Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.

Sig goddag til den modsatte grøft; vi har været til håndbold. Jep, den der anden nationalsport, hvor de insisterer på at spille øredøvende dance, hver gang nogen scorer. Det sker ret tit. Gud er næppe begejstret for mængden af bas, bandeord og lunken toast i håndboldregi, og jeg må selv gøre mig gevaldigt umage for at fordommene ikke bisser helt ud af kontrol.

Det er jo bare ikke nogen særligt yndefuld sport. Hurtig og teknisk imponerende, bevares, men der er altså ikke samme skønhed over konstant spjættende mænd på lakerede gulve, som i en glidende tackling på grønsværen.

Dertil, ja nærmest altoverskyggende, er haller fulde af larm. Særligt den der tics-fremkaldende knirkelyd fra skoene, der skriger af negle på tavle og cafeteria-fritter. Den er vand i forhold til lyden af klappepappet. Smag lige på det ord en gang; man ved at det bliver grimt, og hellige søhest, der er minsandten gået megen indebrændt og virkelig vredladen energi til at opfinde den lille genistreg! Et linjeret stykke pap med sponsorreklamer, der kan foldes til en vifte. En vifte fra helvede. Den banker man, med frenetisk energi ned i hånden, nærmeste bænk eller tilskuer, og lyden, der dermed kreeres, er noget nær det højeste og mest aggressive nogensinde. Det slår mig ikke som nogen fremragende ide, at frembringe den slags i små, lukkede, akustisk udfordrede rum, men det gør man når der er kamp. Det bliver ikke nemt at elske.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Jr.s første møde med klappepappet. Nu er han glødende entusiast.

Elske det må man nu alligevel, når først ørepropperne er grundigt skruet i, for der er hallelujah-frit og kaffe i flamingokopper på sidelinjen, hvor forældrene hænger ud. Og så er det vist bare det man gør, når man er sådan en slags entusiastisk forælder, når Jr. har fundet noget han gerne vil, og ingen er døde eller bløder. Op med pappet; undskyld Gud.

Arbejdslejr, nu med kage.

December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år.

Dette år er julen jo så blevet krydret med Gud. Sikke noget rod. Det viser sig nemlig, at de i den klan synger ekstra meget når sønnike har fødselsdag, og fejrer det på cirka tusinde måder på et par uger. De gamle på plejehjemmene skal vide det er jul, menighedsrådet skal i hvert fald ikke snydes, og så er der da også et julekalas i Øksnehallen, hvor poderne bør marchere med lys og sang. Helst om aftenen, og især på hverdage. Det er så yndigt, og helt igennem udmattende, ikke mindst for ungerne selv.

Så hør her, juletyper: Vores unger skal hundetidligt op, i mørke, vel at mærke. De er på arbejde hele dagen, hvor de både skal lære noget, løse konflikter og “deltage aktivt”, og har derfor ikke energi til at se julekalender klokken halv otte. Ej heller til at synge/spise æbleskiver/flette julehjerter på det tidspunkt. Deres forældre kan ikke nå at være med til bare halvdelen, og særligt ikke de familier, der kun har een voksen repræsentant.

BilledeJeg tager hatten af for de rare ældre mennesker, der kører koret med enormt overskud, men når jeg får stukket et stykke papir i hånden, der afslører 14 (FJORTEN!!) mødetider på tre uger, hvoraf de fleste er fra kl. 18-19 stykker og frem, bliver jeg nærmest lidt hysterisk, og meget lidt i julestemning. Hvorfor skal de gå Lucia fire gange, samt synge hver eneste gang en gammel tusse har bagt noget med sukat? Hvem har tid til det?! Det skal jo så parres med alle de andre juleløjer i skole, SFO, klub, familie osv., og Jr. har aldrig været så udmattet. Hans mor er heller ikke på toppen. Lynhurtigt bliver man tvunget ud i at skulle sige nej til noget af det, forklare det på en ikke alt for Grinch-agtig måde til barnet, og huske at bevare den gode stemning undervejs. Det synes jeg ikke er en rimelig position at sætte forældre i, og selvom jeg ser frem til at se Jr. stå med slips og vandkæmmet hår i kirken juleaften, mens han lovsynger chefen med hjerteskærende uskyld, vil jeg glæde mig nogenlunde lige så meget til det er overstået. Så kan vi virkelig holde fri, og jule uden at det er helt så meget arbejde.

Guds liste

Om torsdagen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stirrer på min telefon i skærsilden venterummet. Så vi var altså i kirke. Den der høje bygning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syngende børn, som Jr. gjalder med, skulle synge nyligt indøvet materiale til en såkaldt pastagudstjeneste. Kirken er derfor mestendels fyldt op af børnenes familier, der tager billeder og glæder sig til den gratis mad, der følger efter, men nok om det.

Denne gudstjeneste havde et tema, som sådan nogle vist har, og vi skulle denne gang beskæftige os med dåben. Vi lyttede andægtigt, mens den kvindelige præst gjorde sig virkelig umage for at gøre materialet børneegnet. Dermed blev dåben til “verdens bedste bad” og begejstringen for netop den renvaskelse ville ingen ende tage. Den direkte vej til alskens godter og VIP-kort til kaliffens gemakker. Alle tiders!

Jr. kom derpå hen til mig med en meget udtalt rynke i panden. Han trippede en stund, så lidt nervøst på mig, formentlig fordi svovlet sivede ud af ørerne på mig, og sagde:

“Jeg tror godt jeg vil døbes. Ellers kommer jeg jo ikke på Guds liste.”

Træk vejret. Du er et voksent menneske. Han er et barn, der lige er blevet fortalt, at dåben, verdens bedste bad, er den eneste garanti for en bare nogenlunde let gang på jorden. SLAP NU AF, DIN SURE KÆLLING!

Der blev råbt meget inde i hovedet. Jeg fik manet stemmerne kortvarigt i jorden, og svarede noget med, at det kunne jeg da godt forstå. Tilføjede (smilende, endda) lidt forskelligt om, at den der liste jo nok ikke skulle tages helt så bogstaveligt; at han altså er et godt menneske under alle omstændigheder, og jeg ikke troede Gud rent faktisk havde en sådan liste, da han jo var en travl mand. Noget i den retning sagde jeg vist.

Så var der pasta og “dåbslege”, og derfra husker jeg ikke så meget, men kom til mig selv, da vi tog hjem. Samtalen blev cementeret med frisind og begejstring for det famøse bad, mens jeg gjorde det klart, at han netop ikke var døbt, fordi valget var alvor, og skulle tages af ham selv, efter lange og grundige overvejelser. Helst ikke kun pga. en liste. Please!

Så nu er jeg her igen, i det sære, gudløse vakuum, hvor jeg skal kunne rumme Jr.’s trang til en listeskrivende skaberskikkelse, mens jeg opfordrer til samtale og frit valg, uden at presse ting nedover ørerne på ham, som han alligevel ikke fatter en bjælde af. Det er altså ikke nogen nem opgave. Jeg bliver virkelig vred over brugen af liste-terminologien overfor børn, der tænker konkret og i godt/ondt-baner. Samtidig er vi der jo (på sin vis) frivilligt, i deres hus, hvor man må følge deres regler. Jeg har derfor også dårlig samvittighed over at sidde der, og have så ubændig trang til at råbe PIK eller andet lidt udenfor temaet, da ingen jo tvinger mig derind. Jr.s begejstring tvinger mig, og den burde være nok til at fjerne forargelsen og ubehaget. Det er den bare ikke.

Jeg kunne aldrig finde på at blive gift i en kirke (nej, det ligger ikke lige om hjørnet!), da jeg synes det er en hån mod husets og religionens ægte troende, at være der for traditionens eller æstetikkens skyld, men er der jo nu for barnets skyld. Han ved godt at jeg ikke tror på Gud, og det lader ikke til at have nogen reel bremsende effekt på ham, hvilket egentlig siger meget om hans karakter. Det siger forhåbentlig også lidt om hans tillid til min accept af hans valg, men den er stadig betinget i den forstand, at jeg pure nægter at lade listen stå uden kritik. Kritik, som han skal lytte til.

Gud er svær at arbejde med, og hvis Jr. skal døbes får jeg brug for store mængder alkohol, men så lover jeg at smile stort hele vejen. Også mens jeg venligt beder præsten afstå fra flere lister.

Tumpe op.

Der er dage, hvor jeg ser mindst 6 måneder yngre ud, har held til at kreere vildt kreativ mad, hvor Junior selvsagt deltager smilende i hele processen, og hvor jeg kun siger kække ting til stor glæde for mine omgivelser. Og så er der alle de andre dage.

Her er de nyeste af sidstnævnte:

  • Da det her skete.. Nuff said!
  • Da jeg ankom til ovennævnte domæne, på alle måder udtrådt og uentusiastisk, hvor Junior jo synger til/for/med (?) Gud, for derpå at blive ignoreret og stiltiende hånet af godt ti forældre, der har besluttet at løbe sammen hver gang, så de rigtig kan få noget ud af tiden. En veritabel mur af svedtransporterende materialer, der betragtede mig lidt medlidende, mens de strakte og bøjede de blanke muskelgrupper. Jeg stirrede indædt på min telefon, og tænkte på steg, som man jo gør.
  • Da jeg, i et forsøg på at være hjælpsom og moderlig, tilbød at vise Jr. nogle teknikker til det oliemaleri, han var ved at begå, fik denne trætte respons: “Det må du nok lade mig om. Sæt du dig bare lidt ned”.

Jeg skal lige tænke lidt over, hvor jeg rigtig har brilleret…

At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kirke. Eller menighedshus. Junior, der er en meget syngende type, ville gerne prøve at synge i kirkens børnekor, og da han (pga. operationer i fødderne) altid har haft svært ved at finde en fritidsaktivitet, opmuntrede jeg gevaldigt. Så aftenen stod på syngende børn, mumlende forældre, Lis med knold i nakken og meget højt register og Guitar-Herman. Dertil rigtig meget Gud.

Af een eller grund var jeg ikke forberedt på Gud. Ikke i den grad, i hvert fald, men han var lige der midt i cirklen af begejstrede børn, i sanglege om himmerige og avancerede gestikulationer, der vist nok var noget med, at have tro og glæde i hænder og krop. Junior har alt muligt i kroppen. Det er sjældent blevet omtalt som særlig himmelsk, men han holdt sig virkelig ikke tilbage, når Herman spillede op. Kunne ikke ordene, men fægtede vildt med armene, mimede lidt forskelligt, og indskød et “Gud” her og der, hvilket da er beundringsværdigt. Jeg så på fra sidelinjen, mens jeg undrede mig over, hvorfor de hellige festligheder gjorde mig så utilpas.

Musik er jo vidunderligt og sange om chefen ligeså; altså i kirkens rum, når jeg af uvisse årsager befinder mig der, men det skurrede så sært i mine ører, når det foregik med tramp og klap, Hello Kitty tylskørter og Gore-Tex. Junior vil nok næppe blive genfødt kristen af sangleg, og hvis han gør, er det vel hans sag, men jeg følte mig nu stadig overmandet af en sær skræk, som jeg ikke helt ved hvor jeg  skal gøre af.

Lis med knolden ville gerne dele sin glæde med verden, og fornemmede måske lidt kontrære vibes fra den trygge sidelinje, hvilket drev hende til at befale alle (ALLE!) ind i cirklen, så vi rigtig kunne synge og lege. Poderne elsker jo at få de gamle med, og vi er da også hysterisk morsomme, men jeg bliver bare aldrig nogen begejstret afsynger af Boogie Woogie, og bliver egentlig ikke mere tilbøjelig til den slags udfoldelser af, at femten forældre ser på mig med uhæmmet iver og forventning. Jeg bliver nærmest lidt gnaven, men havde her til aften selvkontrol nok til at tage en tur i cirklen for Junior. I skrivende stund får jeg atter lidt tunnelsyn, når billedet af undertegnede i klappende, kristen skruestik, akkompagneret af den mod enden halvsovende Herman, toner frem på nethinden.

Det er efter sigende godt at blive skubbet over sine grænser, men jeg havde ikke forestillet mig, at der forefandt sig en sådan ved en gruppe 5-7 åriges kor-øver. Det er jo absurd. Drengen vil derhen og mime igen i næste uge, så jeg varmer min iskolde sjæl ved tanken om, at flere forældre havde valgt at sidde udenfor Guds sangsal under hele seancen. Der vil jeg også være at finde fremover. Sådan en rådden mor er jeg nemlig. Amen.