bandeord og lunken toast i håndboldregi, og jeg må selv gøre mig gevaldigt umage for at fordommene ikke bisser helt ud af kontrol.
Det er jo bare ikke nogen særligt yndefuld sport. Hurtig og teknisk imponerende, bevares, men der er altså ikke samme skønhed over konstant spjættende mænd på lakerede gulve, som i en glidende tackling på grønsværen.
Dertil, ja nærmest altoverskyggende, er haller fulde af larm. Særligt den der tics-fremkaldende knirkelyd fra skoene, der skriger af negle på tavle og cafeteria-fritter. Den er vand i forhold til lyden af klappepappet. Smag lige på det ord en gang; man ved at det bliver grimt, og hellige søhest, der er minsandten gået megen indebrændt og virkelig vredladen energi til at opfinde den lille genistreg! Et linjeret stykke pap med sponsorreklamer, der kan foldes til en vifte. En vifte fra helvede. Den banker man, med frenetisk energi ned i hånden, nærmeste bænk eller tilskuer, og lyden, der dermed kreeres, er noget nær det højeste og mest aggressive nogensinde. Det slår mig ikke som nogen fremragende ide, at frembringe den slags i små, lukkede, akustisk udfordrede rum, men det gør man når der er kamp. Det bliver ikke nemt at elske.
Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.
Elske det må man nu alligevel, når først ørepropperne er grundigt skruet i, for der er hallelujah-frit og kaffe i flamingokopper på sidelinjen, hvor forældrene hænger ud. Og så er det vist bare det man gør, når man er sådan en slags entusiastisk forælder, når Jr. har fundet noget han gerne vil, og ingen er døde eller bløder. Op med pappet; undskyld Gud.
Mandagsvoksen 