Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Den sidste del af ferien var derfor virkelig tiltrængt, så jeg så frem til de traditionelle to uger i sommerhus, sammen med søster og Jr, som vi altid har fastholdt. Der holder vi hendes fødselsdag, bader og drikker vin for tidligt på dagen. Der er jeg god. Ting på grillen, ting i glasset, sand i Jrs hår og myggestik. Her springer søsters trang til at flytte på landet altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyggelig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo udenfor København. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at børnelykken findes i æbletræer og bagværk. Stop. Der er jo faktisk også en kærlig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kontor med høns udenfor.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyggens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte faktisk, når sandheden skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejendomsmæglere, og endda liiige køre forbi og kigge ind af et par vinduer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Pludselig kom jeg i tanke om den kære StineStregen, der lavede en tegning for nogle måneder siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smider små hints hver gang, jeg falder over et dørtrin i verdens mindste lejlighed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelttrøjen, så ikke Urtekram får alle ens dollars, men i stedet have skidtet i haven. Et bryggers fuld af hjemmegjort halløj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden smasken og med færre døde ponyer og ditto ting på hovedet. Måske ikke helt så Plumret, men en vaskesøjle… Sådan een skal man ha! Det er så megakedeligt, men jeg tror der følger lykke med den installation. Rent, tørt tøj og ild i pejsen, det kan kun være rart. Der er overskud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ.

Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt fordi du er et klistrende fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insisterer på at klare dig selv, er du så ikke en sløj affære, når du bare vil krammes og have en voksen?

Hvis nu du var en ludobrik…

Når nu han ikke svarer på din sms, er det nok fordi han har ombestemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mumler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og latin.

Der er helt sikkert noget, du har misforstået.

Det er næppe nok at du bare krammer hende.

Når nu hun ikke svarer på din sms, er det nok fordi hun har ombestemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi holder lange seancer. Maner dem væk med blåøjet vilje. Akkumulerede blå øjne, der ikke orker flere slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lille hjem, og de larmer, endnu mere end Urmanden selv. Vi ved ikke hvorfor, kun at de fylder både rum og sind med sludder. Det bliver hurtigt lidt trangt. Så vi prøver at presse dem ud af hjørnerne med bedre ord, kloge ord, ærlige ord. Han er nemlig sådan et sært stykke mand, der gerne taler om alt, og har åbenlyse, diskuterbare følelser. Der stikker nok noget under.

Det er så uendeligt dumt! Særligt når nu vi ellers har svært ved at få armene ned over hvor vidunderlige, voksne og især skide sjove vi er. For det er vi! Perlende latter (jo jo!) dekorerer de små rum, men vi dukker os i samme nu, i fald der skulle dukke en hvid dame med rigtig dårlig stemning og ditto samvittighed op. Hun er helt sikkert ikke spor tyk, men smurt ind i både lækkerhed og dårlig lugt, der seriøst roder med indeklimaet.

At vi er blevet dem, vi er, som et resultat af fordums op- og nedture med diverse skønne og virkeligt sløje bekendtskaber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kritisk tør for mindfulness, hvilket nok må siges at ske ret ofte, er det bare virkelig fjoget. Åndet, nærmest. Ja ja, jeg har lært, båret videre, udviklet og undveget på den konto, men slut nu med alt det pjat. I skal videre, gå mod lyset, bade i svovlen og frem for alt klappe gevaldigt i. Nu, tak.

Mere Mayland, tak.

Min søster er gift med sin Mayland kalender. Det er en tyk satan, der holder hende beskæftiget, om man så må sige, og jeg beundrer hendes evne til at få pisket hver en detalje til skemalagt underdanighed. På magisk vis får hun huskesedler, møder, arbejde, socialliv, juleønsker, ideer og gode forslag banket ned på de tætskrevne sider, og kan derfor altid lige slå op (mens vi andre bæver i nærheden af den enorme bog) og få 100 ting på plads på fem minutter. Jeg tænker at der må følge voksen ro med den slags overblik. Det vil jeg også have.

Den her uge er en uendeligt fluktuerende kurve af latterlige bjerge, der alle skal bestiges med glans og overskud. Jeg er i minus på begge fronter. Anmeldelser jeg ikke kan skrive, fordi forlægget kræver fokus, virksomhedsplan og prisliste til fancy firma, der påstår at ville bruge mig, reeksaminationer jeg ikke kan fokusere på, fordi jeg ved, at jeg burde ville det mere, et skriveprojekt, der truer med at a)drive mig til vanvid og/eller b)afsløre mig som komplet talentløs, post-op psyk.evalueringsforløb med Jr, og sidst men ikke mindst en såkaldt prøvefilmning til et boganmeldergig på Go’morgen Danmark. Sidstnævnte bliver kun mere absurd, jo mere jeg tænker på det, særligt fordi det forudsætter at jeg rent faktisk kan foregive mental kapacitet kl hø om morgenen. Det har virkeligt sløje udsigter altsammen. Hver for sig er de jo alle til at klare, da jeg regelmæssigt besidder et vist intellekt, også til eksternt brug, men det hele på 3 dage virker næppe som en god ide. Nåh ja, og så hoster jr hele natten, mens han søvndrukkent ævler noget om røde knapper. Usolidariske skarn.

Det er gode planer. Reelt gode ideer (jo jo!), der hver i især leder hen imod, hvad jeg gerne vil, og som vil gøre de halvmastede projekter lettere at sætte ordentligt i søen. Hvis jeg vælger noget fra, taber jeg, min søn eller min konto. Altså jeg. Hvis jeg ikke kan det hele, har jeg vel selv valgt noget af det fra. Så ved jeg, at jeg er sådan een. Hvis jeg kun gør det halvt, fordi jeg ikke kan få vejret, ved alle pludseligt, at jeg er sådan een.

Jeg har anledning til fjantet glæde og begejstring over det hele, og over dejlige mennesker for tiden, men det skal jo også gøres ordentligt. Hvor får man fokus fra, når det, man skal bagefter, fylder mindst lige så meget, som det, man gør lige nu? Det kan jo dårligt prioriteres. Der findes hverken kaffe eller selvtillid nok i verden. Nu tier jeg stille, og prøver igen.

 

 

Det skal jeg nå.

Fjorten dage i sommerhus. Masser af sol, lidt regn og en lang liste af praktiske gris opgaver, der nu engang følger med, når huset er lavet af træ og er hundrede år gammelt. Dertil en endnu længere mental liste. En indre opremsning af alt det, man lige kan nusse lidt med. Vejen til det der kvalitetstid og den indre ro:

  • På fisketur med barnet, godt indhyllet i myggespray og almen grundangst over flerbenede væsner.
  • Komme godt i gang med den store roman. Den andre har skrevet.
  • Bygge noget huleagtigt i et træ til Jr.
  • Dokumentere dele af de enorme mængder madlavning, så jeg stadig også er en slags madblogger.
  • Slette madbloggen.
  • Lave picnics rundt omkring på øen. Det er jo bare lidt mad i en kurv.
  • Gå på opdagelse efter spiselige gevækster i skoven. Det er jo bare en gåtur med en kurv.
  • Få talt med Jr. om livet, døden og kærligheden.
  • Finde ud af det der med livet, døden og kærligheden.
  • Komme lidt videre med den store roman. Den jeg selv skal skrive.
  • Lægge en plan for hvordan jeg kan blive en rigtig voksen.
  • Finde legater og skrive ansøgninger, så jeg kan udsætte det der med at blive en voksen, og i stedet skrive den store roman uden at sulte.
  • Skrive lune, fine ting til bloggen.
  • Ignorere min krops sært bulede omfang, og bade hele dagen.
  • Gøre noget ved det bulede omfang. Det er jo bare at tage lidt mindre i kurven.
  • Sidde og glo på vandet en hel dag. Slappe helt af.

Listen er stadig lige lang. Jeg ved ikke hvor tiden blev af. Een af dagene bliver jeg god til det hele, og får slappet rigtigt af samtidig. Det skal man kunne. Det bliver godt.

 

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sverige. I en hel uge. Der var ingen palmer, og solen skinnede kun cirka halvdelen af tiden, men det gælder stadig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gammel veninde, hendes kæreste og deres 9 måneder gamle dreng. Knæhøj idyl med langbord og lysedyge. Virkelig mange lyseduge. Broderede børn (I ved hvad jeg mener), ditto lamper og masser af lyst træ. Grimt og vidunderligt på samme tid.

Jeg elsker at være på ferie! Jeg elsker også at komme hjem igen. Min søster bliver altid lidt “jeg vil ikke hjæææææm”-agtig de sidste par dage, og jeg tænker da også, at et par dage mere ville være rart, men har det stadig fint med at skulle hjem. Når jeg atter træder ind af min egen dør, synes jeg det er vidunderligt.

Mens vi er der, savner jeg en ordentlig internetforbindelse og mine egne ting, alt imens jeg nyder at være væk fra rudekuverter, madpakker og vaskekælder. Jeg mæsker mig i Jr.’s nyfundne fiskerlykke (tak til morforældre for blæret fiskegear), alkohol på stort set alle tider af døgnet, brætspil, flødesovs og solnedgange. Hjemme er der metrolarm, spam og hjernelammende app-anmodninger på Facebook (fat det dog, jeg gider IKKE lege bondegård på nettet!), og det er sært nok også rart.

Aftenen før vi skal hjem, ligegyldig hvor jeg er og hvor længe jeg har været væk, er jeg mentalt på vej hjem. Ikke i flugt eller savn, men bare klar. Sådan har det altid været. Søster synes jeg er sær, og vil stadig ikke hjem, selvom det tog er kørt for nogle dage siden. Sådan har jeg det ikke. Altså slet ikke. Betyder det, at jeg er dårlig til at være på ferie? Er jeg den eneste, der har det sådan? Om små tre uger skal vi på ferie igen. Det glæder jeg mig til. Jeg sværger! Glæder mig også til tiden inden. Hjemme med rudekuverter, rod og opvask. Aaaaahhhh.

Hulu bu luuu..

Jeg kune SLET ikke kende dig!! Det har jeg hørt fra to forskellige. Samme aften, samme fest. Efter jeg var gået. Mænd er dumme!

Havde det nu været light-versionen, a la: “Hvor ser du anderledes ud, jeg kunne næsten ikke kende dig!”, så kunne man fristes til at tage det som et kompliment. Men nej. Der er her tale om to mennesker, som jeg har mødt adskillige gange. De er vældig søde, og vi har flere gange mødtes i lettere overrislet tilstand, men har dog ikke, i hvert fald ikke hver gang, været så fulde, at de ikke kan forventes at vide, hvem jeg er. Der er tilmed tale om en hel aften, hvor vi flere gange rendte ind i hinanden, hilste, skålede og alt det der knas, mens de absolut ingen anelse har haft, om hvem jeg var.

Mor er såret. Det var jeg ikke til at starte med. Jeg rationaliserede. Var fuld af overbærende overskud….Det kan ske for enhver, vi er allesammen mennesker, der var jo så mange at hilse på.. måske ligner jeg også mere en anden lige for tiden.Nej, desværre. Jeg ligner faktisk ret meget mig selv i disse dage. Håret er en tone mørkere, og der er nok et kilo eller to mere til gården (mens gaden ligger ret øde hen), men jeg ser nu ikke mig selv i spejlet, og skriger ad den fremmede, der ser tilbage.

Jeg er i sandhed ikke det mest originale væsen på planeten (det kommer!), men har alligevel aldrig været bange- eller mistænkt mig selv for at være usynlig. Ikke været klar over det, er nok egentlig mere korrekt, for det har jo åbenbart boet derinde et sted, og nu er jeg i hvert fald i kontakt med en ellers sovende grundangst for at være helt igennem ubemærkelsesværdig. Der er, for mig, en masse tryghed i anonymiteten, og jeg nyder den ofte, men når det segl nu en gang er brudt ved gentagne møder, er det sært at blive skubbet tilbage deri. Der er lidt ensomt. Lidt mørk og ikke så rart.

De glemsomme unge mænd er tilgivet, og jeg kan stadig godt lide dem. Der var rent faktisk vildt mange mennesker, og jeg har jo andre høner at plukke, men mit hoved er nu alligevel fuld af spørgsmål:

Hvor ofte sker det egentlig, at folk hilser uden at vide hvem jeg er?

Hvorfor betyder det noget? Jeg burde, trods alt, være et større menneske end det.

Ville det hele være federe, hvis jeg fyldte lidt mere (på sådan en ikke-korpulent måde)?

Hvorfor varer mine tømmermænd så forbandet længe?

Hvis jeg nu var noget inden for sociale medier, eller havde en mere facetteret mening om indian pale ale (dvs. kunne drikke det, uden at spytte det ud med en ærgerlig lydside), ville det sikkert hjælpe. Indtil da må jeg nøjes med at være lidt almindelig. Der er dog risiko for at der følger lammere med øllen, når vi ses næste gang. Det kan man huske. Jeg er hende med knytnæven.

 

 

Goddag og farvel.

Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme.

Når jeg skal sige farvel til det forgangne år, er der måske nok lidt mere på den vredladne side, men det bliver jo dermed så meget desto lettere at tage afsked. Min vredladne side vil jeg nu nødigt helt sige farvel til, men satser gevaldigt på mindre brok i det nye år, og det er jo altså ikke begyndt endnu! Jeg siger derimod hjertens gerne farvel til en søn i gips og kørestol, altså kun til gipsen og kørestolen (for nu), til hospitalsmad, epiduralkateter i en børneryg og gammelmands-løfteknirken i en voksenryg. Farvel til måneder i søvnunderskud, til et barn, der er så udmattet af at have ondt og være bange at han mister sine ord. Farvel til ord om at have ondt. Farvel til post-traumatisk børnefrygt for at være alene, blive forladt, svigtet og påført smerte, en frygt, der aldrig før har eksisteret i det lille væsen. Også et dybfølt farvel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moderlig nok, ikke at kunne rumme det, når Junior havde brug for mig og jeg helst bare ville væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at ville væk. Angst for at blive for uinteressant. Angst for at blive en gammel, træt omsorgsgiver og ellers forsvinde. Angst for at blive.

Goddag til nye bekendtskaber, der dukker op de særeste steder. Der bor f.eks. sådan nogle rare mennesker på det der internet, der tilmed viser sig at være helt forrygende i virkeligheden. Goddag til den der mand, der helt sikkert venter derude i forpint længsel efter en skrivende mandagsmodel. Goddag til Juniors små piskende ben, der endelig løber meget hurtigere end mine. Til hans arrede små fødder, der virker efter hensigten og tager stiltiende imod den skældud han giver dem. Til hans runde ansigt, der hver morgen vækker mig med ordene:”Mor, du skal ha’ kaffe”. Kloge dreng! Goddag til nye muligheder. Ikke på den der “verden er en østers”-agtige måde, da jeg hverken kan lide østers eller tror på endeløse muligheder, men med den forsigtige optimisme, der nu engang falder mig mest naturlig. Så derfor: goddag til muligheder jeg kan leve op til. Til udfordringer, der giver mig kvalme på den fede måde, gerne uden hospitalers indblanding, og til nye mennesker, der selvsagt vil elske mit selskab. Goddag til at aflevere Junior i skole hver dag. Goddag til mere rødvin og mindre livvidde, et modsætningsfyldt forhold, der er een af livets grove uretfærdigheder, til mere mod og mindre tvivl. Goddag til mere undren, til Mandagsvoksen og til Jer.